Prøv avisen
Bog

Naja Marie Aidt skriver ubærligt og smukt om at miste en søn

6 stjerner
Naja Marie Aidt og Carl i 1990 i deres daværende hjem på Øster Voldgade i København (Privatfoto)

Naja Marie Aidts ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er et uendeligt smukt og rystende sorgværk og en kærlighedserklæring til fællesskabet. Her har vi samlet boganmeldelsen, et uddrag fra bogen samt interview med Naja Marie Aidt om tilblivelsen af bogen

Den 16. marts 2015 døde forfatteren Naja Marie Aidts 25-årige søn, Carl Emil, i en forfærdelig ulykke. Sammen med en ven tog han en aften psykedeliske svampe, fik en akut psykose og sprang ud af vinduet. To dage efter døde han, 25 år.

Allerede på hospitalet sagde hun til sin familie, at hun ville skrive Carls bog. Hun vidste, at det var det eneste, hun kunne gøre. ”Carls bog” er også undertitlen på hendes nye bog der udkommer i næste uge.

1. BOGANMELDELSE: Naja Marie Aidt skriver ubærligt og smukt om sin døde søn

Naja Marie Aidts bog om og til hendes søn ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er en af de mest smertefulde og paradoksalt nok smukkeste bøger, jeg har læst.

Det er ubærlig læsning, der smækker alle dine værste vågne mareridt lige op i hovedet på dig samtidig med, at du skamfuld er bevidst om, at din læseoplevelse, den sorg, du føler under læsningen, jo ret beset er din egen. At du kun har fået en kunstnerisk bearbejdet flig af den store sorg, der har ramt forfatteren. Bogen er grusom i al sin nøgterne fremlæggelse af fortvivlelse, uforsonligt raseri, afmagt: dette er døden.

Som undertitlen siger, er det ”Carls bog”. Det er en mors og en digters måde at tage hånd om sin søn på, nu hvor hun ikke mere kan gøre det rent fysisk. Jeg læser også ”Carls bog” som en omvendt, magisk fødselsberetning. En genfødsel i en poetisk form. Det er svært at formulere, uden at det lyder som en kliché, men det bliver det aldrig:

”Jeg tænker på mit døde barn; hans tid og hans liv er indfoldet i mig. Jeg har født ham. Jeg skal rumme hans død. Jeg vil stadig kæmpe som en løvinde for ham. Ingen skal gøre ham uret. Ingen skal glemme ham. Ikke så længe jeg lever. Jeg beskytter ham stadig, jeg kender ham stadig præcis så godt, som jeg kender mine levende børn.”

En smuk og personlig kærlighedshandling

Naja Marie Aidts bog er på en gang en personlig kærlighedshandling, et stort kunstværk, der angår os alle, og samtidig, netop i sin måde ikke at ville være brugsbog på, en bog, der kan ”bruges” af andre mennesker i sorg.

Det føles på en måde forkert at tale om skønhed, når vi taler om en bog, man ville ønske ikke skulle have haft grund til at blive skrevet, men ikke desto mindre er det sandt. Det er en meget smuk bog, både indvendigt og udvendigt med dens blå forside med Olga Fröbe-Kapteyns esoteriske værk, den gyldne ryg og bagside. Ingen billeder, bare to digte på flapperne:

”har døden taget noget fra dig så giv det tilbage/ så giv det tilbage/ giv dét tilbage/ som du fik af den døde/ da den døde var levende/ da den døde var dit hjerte/ giv det tilbage til en rose,/ et kontinent, en vinterdag/ en dreng der ser dig an/ fra hættens mørke”, skrev Naja Marie Aidt i digtsamlingen ”Poesibog” i 2008.

Dengang var det et digt blandt mange andre digte. Et godt digt. Men i dag er det et andet digt. Da hun skrev det dengang, tænkte hun stærkt på Carl. Alting kan blive et tegn, ikke alle tegn kan tælles med, det kan blive en farlig vej at gå ad, men alting må bagefter alligevel læses på en anden måde.

Kan sproget rumme sorgen?

Naja Marie Aidts bog er en fragmenteret bog helt ned i det grafiske layout, hvor et væld af typografier skifter mellem hinanden. Ingenting hænger sammen, når man mister et barn.

Det gør sproget heller ikke, det er hendes første erfaring. At skrive formfuldendte digte føles som en hån, og det er heller ikke muligt. Sproget falder fra hinanden i yderpolerne: det uartikulerede brøl og den selvdestruktive stumhed. Sproget kan ikke rumme den sorg, som river alt fra hinanden. Derfor ville det også være en løgn at fastholde og videregive den erfaring, som en sammenhængende og således i en eller anden forstand meningsfuld tale.

Langsomt, ni måneder efter Carls død, vender sproget tilbage, men det er et andet sprog. Ligesom Naja Marie Aidt og hendes familie ikke mere er den samme familie, som før Carl Emil døde.

En fragmenteret form

Alligevel er der jo, for at noget skal have digterisk kraft, paradoksalt nok brug for en form. Formen i ”Carls bog” er fragmentets og stemmeflertydigheden. Igennem fragmenterne skifter tiden, den flyder mellem dagbogsregistreringer fra sønnens barndom, altså en førtid, og korte henvendelser til den døde søn, mellem beskrivelser af ting, de to har oplevet og delt, tekster fra sønnens egne notesbøger og ikke mindst læsninger af andre forfatteres tekster. Bogen er i sig selv et kor af stemmer, af skiftende udsagn.

En af de digtere, Naja Marie Aidt citerer, er den franske Stéphane Mallarmé, der i 1879 mistede sin kun otteårige søn, Anatole. Mallarmé ville skrive om sit tab, men kunne ikke færdiggøre det. Han efterlod 202 fragmenter, der kredser om tabet, som er rystende, fordi de ikke forklarer, men i deres kunstneriske form spejler de store huller af uforståelighed og stumhed, som døden efterlader i de efterladte.

Tabet skyder sin standsede tid ind i sproget. Som her, hvor Aidt ser Carl for sig, måske i en drøm, gå sammen med den tiger, der var hans totemdyr: ”Men han har sin tiger. Han havde sin tiger”. Mellem de to sætninger ligger det hele kapslet inde. Hun citerer sin dagbog fra december 1989, Carl er omkring en måned gammel. Han siger de sødeste små lyde, som om han sang. Og så er teksten tilbage i nuet. Hvad kan man sige der?

”Jeg kan sige om dig: Som om du sang.

Jeg kan sige: Du sang.

Jeg kan sige: Du synger i mig”.

Gennem tre sætninger flytter den døde fra noget, der allerede er lukket, som er datid, ind i sin mor, ind i en nutid, der altid vil være der. Fra en yderverden til en inderverden.

Dagene op til Carls død

Som et sammenbindende spor løber en traumatisk, nøgternt registrerende kuldslået strøm, der beskriver de to dage, der går mellem ulykken og den endelige afslutning. Fra den aften, hvor Naja Marie Aidt sidder og skåler med sin familie efter en sorgløs dag og telefonen ringer: ”Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften?”, og til familien to dage efter forlader den døde søn på Rigshospitalet. ”Det er den 16. marts 2015, og Carl er død”.

Dette spor er skrevet i kursiv, og de samme scener repeteres flere gange som en spejling af den måde, chokket forplanter sig på, at man må høre det igen og igen, før det langsomt omplanter sig fra ord til realitet.

”Carls bog” er stemmemæssigt, men også i sin overbevisning, en kollektiv bog. Der er mange mennesker, der mister Carl, det er en stor familie, og samtidig med at Naja Marie Aidt skriver om sin egen sorg og smerte, så tager hun nænsomt hele den store sorggruppe med i det ”vi”, som er en af bogens stemmer. ”Vi stod i kapellet, vi holdt hinanden i hånden, og vi sagde farvel. Vi sagde farvel. Vi sagde: ”God rejse”.

Alting er faldet fra hinanden, men omkring de efterladte slår en stor gruppe ring. De hjælper og bærer. ”Carls bog” er en kærlighedserklæring til fællesskabet, alle de mennesker, der stiller op og tager hånd om de efterladte. Som Aidt selv skriver: ”Fællesskabet som eneste mulighed”.

2. INTERVIEW: NAJA MARIE AIDT fortæller, hvorfor hun har skrevet"Carls bog"

Efter sønnens død tog det tid, før hun kunne sætte ord på sønnens død, skriver forfatteren i en af de mails, som dette interview er baseret på:

"I meget lang tid kunne jeg ikke skrive et ord. Men så en dag i sommeren 2015 skrev jeg nogle linjer på en serviet. Det var en slags rip-off af Inger Christensens digte fra ’Alfabet’. Jeg kunne ikke engang kopiere formen rigtigt, men jeg havde en oplevelse af, at Inger stod inde i mit hoved og læste op. Som om hun ville sige: ’Poesien er din eneste redning," fortæller Naja Marie Aidt, der netop blev trukket langsomt tilbage til både livet og skriften gennem poesien.

Ikke fordi poesi er bedre til at beskrive sorg end prosa, men måske fordi den korte form bedre kan rumme de korte nedslag, som hun forklarer:

"For mig var det umuligt at skrive for eksempel en roman. Jeg ville heller ikke vente, til jeg havde ’sorgen på afstand’. Jeg kunne ikke. Og det gav mig kvalme at ville ’bruge’ stoffet til noget mere ’perfekt’. Jeg var nødt til at spejle det brøl, den urtilstand, det umulige sted, jeg var endt, præcis som det var. Beskrive det midt i det umulige. Simpelthen fordi jeg vidste, at jeg ikke ville kunne skrive noget andet, før jeg havde gjort dét."

Efter de første sætninger på servietten gik der dog igen lang tid, før hun kunne skrive noget. Og sådan blev poesien også til små prosastykker:

"Jeg begyndte at skrive en slags sorg-dagbog. Små bitte stykker om, hvordan jeg havde det, hvad jeg tænkte på og så videre. En dag skrev jeg så det, der er blevet til de allerførste linjer i bogen, og så vidste jeg, at der var en form, jeg kunne læne mig ind i. Det blev begyndelsen på min skriveproces. Så jeg vil ikke sige, at jeg fandt styrke. Teksterne opstod ud af dyb desperation og smerte. Også over ikke at kunne læse og skrive, ikke at kunne forestille mig at skrive igen. På den måde følte jeg, at det at læse og skrive også var taget fra mig. Så bogen bevidner den proces også. Men altså, jeg er jo et skrivende menneske, jeg var nødt til at skrive den her bog. Jeg vidste, at jeg ikke kunne skrive om noget andet. Så valget stod mellem ikke at skrive eller at skrive denne bog."

Bogen begynder under en familiemiddag for to år siden, hvor telefonen pludselig ringede med det, der skulle vise sig at være den forfærdelige nyhed om sønnens ulykke. Han var faldet ud af et vindue fra fjerde sal. Og et prosastykke med hændelsesforløbet fra opkaldet, til sønnen erklæres hjernedød to dage efter på Rigshospitalet, er grundstammen i bogen, der hele tiden vender tilbage til de to traumatiske dage.

"Det er en choktekst, der minutiøst beskriver hvert øjeblik af de to døgn. Ind i mellem bevæger jeg mig så frit i tid,siger forfatteren, der veksler mellem prosastykker, digte, dagbogsuddrag, leksikale forklaringer og forskellige citater fra andre forfattere."

Undervejs var det ”en sær glæde” for hende at opdage, at sønnen åbenbart også skrev digte og notater, så han også kunne blive ”en del af koret” i bogen med sin egen stemme, mens andre forfattere også skriver om at miste. Det gælder blandt andre den antikke romerske forfatter Cicero (106-43 f.Kr.) og den franske forfatter Stephane Mallarmé (1842-1898), der også skriver fragmentarisk om deres tab af henholdsvis en kone og et barn. Men det er ikke dem, der har inspireret til selve formen, forklarer hun.

"Jeg skrev meget fragmentarisk selv. Så før jeg overhovedet fandt Mallarmés fragmenter, fik øje på dem, så skrev jeg selv sådan. Jeg klarede simpelthen kun at skrive små og ofte ufærdige tekststumper. Da en ven forærede mig Mallarmés fragmenter, gav det totalt mening for mig. Jeg så jo, at jeg kunne spejle mine egne tekster i hans, at han heller ikke havde været i stand til at skrive ’rigtige’ og ’perfekte’ digte om sit tab. Derfor ønskede jeg at citere ham. Og så begyndte jeg efterhånden at læse en hel masse om sorgsmerte og tab. Både teori, men også poesi og prosa. Det var det eneste, jeg kunne læse, alt andet interesserede mig overhovedet ikke."

Sådan fandt hun et slægtsskab med andre forfattere, der også havde opdaget, ”at man ikke kan skrive kunstfærdigt om døden”, fordi sproget iklæder sig en sørgedragt. Det meste af det, hun læste om ”rå sorg og klage” var således fragmenteret. I bogen bruger hun endda det 4000 år gamle Gilgamesh-epos, der også er skrevet med sorgens sønderslåede sprog.

"Jeg har oplevet, at denne dybe sorg og smerte tog mit sprog fra mig. Og jeg har oplevet et decideret had til sproget, fordi det var mangelfuldt. Hvordan skrive om det, der faktisk ikke kan beskrives? Det bliver fragmenteret, kaotisk. Alt forekommer meningsløst. Det er derfra man skriver, fra denne meningsløshed. Jeg kunne ikke få ham tilbage ved at beskrive ham. Men jeg kunne forsøge at beskrive den proces, det har været for mig at være hans mor, og at sørge over ham. Jeg kunne forsøge at beskrive, hvordan det er – eller er for mig – at miste et barn. Jeg kunne forsøge at forstå hans død, så mystisk og voldelig, som den er. Så bogen er jo på sin vis et gravskrift. Men jeg synes også, den er meget andet. Først og fremmest er den meget ærlig. En slags dokumentation over noget dybt traumatisk, men også en beskrivelse af, hvordan jeg kæmper mig tilbage både til livet og skriften."

Du skriver, at du, to måneder og tre dage før Carl døde, drømte, at han faldt og slog sig, ligesom du skriver, at du allerede skrev digte – herunder bogens titeldigt – om døden med ham i tankerne, da han var 1 og 16 år. Hvad tænker du om de digte og den drøm i dag?

"Når døden kommer, så smækkes døren i. Og så ser man på det liv, der forsvandt, med andre øjne. Fordi det er forbi. Og man kommer uvilkårligt til at forsøge at tyde alle mulige tegn. Så nu ser jeg jo både digtene og min drøm som en slags varsler. Problemet med varsler er bare, at man ikke forstår dem, før det, de varsler, sker i virkeligheden. Det er umuligt at vide på forhånd, hvad de varsler. Da Carl levede, forestillede jeg mig jo overhovedet ikke, at han skulle dø ung. Vores fælles liv og historie var netop en levende historie, der ændrede sig over tid. Nu er den standset. Måske har man nogle gange adgang til en særlig viden, når man skriver poesi. Men det ændrer jo bare ikke på virkeligheden. Det kan føles meget ubehageligt og ildevarslende. Varselsdigtene i ’Omina’, som jeg har skrevet sammen med Mette Moestrup, skrev jeg i 2014, altså året inden Carl døde. Nu kan jeg se, at de på en måde varsler det, der skulle ske. Jeg forstod det ikke, da jeg skrev dem. Jeg forstod knapt nok, hvad jeg skrev om. Men der var en særlig kraft i digtene, som jeg lod mig føre med af."

Du skriver med versaler, at du ”kun” tror på fællesskabet, men du tror altså alligevel på forsynet?

"Jeg er ikke troende i traditionel forstand. Måske tror jeg på det fælles ubevidste. Måske har Carls død fået mig til at tænke over, at der måske er flere dimensioner. Det er umuligt ikke at beskæftige sig med den slags, når en elsket dør, tror jeg. Spørgsmålet: ’Hvor er han?’, er meget påtrængende, særligt i starten, fordi man ikke kan fatte døden, simpelthen. Vi kan ikke forstå ophøret. Det tager tid at lære at acceptere det. Så der opstår en ny form for ydmyghed over for livet og døden. Jeg har tit tænkt på, at han nu er der, hvor han begyndte – nemlig i intet. Før han opstod inde i mig, var han ikke til. Vi oplever jo ikke det ikke at være som skræmmende, når et barn endnu ikke er opstået. Det er fraværet af den før levende, vi oplever som skræmmende. Og så er vi nødt til at lære at acceptere det, vi ikke forstår. Der er ikke andre muligheder. Men der er også det aspekt, at den døde jo lever videre hos de levende. Det, han gav os, har vi stadig. Det han lærte os. På den måde er han stadig en del af fællesskabet.”

Sommetider kan hun også stadig mærke hans nærvær, fortæller hun:

"Hvis jeg står i mit køkken og laver mad og tænker på, at her har han så tit stået og lavet mad, han har rørt ved alle de ting, jeg nu rører ved, så taler jeg nogle gange til ham. Fortæller ham om, hvad jeg gør, husker ham på ting, vi har gjort og talt om sammen. Siger til ham, at han ikke må føle skyld over sin død. Det giver mig en ro, selvom det formodentlig er ren indbildning. Alle kneb gælder."

”’Altid’ slutter, når de, der elsker dig, dør. Så længe de lever, elskes du. Så længe du elskes, findes du,” skriver du også. Er bogen på den måde tænkt til at gøre den kærlighed evig?

"Sorg er jo på en måde kærlighed. Sorg er den måde, kærlighed kan udtrykkes på over for den nu døde. Så ja, så længe vi husker Carl, findes han iblandt os. Sådan føles det. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke begræder hans fravær. Men vi husker ham. Og vi elsker ham stadig. Jeg har nogle problemer med ordet ’sorg’. Jeg synes ikke, det dækker. Sorg lyder som gråd. Men sorg er mere smerte end gråd, synes jeg. En smerte, der gnaver i kroppen og i hjernen og i psyken. En helt afsindig smerte. Mere skrig end gråd, mere desperation end stille klage. Jeg tror, at man får et andet forhold til tid, når man mister et barn. Alt bliver vendt på hovedet. Man kan ikke forestille sig fremtiden mere, fordi fremtiden jo tilhører vores børn."

Naja Marie Aidt beskriver også sorgen som et fængsel. Og sorgen er en livstidsdom, fordi den aldrig går over, mener hun:

"Men man lærer at leve med den. Jeg forsøger at forklare hvordan i min bog. Men det har noget at gøre med accept. Efter vreden og den umiddelbare afsindige fortvivlelse, vokser der en accept frem. Det skal der, ellers bliver man sindssyg. Det er modvilligt, men accepten kommer, for der er ikke andre muligheder. Jeg tror altid, jeg vil leve med Carls død som en art spøgelse eller skygge, der går ved siden af mig. Jeg kan leve nu og glæde mig og læse og skrive igen. Jeg kan elske og le og have det rart. Men skyggen er hele tiden med mig. Den fylder meget. Det tror jeg altid, at den vil gøre. Det er ikke nødvendigvis ubehageligt. Jeg bærer ham simpelthen med mig. Sådan føles det. Jeg har brug for at bruge tid på ham hver eneste dag. Hvis jeg ikke gør det bevidst, kommer tankerne alligevel. Eller fornemmelsen af ham. Minder og tanker om ham og hans død. De posttraumatiske billeder. Eller drømme. Nogle gange en slags syn. Som jeg tror, min hjerne selv producerer."

Men der er trøst at hente, mener hun. Det har trøstet hende at spejle sin sorg i litteraturen, ligesom hun håber, at bogen vil hjælpe andre. Men selv er hun først og fremmest blevet trøstet af de levende:

"Det har ikke været kriseterapi, der har hjulpet mig. Det har været mine venners kærlighed og støtte. Og min families. Når nogen alligevel får en til at le midt i det hele, så er der håb."

3. BOGUDDRAG: Læs her et uddrag fra Naja Marie Aidts bog

Jeg løfter mit glas og skåler med min ældste søn. Ovenpå sover hans gravide hustru og hans datter. Hun er lige akkurat tre år gammel. Udenfor er martsnatten kold og klar. Vi har været sammen hele dagen. Vi har gået tur i skoven og leget med den lille. Hun har sagt mange forunderlige ting, og hun har moret sig.

Vi har talt om alt muligt, og nu sidder vi ved det runde bord i min mors stue. For livet! siger jeg, da glassene rammer hinanden. Vi har spist, vi drikker vin, vi taler om min næstældste søn. At han ikke kom ind på filmskolen, men at han kom til sidste interview. At det var en stor bedrift. At det virker, som om han er kommet sig over skuffelsen. At han vil søge ind igen til næste år. At han stadig er glad for sit arbejde som kok. At han bruger det meste af sin fritid på at klippe film. Vi savner ham. Jeg siger: Jeg savner ham. Han kunne desværre ikke være med i aften. Men jeg glæder mig sådan til at se ham i morgen, siger jeg. Hunden gør. Jeg fortæller om min yngste søn. Vi ler ad et eller andet. Min mor siger noget til hunden. Så ringer telefonen. Vi tager den ikke. Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften?

Så ringer alle vores telefoner.

Det er min søster, der ringer.

Så tager min mor telefonen.

Jeg kan høre min søster skrige.

Fortuna

Fortuna

Jeg hader dig

*

Jeg skrev til dig den 13. januar 2015, to måneder og tre dage før du døde:

Hej skat

Hvordan har du det? Jeg drømte om dig i nat, du faldt og slog dig og græd. Jeg blev så ked af det i drømmen. Jeg vågnede ved, at jeg græd.

Du skrev straks tilbage:

Haha! Jeg har det godt! Jeg sidder og klipper. Jeg tror det bliver en god film.

*

Vi stod i mit køkken, nytårsdag 2015. Vi talte om din oldefar, som døde for nogle år siden. Han blev fireoghalvfems år gammel. Du elskede din oldefar, han elskede dig.

Du sagde: ”Jeg er ikke bange for døden. Det har jeg aldrig været.”

Jeg sagde: ”Det er jeg. Når jeg dør, skal I brænde mig, jeg vil ikke ned i den kolde jord.”

Du lo. Så sagde du: ”Jeg vil begraves. Jeg ønsker at indgå i det store kredsløb. Jeg elsker naturen, jeg vil være en del af den.”

Jeg lo.

Jeg sagde: ”Det er du allerede.”

Jeg sagde: ”Whatever. Det skal jeg gudskelov ikke være med til.”

I din grønne jakkes lomme fandt jeg en lille bog. Walt Whitmans digte. Smukt indbundet af din oldefar, skind og guldbogstaver. Hans navn stod i den. Min mor havde foræret dig den.

Jeg elsker Naturen. Jeg vil gaa ud til Skrænten i Skoven og klæde mig nøgen af,
Jeg er syg efter at kende Migselv.
Mit Aandedræts fine Taage,
de mange Lyde og Ting i Skoven, Ekko, Rislen, sagte Susen,
Kærlighedsrod, Silkespind, Kløfter og Ranker,
mit Hjertes Hamren, Blod og Luft, som strømmer i mine Lunger …
Sangen om Migselv.
Bliv hos mig i Dag og i Nat og du skal lære Oprindelsen til al
Digtning at kende

Da jeg fandt bogen i din grønne jakke, var du død. Det var i marts 2015.

Du synger i mig.

”Jeg var nødt til at spejle det brøl, den urtilstand, det umulige sted, jeg var endt, præcis som det var,” siger forfatteren Naja Marie Aidt om sin nye bog, der handler om hendes søns død. Foto: Jens Wedding Øllgaard
Naja Marie og Carl Aidt 2009 - selfie taget i Brooklyn, New York Foto: Privatfoto