22-årige Erik Kristensen skuttede sig i kulden og tog endnu en tår af lommelærken, mens månen oplyste Gyldenløveshøj, Sjællands højeste punkt. Det var på denne plads i nærheden af Roskilde, at den unge modstandsmand en sen septemberaften i 1944 ventede på at give signal til det engelske bombefly, der var på vej over Nordsøen. I lasten havde flyet 11 containere og to pakker. Det var den last, Erik Kristensen ventede på. Han var leder af modstandsgruppen Ostedgruppen, som var en del af det større Boruphold. Igennem nøje planlagte koder afgivet via den engelske radiostation BBC havde modstandsgruppen opsnappet, at der denne aften skulle udføres en våbenmodtagelse under kodenavnet ”Grethe”. Inden længe hørtes en svag brummen fra vest. Det var Halifax, det britiske 4-motors bombefly, gruppen havde ventet på. Signallysene tændtes, den store maskine gled hen over trætoppene, og med et smæld dalede 13 faldskærme mod jorden.
Alt dette var den svenske kunstner Anna Kristensen ubevidst om, da hun tre år efter sine forældres død i 2010 begyndte at rydde ud i familiens hus i Nordsverige. Her fandt hun en række dokumenter og håndskrevne notater, som gav hende et hidtil skjult indblik i faderen Erik Kristensens rolle i den danske modstandsbevægelse. Efter krigens afslutning flyttede han til det nordlige Sverige, hvor han giftede sig med Anna Kristensens mor, og hvor kunsteren er født og opvokset.
Siden 2013 har Anna Kristensen arbejdet på udstillingen om sin fars historie og modstandsgruppens aktiviteter. Efter at have udstillet i sit hjemland ad to omgange har hun nu taget sin personlige fortælling med til Roskilde, hvor både Ostedgruppen og Borupholdet havde sit arnested. Meningen var, at udstillingen skulle åbne i slutningen af marts for at markere 80-året for Danmarks besættelse såvel som 75-året for Danmarks befrielse, men da coronavirussen meldte sin ankomst, måtte åbningen som så meget andet lade vente på sig.
Således blev det til fem måneders ventetid for Anna Kristensen, før hun i mandags stolt åbnede dørene til udstillingen, som rummer interviews, film, fotos, malerier og collager – side om side med Roskilde Museums egne genstande fra besættelsestiden.
På grund af corona-restriktioner er der kun plads til 50 mennesker i den brostensbelagte musesumsgård, som er omkranset af Roskilde Musesums gulmalede murstensbygninger.
Som en dæmpet nedtælling til udstillingens officielle åbning høres domkirkens klokkeslag, og som klokken nærmer sig 16.00, indtager gæsterne de seks nøje opstillede stolerækker i gårdens midte. Eftermiddagssolen blænder mueseets gavl, men resten af gården ligger hen i skygge, og frysende gæster får udleveret uldne tæpper. Bag den sidste stolerække står et kamera, hvorigennem åbningen sendes direkte til et par hundrede mennesker, som sidder hjemme i stuerne og følger med i bedste coronavenlige stil.
Det tykke, gråhvide pandehår indrammer Anna Kristensens ansigt, mens hun med små skridt går op på scenen.
”Det er en af de vigtigste ting, jeg har gjort i mit liv.”
Anna Kristensens stemme fylder gården, mens hun forklarer det, som for hende står som det mest centrale spørgsmål. Nemlig spørgsmålet om, hvad hun selv kan gøre for at bevare den fredstid og det demokrati, hun selv har været lykkelig for at vokse op i.
”Det er mere aktuelt end nogensinde at tale om.”
Og det er der en særlig grund til. Inden Anna Kristensen gik på scenen, fortalte hun, hvordan hele hendes opvækst har været påvirket af faderens tavshed.
”Jeg kan huske engang, vi legede med nogle træpinde, som vi lod som om var pistoler. Det kunne han ikke klare,” siger hun og tilføjer efter en kort pause:
”Da krigen kom tilbage til Europa i Jugoslavien i 1990’erne, fik min far tre blodpropper i hjernen.”
Hun er ikke i tvivl om, at de to ting er uløseligt forbundet.
I sit omfattende og årelange researcharbejde har Anna Kristensen interviewet tæt på 100 mennesker. En af dem er Ole Sigvertsen, som voksede op og stadig bor i byen Osted, hvor Erik Kristensen for 76 år siden udlevede sit virke som modstandsmand.
Ole Sigvertsen var kun 12 år, da krigen bevægede sig ind i sin sidste fase, men det har alligevel hjulpet ham at tale med Anna Kristensen under tilblivelsen af udstillingen.
I dag er han også en af de første, som får lov at gå fra gården og ind i museets lokaler. Han har et fast tag i sin snoede spadserestok, mens han beretter om dengang, han fandt en af Ostedgruppens biler fyldt med våben i sine forældres lade. På den måde er Ole Sigvertsen på mange måder et levende billede på udstillingens dobbelttydighed.
”Det er farligt at glorificere den periode, fordi mange mennesker betalte en alt for høj pris, men det mindste, vi kan gøre, er at lytte til krigens vidner,” siger Anna Kristensen, mens hun viser det første hold af gæster rundt i udstillingslokalet. Ifølge hende er det vigtigt at huske på, at modstandsfolkenes arbejde ikke var lige så sort-hvidt, som historien i dag gerne vil gøre det til.
Det samme siger direktør for Roskilde Museum Morten Thomsen Højsgaard, som i sin åbningstale pegede på, at udstillingen ikke er en heltedyrkelse af modstandsfolkene, men nærmere en gennemgribende undersøgelse af, hvad der skete i spændingsfeltet mellem tavshed og skyld over for befrielse og glæde.