Prøv avisen

En politiker til tiden

Bogen gennemgår grundigt Oluf Palmes baggrund i en af Sveriges store og velhavende, ligefrem aristokratiske familier med tjenestefolk, guvernanter og herregård på landet. Guldske i munden, og han skammede sig ikke engang. Foto: Scanpix.

Denne Olof Palme-biografi er en interessant, velskrevet og meget detaljeret bog, skrevet af en beundrer. Og så kan den læses som en sverigeshistorie

Kan du huske, hvor var du, da Olof Palme blev myrdet? Jeg husker det. Det var i 1986, jeg sad og spiste morgenmad på en ganske udmærket restaurant i Bombay ved navn Wayside Inn da tjeneren kom forbi vores bord og spurgte, om vi vidste, at vores præsident var blevet myrdet?

Jeg blev noget chokeret. Schlüter myrdet? Det lød ikke som Danmark. Det var det så heller ikke. Det blev ikke meget mere sandsynligt med Sverige, men med Palme var det noget andet. Han var straks mere ud til bens end Schlüter.

Her kommer en stor biografi om Palme. Hvorfor en biografi om ham nu? Ifølge forfatteren – svensk historiker og journalist – fordi manden i eftertiden i den grad er blevet identificeret med sin spektakulære ombringelse, at det dækker for hans liv. Som ellers også var ret spektakulært, garneret med stærke negative og positive følelser både i den svenske befolkning og i verdensopinionen.

Palme blev leder af Socialdemokratiet i 1969 og dermed automatisk statsminister i et land, der havde haft socialdemokratisk ledelse siden 1936. Han var en af arkitekterne bag det moderne svenske velfærdssamfund, et system, som alle dengang så op til, i hvert fald til et punkt. I 1976 tabte han magten til de borgerlige, men vandt den tilbage i 1982. Internationalt var han kendt for sin kritik af diktatoriske regimer og amerikansk imperialisme i en tid, hvor Vietnamkrigen var på tapetet.

Han var ikke født til at være leder af socialdemokraterne. Bogen gennemgår grundigt hans baggrund i en af Sveriges store og velhavende, ligefrem aristokratiske familier med tjenestefolk, guvernanter og herregård på landet. Guldske i munden, og han skammede sig ikke engang. Og så var han oven i købet intelligent, lidt af et vidunderbarn. Og han forblev lige så blæret, som han var brillant, og det var i sig selv nok til at besværliggøre hans omgang med de socialdemokratiske kernetropper. Men han insisterede.

Palme portrætteres her som en dynamisk blanding af lighedsfikseret socialdemokrat og elitær teknokrat, der nok vidste, hvad medier kunne bruges til. Som højrehånd for forgængeren Tage Erlander var han allerede i 1956 klar over den politiske opgave med samfundsmoderniseringen: Det gjaldt om at forholde sig til "de stigende forventningers voksende utilfredshed", som det hedder. Om det lykkedes er tvivlsomt.

Han agerede med en Kennedys aura, men mere Robert F. end John F., mener Berggren. Palme og Robert Kennedy havde også den samme maner med lidt affekteret at skubbe håret væk fra panden. Palme profiterede af, at ankomme til alverdens medier i kølvandet på en anden "karismatisk" svensker, Dag Hammarskjöld, Sveriges FN-generalsekretær, som også kom voldsomt af dage. Det var i Afrika i 1961.

Det er en interessant, velskrevet og meget detaljeret biografi, skrevet af en beundrer, og den kan læses som en sverigeshistorie. Den kommer helt tilpas til den store opmærksomhed om svenske forhold, der for tiden er i danske medier.

Fornuftigvis siger den ikke ret meget om mordet i 1986, som forbliver meningsløst. Til gengæld får man et grundigt indblik i den teknokratiske svenske model og alle de instanser og interesser, der medvirkede til den. Ikke mindst de elitære.

Palme døde i 1986 og hans epoke i 1989. Han var en politiker til tiden. Berggren mener, at det var Palme, der for alvor løftede Sverige ud af den kollektive skyldfølelse, der var forårsaget af landets rolle under Anden Verdenskrig, hvor det ikke blot var neutralt, men efter nogens mening kujonagtigt passivt. Palme viste, at neutralitet ikke behøver at være skamfuld, den kan være både aggressiv og positiv.

Der skal nok være dem, der mener at skammen og skylden stadig ikke er helt væk – at dømme efter en svensk integrationspolitik, der mest er præget af ghettoer og fortrængninger.

Af en eller anden grund har man til den danske udgave valgt en anden, mere lam bogtitel end til den svenske original. Den svenske hedder direkte oversat "Vidunderlige dage foran os" og stammer angiveligt fra en "ukendt algerier, citeret af Olof Palme i 1968."

Denne algerier kan vel ikke være identisk med den algierske præsident Houari Boumédienne, som i 1974 i en tale i FN udtalte: "En dag vil millioner af mænd forlade den sydlige halvkugle for at tage til den nordlige. Og de vil ikke tage dertil som venner. De vil tage dertil for at erobre den. Og de vil erobre den med deres sønner. Vore kvinders skød vil give os sejren."

Men gad i øvrigt vide om Palme så lige den problematik komme. Næppe.

kultur@k.dk

Henrik Berggren: Olof Palme. Aristokraten, som blev socialist. 642 sider. 399 kroner. Politikens Forlag.