Prøv avisen
Film

Skælvende intim og smuk kærlighedshistorie

5 stjerner
”Portræt af en kvinde i flammer” er en film om malerier og om malerinder, om de portrætterede og om den afsmitning, portrættet har tilbage på modellen. – Foto: Camera Film.

Fransk kærlighedsfilm er en billedskøn både stille og heftig meditation over blikkets magt, kvindeportrættet og længslers evige genskær

Kunsthistorien og kvindebilleder smyger sig ind og ud af hinanden i symmetrisk perfekte billeder brudt af skælvende hænder og skvulpende bølger i franske Céline Sciammas billedskønne billedbårne kvindekærlighedsportræt ”Portræt af en kvinde i flammer”.

I begyndelsen er lærredet blankt, uskyldshvidt. Så zoomes der, og det 21. århundredes filmlærred bliver til det 18. århundredes malerlærred. I overførslen fra det ene billedmedie til det andet findes kvinden.

De to kunstformer har kvindeportrætter tilfælles. De to kunstformer har foreviget kvinder og skabt kvindebilleder langt større, langt mere ikoniske, end én kvinde selv.

”Portræt af en kvinde i flammer” er en film om malerier og om malerinder, om de portrætterede og om den afsmitning, portrættet har tilbage på modellen. Det er en film om kvinder, af en kvinde, for mennesker.

Det lyder måske søgt og teoretisk, villet og identitært. Når det så slet ikke er det, skyldes det, at følelser åbenbarer sig i konstruktionerne. At ægtheden træder så tydeligt frem bag kompositionerne. For ”Portræt af en kvinde i flammer” er lige så meget en kærlighedsfilm. En længselsfuld film om den kærlighed, der var skjult, der lever skjult. Kvinders kærlighed til kvinder.

Frankrig i slutningen af 1700-tallet. Héloïse (Adèle Haenel med et forunderligt uudgrundeligt og pivåbent ansigt) skal bortgiftes. Egentlig havde hun udset sig et liv i kloster, men da søsteren kaster sig i døden, må hun tage brudens plads. Der skal males et portræt til den kommende ægtemand, men Héloïse vil ikke vise sit ansigt, ikke lade sig forevige. Indtil kunstnerinden Marianne (Noémie Merlant) ankommer til det øde gods.

De to kvinder iagttager hinanden i smug om dagen. Den ene maler om natten. Langsomt fjernes Héloïse sløret, maskerne falder, og en kærlighed pibler både blufærdigt og brusende frem.

Héloïse er et tomt kar, som Marianne kan hælde al sin kærlighed, al sin længsel ned i med både heftige og sindigt kontrollerede penselstrøg. Bevægelsen stryger imod kærlighed og mod stadig mere blottede arme. Lærredet blusser af åndedræt, der nærmer sig hinanden, af det mørke og det lyse hår, der smelter sammen i vinden. Det giver ”Portræt af en kvinde i flammer” et udtryk, der er rigeligt til at gøre et maleri uudgrundeligt og en film oprørende i al sin stramme enkelhed.

Hver en indstilling er en fuldendt komposition, ikke en skitse. Dette perfekte match mellem udtryk og følelse, mellem indtryk og sjæleligt aftryk er imponerende formfuldendt. Man kunne tro, det gennemført perfekte ville skabe en kold distance. Resultatet er snarere en eftertrykkelig intimitet.

På et museum kan det enkelte værk være skjult bag konventionerne. Det kan kræve tid at udæske ét portræts hemmeligheder isoleret fra alle andre portrætter.

”Portræt af en kvinde i flammer” er en arketypisk kærlighedshistorie, der bygger oven på traditionen. Men filmen er også helt sin egen. Skælvende intim og smuk.