Socialdemokraten Mogens Lykketoft har haft en imponerende politisk karriere. Ikke alene har han i 38 år (1981-2019) været folketingsmedlem: allerede før han blev valgt til tinget, blev han i januar 1981 den måske bedst forberedte skatteminister, Danmark har haft.
Han havde i LO, i ministerielle udvalg og som medlem af Landsskatteretten i årevis arbejdet med i skattespørgsmål. I 1970’erne var han i det hele taget en central person i den socialdemokratiske idéudvikling i partiet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Fra 1993 til 2000 var han finansminister i Danmark og dermed den længst siddende nogensinde. Han var så stærk en finansminister, at man i folkemunde talte om, at Poul Nyrup Rasmussen var statsminister i Mogens Lykketofts regering. Lykketoft mener dog, at det er et helt forkert billede. Han understreger den grundlæggende enighed mellem Nyrup og ham selv. Men Lykketoft forenede utvivlsomt på en usædvanlig måde saglig indsigt med store evner som mødeleder og forhandler.
Så var Lykketoft frem til 2001 udenrigsminister med stort globalt udsyn. For Lykketoft var som ung mere interesseret i verdenshistorie end i den nationaløkonomi, som han ellers mestrede så godt, at Finansministeriets embedsfolk var imponerede.
Siden blev Lykketoft formand for Socialdemokratiet og statsministerkandidat. Men her var han måske ”fejlcastet”, for han er med egne ord ”socialt lidt akavet og en smule endimensional”, og han vidste tidligt, at han ikke kunne blive ”massiv stemmesluger”. Trods gode meningsmålinger i 2004 tabte han folketingsvalget i 2005. Han trak sig straks som formand med en enestående god tabertale på valgnatten.
Mere forhenværende var han dog ikke, end at han siden blev formand for Folketinget, hvor han desværre forgæves søgte at give Folketinget bedre muligheder for at kontrollere den udøvende magt. Så blev han formand for FN’s Generalforsamling 2015-2016, hvor han blandt andet var med til at udvælge generalsekretær Antonio Guterres.
Lykketoft er en reflekterende og argumenterende politiker. Tilmed kan han bygge sine erindringer på dagbøger og notesblokke. Desuden har han den for en toppolitiker og erindringsskriver helt afgørende forudsætning: en god hukommelse.
I modsætning til mange andre politikere er Lykketoft også åben om egne fortrydelser. Han fortryder sin modstand i 1972 mod dansk tilslutning til EF. Han er selvkritisk, fordi han sammen med en ren mandlig forfattergruppe til et nyt socialdemokratisk program i 1977 glemte at skrive et afsnit om ligestillingsspørgsmål. Han fortryder en række privatiseringer, som han var med til i 1990’erne. Han fortryder, at man ikke tog mere fat på at elektrificere jernbanenettet.
Bogen falder i tre dele: Opvækst og de unge år 1946-1980, hvor Lykketoft mest sad i den politiske kulisse. Så følger 1981-2000, hvor Lykketoft var en yderst central politiker. Til sidst kommer 2000-2019, hvor Lykketofts betydning i dansk politik gradvist svinder.
Det er mindre interessant, hvad han skriver om dele af 1970’ernes politiske historie, hvor han ikke var tæt på Christiansborg. Den tid er allerede nu bedre beskrevet af faghistorikere, fordi disse i modsætning til Lykketoft har gjort et kæmpearbejde med kilderne.
Men også i andre afsnit kan man i det mindste komme i tvivl om, hvad der er selvoplevet, og hvad Lykketoft bare har hørt eller læst. Der er også mange politikere, som Lykketoft karakteriserer meget lidt smigrende. Et eksempel blandt mange: Den første forskningsminister var Svend Bergstein. Lykketoft kalder ham ”en lidt konfus, fremmed fugl i politik” og refererer øgenavnet Svend Einstein. Men Lykketoft er ikke så fair, at han nævner, at man ved den noget kaotiske regeringsdannelse i 1993 havde givet Bergstein et mini-ministerium. Det ville jo også forudsætte, at Lykketoft nævnte de fejl, som blev gjort af Poul Nyrup Rasmussen og Centrum-Demokraternes Mimi Jakobsen, da regeringen blev dannet.
Der er en del nyt om socialdemokraternes store problemer med at finde ud af at være i den for partiet helt uvante stilling som langvarigt oppositionsparti i 1982-1993. Vi kommer tæt på de indre rivninger i partiet om den politiske linje. Og vi kommer tættere på at forstå, hvorfor Svend Auken i 1992 blev detroniseret af Poul Nyrup Rasmussen som Socialdemokratiets leder. Her spillede kontakter til De Radikale en stor rolle, fordi De Radikale helt afviste Auken som statsministeremne.
Bogen bidrager også til en forståelse af det besynderlige ”atomvalg” i 1988, som blev udskrevet, efter at statsminister Poul Schlüter (K) beskyldte Svend Auken for manglende ordholdenhed. Svend Auken var utilsigtet underløbet af blandt andre Anker Jørgensen, og han mistede grebet om debatten om de muligvis atombevæbnede amerikanske krigsskibe. Her blev Auken for alvor stigmatiseret som upålidelig. Auken trådte desuden ved siden af, da han refererede fra en samtale med den norske udenrigsminister, som angiveligt havde opfordret Auken til ”at lukke kæften på Uffe” (udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen). Man kan ganske simpelt ikke inddrage andre landes udenrigsministre i en valgkamp ved at referere en mulig udtalelse i en privat samtale. Den norske udenrigsminister afviste selvsagt at have udtalt sig om sin danske kollega.
Lykketoft omtaler Svend Auken som en konsekvent ubeslutsom partileder. Måske er der her lidt efterrationalisering, som skal retfærdiggøre, at Lykketoft var med til at vælte Auken. Men Lykketoft gør ikke meget ud af, at det principprogram, som Lykketoft selv havde været med til at skrive i 1977, ikke holdt i ”fattigfirserne” og den nyliberalistiske tid efter 1979. Det kunne ellers tænkes, at partiet udover den rigtige leder manglede et holdbart ideologisk grundlag at samles om. I stigende grad var også partiet og fagbevægelsen på vej væk fra hinanden.
Lykketoft nævner dog, at han i 1991 så, at der var brug for et andet ideologisk grundlag, for da begyndte han og Svend Auken at skrive et nyt partiprogram, som stort set uændret blev vedtaget i 1992. Men det program skriver han ikke meget om. Heller ikke et senere partiprogram skriver han meget om, ud over at han beklager, at han ikke deltog nok i dets udarbejdelse. Men partiprogrammer er vel ikke unyttigt flitterstads, hvis man ikke vil reducere politik til samling om personer?
Hverdagspolitikken tog for alvor over, da Socialdemokratiet i 1993 vendte tilbage til regeringsmagten med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og Mogens Lykketoft som finansminister. Regeringens vigtigste mål var at bekæmpe den dengang meget høje arbejdsløshed uden at skabe andre økonomiske problemer. Det lykkedes i så høj grad, at mange fagøkonomer siden har vurderet regeringens politik som den mest vellykkede i nyere tid.
Men det er ikke kun fagøkonomer, der er vælgere. Socialdemokratiet fik et elendigt valg i 2001 og tabte regeringsmagten. Lykketoft forklarer vælgerflugten med en række ”små problemsager”, som slørede den langsigtede linje i regeringens politik. Der var ballade om Færøernes bankkrise og ministre, der måtte gå af på grund af uheldige sager. Der var forkludringen af en prisuddeling til forfatteren Salman Rushdie, hvor Lykketoft i øvrigt går let hen over Poul Nyrup Rasmussens klodsethed.
Men det var nu først hen mod slutningen af 1990’erne, at vælgerne for alvor svigtede partiet. En hovedgrund til regeringens fald i 2001 var i Lykketofts analyse, at Poul Nyrup Rasmussens regering var splittet i udlændingespørgsmålet. En række andre partiers profil i det spørgsmål stod langt klarere. Dertil kom, at det fremstod som et løftebrud, da regeringen i 1998 foretog stramninger på efterlønnen. Men her er Lykketoft meget blid ved Poul Nyrup Rasmussen, hvis udtalelser havde skabt en forventning om, at efterlønnen ikke skulle røres. Det gav et stort tilbageslag hos vælgerne.
Flere sider af den socialdemokratisk ledede regerings politik fremstod meget lidt socialdemokratiske: Lempelser af arveafgifter, formueskattens afskaffelse, sænkning af selskabsskatten, privatiseringer og en smule øget ulighed kan her nævnes. Men den økonomistiske Lykketoft virker blind for, at vælgerne påvirkes af symbolpolitik, og at man må kæle for sine kernevælgere. Lykketoft behandler også sin ven Poul Nyrup Rasmussens problemer med at kommunikere påfaldende lempeligt. Han er tillige ukritisk over for Nyrups hyppige skift af ministre, herunder af de trafikministre, som ikke fik rigtig gang i elektrificeringen af jernbanenettet.
I den sidste del af bogen er Lykketoft forfærdet over udviklingen i verden siden 2001. Men især giver han sin version af de kampe i partiet, som indtil de seneste år har hjemsøgt partiet: Lykketoft og Nyrup kom i et opgør, som endte med, at Lykketoft overtog posten som partiformand. Deres venskab blev kølet ned i 10 år, men er nu genskabt.
Efter Lykketofts fiasko ved valget i 2005 blev Helle Thorning-Schmidt valgt til partiformand, da Lykketoft klogt gik af. Fra en mere tilbagetrukken rolle iagttog Lykketoft nu syrligt den politiske udvikling under statsministrene Anders Fogh Rasmussen (V), Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt.
Bedømmelsen af Helle Thorning-Schmidt og hendes finansminister Bjarne Corydon er meget hård. Det var svært at se, hvad Thorning-Schmidt egentlig stod for. Ifølge Lykketoft var hun ”fejlcastet”, og ”det var gådefuldt, hvad hun ville med at være statsminister”. Noget unfair bebrejder han Thorning de mange ministerskift. Men i modsætning til Nyrups mange ministerskift skyldtes de sjældent forsøg på at forbedre regeringen. De var ofte utilsigtede følger af opgør i regeringspartierne.
Bjarne Corydon overgav sig ifølge Lykketoft kritikløst til sine embedsmænd anført af ”den mest enøjede nedskæringsmand”, departementschef David Hellemann. Corydon var desuden drevet af en ”totalt skør idé om, at han ved at overtage væsentlige dele af Venstres politik kunne drive dem så meget til højre, at de tabte terræn”.
Lykketoft var stærkt imod, at Thorning-regeringen ”systematisk” øgede uligheden. Der er for Lykketoft i det hele taget meget lidt godt at sige om denne regering, og han følte, at Socialdemokratiet havde været udsat for ”en fjendtlig overtagelse med henblik på dets nedlæggelse”. Man får indtryk af, at en lang række utilfredse politikere hyppigt søgte trøst og råd hos Lykketoft i Thornings regeringstid.
Lykketoft afslutter med ikke mindre end en lidenskabelig gennemgang af verdens mange påtrængende problemer, herunder ulighed, tillidskløfter, populisme, klimakrise, folkevandringer og den økonomiske ustabilitet. Kuren er en mere markant indsats fra centrum-venstre. Til sidst glæder Lykketoft sig over, at hans favorit Mette Frederiksen (S) har dannet regering.
Generelt er Lykketofts overblik og viden imponerende. Ingen kan heller være i tvivl om hans dybe politiske engagement og ægte holdninger. Bogen er desuden en guldgrube af oplysninger om forhandlinger og politiske tiltag. Læserne gør dog klogt i at søge mere balance ved at supplere med andre kilder. Men ingen kan være i tvivl om, at Lykketoft er en politiker med usædvanligt format, integritet, engagement, stor arbejdsevne og stor viden. Han er værd at læse.