Naja Marie Aidt skriver ubærligt og smukt om at miste en søn

Carl og Naja Marie Aidt i 1990 i deres daværende hjem på Øster Voldgade i København. –

Carl og Naja Marie Aidt i 1990 i deres daværende hjem på Øster Voldgade i København. – Privatfoto.

bog
Six stars

Naja Marie Aidts ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er et uendeligt smukt og rystende sorgværk og en kærlighedserklæring til fællesskabet

Den 16. marts 2015 døde Naja Marie Aidts søn Carl Emil. Sammen med en ven tog han en aften psykedeliske svampe, fik en akut psykose og sprang ud af vinduet. To dage efter døde han, 25 år. Naja Marie Aidts bog om og til hendes søn ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er en af de mest smertefulde og paradoksalt nok smukkeste bøger, jeg har læst.

Det er ubærlig læsning, der smækker alle dine værste vågne mareridt lige op i hovedet på dig samtidig med, at du skamfuld er bevidst om, at din læseoplevelse, den sorg, du føler under læsningen, jo ret beset er din egen. At du kun har fået en kunstnerisk bearbejdet flig af den store sorg, der har ramt forfatteren. Bogen er grusom i al sin nøgterne fremlæggelse af fortvivlelse, uforsonligt raseri, afmagt: dette er døden.

Som undertitlen siger, er det ”Carls bog”. Det er en mors og en digters måde at tage hånd om sin søn på, nu hvor hun ikke mere kan gøre det rent fysisk.

Læs et uddrag af bogen her. 
 

Jeg læser også ”Carls bog” som en omvendt, magisk fødselsberetning. En genfødsel i en poetisk form. Det er svært at formulere, uden at det lyder som en kliché, men det bliver det aldrig:

”Jeg tænker på mit døde barn; hans tid og hans liv er indfoldet i mig. Jeg har født ham. Jeg skal rumme hans død. Jeg vil stadig kæmpe som en løvinde for ham. Ingen skal gøre ham uret. Ingen skal glemme ham. Ikke så længe jeg lever. Jeg beskytter ham stadig, jeg kender ham stadig præcis så godt, som jeg kender mine levende børn.”

Naja Marie Aidts bog er på en gang en personlig kærlighedshandling, et stort kunstværk, der angår os alle, og samtidig, netop i sin måde ikke at ville være brugsbog på, en bog, der kan ”bruges” af andre mennesker i sorg.

Det føles på en måde forkert at tale om skønhed, når vi taler om en bog, man ville ønske ikke skulle have haft grund til at blive skrevet, men ikke desto mindre er det sandt. Det er en meget smuk bog, både indvendigt og udvendigt med dens blå forside med Olga Fröbe-Kapteyns esoteriske værk, den gyldne ryg og bagside. Ingen billeder, bare to digte på flapperne:

”har døden taget noget fra dig så giv det tilbage/ så giv det tilbage/ giv dét tilbage/ som du fik af den døde/ da den døde var levende/ da den døde var dit hjerte/ giv det tilbage til en rose,/ et kontinent, en vinterdag/ en dreng der ser dig an/ fra hættens mørke”, skrev Naja Marie Aidt i digtsamlingen ”Poesibog” i 2008. Dengang var det et digt blandt mange andre digte. Et godt digt. Men i dag er det et andet digt. Da hun skrev det dengang, tænkte hun stærkt på Carl. Alting kan blive et tegn, ikke alle tegn kan tælles med, det kan blive en farlig vej at gå ad, men alting må bagefter alligevel læses på en anden måde.

Aidts bog er en fragmenteret bog helt ned i det grafiske layout, hvor et væld af typografier skifter mellem hinanden. Ingenting hænger sammen, når man mister et barn.

Det gør sproget heller ikke, det er hendes første erfaring. At skrive formfuldendte digte føles som en hån, og det er heller ikke muligt. Sproget falder fra hinanden i yderpolerne: det uartikulerede brøl og den selvdestruktive stumhed. Sproget kan ikke rumme den sorg, som river alt fra hinanden. Derfor ville det også være en løgn at fastholde og videregive den erfaring, som en sammenhængende og således i en eller anden forstand meningsfuld tale.

Langsomt, ni måneder efter Carls død, vender sproget tilbage, men det er et andet sprog. Ligesom Naja Marie Aidt og hendes familie ikke mere er den samme familie, som før Carl Emil døde.

Alligevel er der jo, for at noget skal have digterisk kraft, paradoksalt nok brug for en form. Formen i ”Carls bog” er fragmentets og stemmeflertydigheden. Igennem fragmenterne skifter tiden, den flyder mellem dagbogsregistreringer fra sønnens barndom, altså en førtid, og korte henvendelser til den døde søn, mellem beskrivelser af ting, de to har oplevet og delt, tekster fra sønnens egne notesbøger og ikke mindst læsninger af andre forfatteres tekster. Bogen er i sig selv et kor af stemmer, af skiftende udsagn.

En af de digtere, Aidt citerer, er den franske Stéphane Mallarmé, der i 1879 mistede sin kun otteårige søn, Anatole. Mallarmé ville skrive om sit tab, men kunne ikke færdiggøre det. Han efterlod 202 fragmenter, der kredser om tabet, som er rystende, fordi de ikke forklarer, men i deres kunstneriske form spejler de store huller af uforståelighed og stumhed, som døden efterlader i de efterladte.

Tabet skyder sin standsede tid ind i sproget. Som her, hvor Aidt ser Carl for sig, måske i en drøm, gå sammen med den tiger, der var hans totemdyr: ”Men han har sin tiger. Han havde sin tiger”. Mellem de to sætninger ligger det hele kapslet inde. Hun citerer sin dagbog fra december 1989, Carl er omkring en måned gammel. Han siger de sødeste små lyde, som om han sang. Og så er teksten tilbage i nuet. Hvad kan man sige der?

”Jeg kan sige om dig: Som om du sang.

Jeg kan sige: Du sang.

Jeg kan sige: Du synger i mig”.

Gennem tre sætninger flytter den døde fra noget, der allerede er lukket, som er datid, ind i sin mor, ind i en nutid, der altid vil være der. Fra en yderverden til en inderverden.

Som et sammenbindende spor løber en traumatisk, nøgternt registrerende kuldslået strøm, der beskriver de to dage, der går mellem ulykken og den endelige afslutning. Fra den aften, hvor Naja Marie Aidt sidder og skåler med sin familie efter en sorgløs dag og telefonen ringer: ”Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften?”, og til familien to dage efter forlader den døde søn på Rigshospitalet. ”Det er den 16. marts 2015, og Carl er død”.

Dette spor er skrevet i kursiv, og de samme scener repeteres flere gange som en spejling af den måde, chokket forplanter sig på, at man må høre det igen og igen, før det langsomt omplanter sig fra ord til realitet.

”Carls bog” er stemmemæssigt, men også i sin overbevisning, en kollektiv bog. Der er mange mennesker, der mister Carl, det er en stor familie, og samtidig med at Naja Marie Aidt skriver om sin egen sorg og smerte, så tager hun nænsomt hele den store sorggruppe med i det ”vi”, som er en af bogens stemmer. ”Vi stod i kapellet, vi holdt hinanden i hånden, og vi sagde farvel. Vi sagde farvel. Vi sagde: ”God rejse”.

Alting er faldet fra hinanden, men omkring de efterladte slår en stor gruppe ring. De hjælper og bærer. ”Carls bog” er en kærlighedserklæring til fællesskabet, alle de mennesker, der stiller op og tager hånd om de efterladte. Som Aidt selv skriver: ”Fællesskabet som eneste mulighed”.