Prøv avisen

En pave med skrammer

Ny bog om pave Frans afdækker hans karriere i jesuitterordenen i Argentina med op- og nedture.

Ny biografi om pave Frans stiller skarpt på hans tid som leder af jesuiterordenen under Argentinas beskidte krig. Den selvransagelse, der fulgte, tegner godt for hans tid som pave, skriver den britiske journalist Paul Vallely

Kort tid efter indsættelsen af pave Frans forlød det, at han en morgen betragtede en træt schweizergardist på vagt uden for sine gemakker og undrende spurgte ham, hvorfor han dog ikke satte sig ned. Det må jeg ikke for min kaptajn, svarede gardisten, hvortil paven replicerede: Men jeg er pave, og jeg bestemmer, at du skal sætte dig ned. Og da gardisten havde sat sig, forlod paven ham og kom tilbage med en frisksmurt marmelademad.

Historien har aldrig kunnet verificeres, skønt den blev enormt udbredt på internettet. Men uanset at den ikke udtrykker en faktuel sandhed, så viser den, hvor hurtigt den folkelige fantasi er blevet grebet af pave Frans i forventning til, at der i hans regeringstid vil ske store og positive ændringer i den katolske kirke. Temaerne for hans pontifikat ydmyghed, medfølelse og reform er en vigtig del af anekdoten, ligesom den viljestyrke og autoritet, der skal hjælpe ham i tiden fremover.

LÆS OGSÅ: Napoleon var kejseren af spin

Men hvor kommer det fra denne vilje til reform og autoriteten til at udføre den? Hvad har næret det, formet det og udfordret det? Det er de spørgsmål, den britiske journalist Paul Vallely forsøger at besvare i sin meget vellykkede biografi Pope Francis. Untying the Knots. Undertitlen er værd at lægge mærke til, for den går både på at løse gåden om Jorge Mario Bergoglios fortid og på pavens egne bestræbelser på at løse op for kontroverserne i sit liv i mere eksistentiel forstand.

Der skulle således seks års ørkenvandring til fra 1986 til 1992 for at bygge bro mellem den yngre konservative Bergoglio, der var leder af Argentinas jesuitter, og som balancerede på en knivsæg under militærdiktaturet, til den ældre Bergoglio, der endte som Buenos Aires ærkebiskop og en beundret forkæmper for de fattige, før han blev valgt til pave.

De faktuelle afsnit af biografien er de bedste om Argentinas nyere politiske historie, brydningerne i jesuiterordenen og mellemregningerne i de to seneste pavevalg. Vi hører også om Bergoglios barndom og den folkelige katolicisme, han mødte hos sin bedstemor, og som han aldrig siden slap. Den stod lidt i modsætning til hans senere uddannelse hos de lærde jesuitter, hvor han ikke desto mindre hurtigt demonstrerede fødte lederegenskaber og imponerede sine omgivelser. To år efter sin præstevielse blev han udnævnt til novicemester, og seks måneder efter at have aflagt sine endelige ordensløfter blev han i 1973 som 36-årig udnævnt til leder af alle jesuitter i Argentina.

Bergoglios udnævnelse faldt sammen med en større omvæltning i jesuiterordenen, der fra primært at drive skoler og universiteter for borgerskabets sønner nu med inspiration fra befrielsesteologien begyndte at engagere sig i kampen for større retfærdighed for samfundets underklasse. Ikke alle jesuitter bød denne omvæltning velkommen, og Bergoglio var en af skeptikerne. For selvom også han mente, at kirken har en særlig forpligtelse over for de fattige, var han modstander af den politiske aktivisme, der ofte fulgte med, når præsterne engagerede sig direkte. Dertil kom, at enhver form for politisk aktivisme var livsfarlig i Argentina, siden militærstyret tog magten i 1976. Bergoglio var overbevist om, at juntaen skulle modarbejdes i det skjulte, sådan som han også selv gjorde, men to af de jesuitter, som han var leder for, var dybt uenige og nægtede at følge hans påbud om at opgive deres arbejde i slumkvartererne.

De to blev siden arresteret af militæret og torteret i fem måneder, og en af de store kontroverser, der omgiver Bergoglio, er, om hans konflikt med præsterne var medvirkende til, at de blev arresteret, sådan som præsterne selv mente. Vallely er grundig i sin research og interviews, der dog snarere understreger gråtonerne i episoden end kommer med et endegyldigt svar. Det er dog sikkert, at det var Bergoglios personlige indsats, der til sidst fik de to løsladt, ligesom den ene af jesuiterpræsterne, Franz Jalics, ændrede holdning til Bergoglios skyld og mange år senere forsonede sig med sin gamle overordnede. Alligevel er særligt den argentinske journalist Horacio Verbitsky fortsat med at anklage Bergoglio for som leder af jesuitterne under den beskidte krig at have været passiv over for regimets forbrydelser og for at have ignoreret de fattiges lidelser. Disse anklager skal ifølge Vallely have været med til at forhindre, at Bergoglio blev valgt til pave i 2005 som den liberale fløjs favorit og i stedet tabte til Benedikt XVI.

Vallely selv hælder til, at Bergoglio kunne have gjort mere, skønt han tager forbehold for vor tids glæde ved at dømme fortiden moralsk og i øvrigt også lader hans mange forsvarere komme til orde. Men noget gik oplagt galt, og Bergoglio har siden ofte talt om sine fejltagelser og sine synder. Også efter at han var fratrådt som leder, delte den karismatiske jesuit ordenen i to, mellem begejstrede støtter og forbitrede modstandere, og i 1986 greb jesuitternes ledelse i Rom ind og forflyttede Bergoglio til Córdoba 700 kilometer fra Buenos Aires, hvor han skulle virke som almindelig præst. Det var en regulær ydmygelse, men hermed fulgte ifølge Vallely også en periode af intens selvransagelse og bøn med større åbenhed til følge. Bergoglio kom til at se sit liv og sit kald i et nyt lys med særlig vægt på direkte omsorg for de fattige og marginaliserede og var parat til at gøre en forskel, da Johannes Paul II i 1992 reddede ham ud af glemslen og gjorde ham først til hjælpebiskop og siden til ærkebiskop af Buenos Aires. Befrielses-teologien har han dog aldrig taget til sig, måske fordi den har svært ved at interessere sig for den folkelige religiøsitet, som Bergoglio ser som et autentisk udtryk for et rodfæstet fromhedsliv.

Tiden var også til selvransagelse, for efter regimets fald i 1982 var argentinerne begyndt en smertefuld forsoningsproces, der også indebar et meget kritisk syn på de lidt for gode forbindelser, den institutionelle kirke og flertallet af biskopperne havde haft til juntaen. Men for Bergoglio havde de formelle vilkår for hans virke også ændret sig. For nu var det ikke længere ordenspræster, men et helt bispedømme han havde ansvaret for, og det har givet bidraget til at gøre hans instinkter mere pastorale og mindre autoritære.

Denne udviklings- og omvendelseshistorie er det dramatiske omdrejningspunkt i biografien, og skrammerne giver ifølge Vallely pavens ry for ydmyghed og vilje til forandring en særlig troværdighed. Men det betyder ikke, at han pludselig blev et andet menneske. Den nuværende pave Frans har alle dage været en politisk begavelse og en stærk leder, ligesom jesuitternes særlige spiritualitet om fuldstændig åbenhed over for Guds vilje er en vigtig nøgle til at forstå hans handlemåde. Som pave har vi mest set ham smile, men det er mindre end et år siden, at han var i politisk slagsmål med Argentinas præsident.

Vallely begår ikke den fejl at betragte enhver gestus og ytring fra paven i et symbolsk skær fuld af glad forventning, sådan som mange af Frans beundrere har for vane. Nogle gange er han tæt på, men så stopper han op og giver plads til mennesket bag. Det er en fremragende biografi, og forhåbentligt er der et forlag, der snart vil udgive den på dansk.