Prøv avisen
Essay

En politisk ukorrekt kristen røst fra fortiden taler ind i 2017

Mange af Jakob Knudsens essays havde baggrund i de foredrag, han i en årrække holdt massevis af rundt omkring i landet. Foto: Polfoto

I morgen er det 100 år siden , at forfatteren og præsten Jakob Knudsen døde. Hans tanker om angst er ikke blevet mindre aktuelle siden

”Kommer man fra den moderne litteraturs mærkeligt indelukkede drømmeverden til en bog af Jakob Knudsen, kan det slå en, at hans verden er en helt anden. Det er en åben, dagklar verden, som vi alle nu og da har oplevet, men måske glemt igen.”

Sådan slutter forfatteren Bjørn Poulsen sit portræt af Jakob Knudsen fra 1964. Det er en fuldstændig rigtig betragtning, for Jakob Knudsen har en dyb realisme, der står på grundmenneskelige erfaringer af både ånd og genstridig natur.

Men de fleste danskere kender kun Jakob Knudsen (1858-1917) fra salmen ”Se, nu stiger solen”(1891), der bliver beskrevet mere indgående i avisen i morgen.

Dog burde de også kende hans essay ”Om idealitet” (1905), og hvis det går højt endog romanen ”Gjæring- Afklaring” (1902). For efter Grundtvig er han nok den mest betydningsfulde danske kristne forfatter, vi har haft i moderne tid.

Ser man ham i hans samtid, kunne mange dengang tvivle på hans kristne sindelag.

For det var ikke den gængse humane kristendom, han bragte til torvs. Han kunne for eksempel hylde den gamle Gud, der viste sin vælde ved jordskælvet i Messina 1908, hvor 100.000 døde. Og han havde opdragelsestanker om lydighed over for faderen som forberedelse til lydigheden over for Gud. Han var imod den almindelige valgret i 1915 og hadede i det hele taget det moderne samfunds humaniserende tendenser, når for eksempel kriminelle skulle dømmes. Han var absolut politisk ukorrekt i samtiden, nærmest som røst fra middel- alderen eller urtiden.

Men han var altså også forfatter og essayist og leverede næsten hvert andet år fra 1898 til 1917 en roman eller lignende, vekslende med vigtige essays som ”At være sig selv” (1907).

Hans skrivestil er enkel, nærmest en ikke-stil, hele tiden med ord, der emmer af erfaringer gjort i naturen såvel som blandt mennesker. I denne stil husker han detaljer og gebærder, der river læseren med:

”Paa Kanten af et Bedene sad en lille tolvaars Pige og gnavede paa en Gulerod. (...) Hun skjød Hagen frem og saae tankefuld ud, saadan som man let kommer til det, naar man fryser lidt og samtidig tygger Gulerod.”

Fra ”Gjæring-Afklaring”, 1902.

Og fra den øvre ende af skalaen dette eksempel fra fortællingen ”Angst Mod – Martin Luther” (1915), der genudgives af forlaget Hovedland i dag, og hvor Luther kommer ud af et angst-anfald og taler til en sovende tjener:

”Ja lad nu sove, hvem der vil. For nu er Gud vaagen. Jeg er ikke mere ene! Gud hører mig, og Naadens Sol er oprundet i mit Hjærte!”.

Hvordan kunne en sådan mildhed og de nævnte strenge og vrede ytringer huses i en og samme person? To grundforestillinger præger Jakob Knudsens fortællinger, og det er angsten og rodfæstetheden. Den sidste har med en menneskelig ægthed at gøre, som de mennesker har, der ikke slår om sig med meninger, ikke iagttager sig selv og i det hele taget lever ud fra deres natur og deres sted.

Sådanne mennesker havde han mødt som dreng ved Limfjorden, inden han med familien flyttede til Koldingegnen, hvor man talte anderledes frimodigt og overdrevent om troen.

Hos Knudsen dannede denne tiltro til almindelige mennesker grundlag for hans senere tilknytning til den ateistiske realisme, fordi den også beskrev det faktisk virkelige og ikke hengav sig til grundtvigske fraser. Realismen eller naturalismen havde jo sin store frontfigur i Georg Brandes, og Knudsen mente, at grundtvigianismen måtte have ham og naturalismen med om bord for også at inddrage naturen og lidenskaberne i menneskebilledet.

Den anden grundforestilling i Knudsens værk er som nævnt angsten.

Gang på gang fortæller han om drengens angst for den opdragende faders absolutte krav om lydighed. Det gør han, fordi han ser denne angst som en vej for troen på Gud til at sætte sig i et menneske. For først den absolutte Gud kan løse personen ud af de håbløse absolutte krav i den almindelige tilværelse.

Forfatteren Villy Sørensen skrev et essay om disse opdragelsestanker og kaldte dem Knudsens ”forgudede traumer”. Men Sørensen manglede tiltro til, at sønnen kunne have kærlighed til faderen til trods for dennes krævende væsen. Tydeligst får Knudsen beskrevet en sådan dimension i dobbeltfortællingen om Martin Luther (som også genudgives til oktober af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med udførlige noter). Angsten går ud på ikke at kunne leve op til faderens krav og dermed falde ud af verden, ned i intet eller helvedet. Men samtidig er angsten betingelsen for saligheden ved at ankomme til Gud, og når dette sker, trækker angsten sig tilbage.

Set bagud fra værket Martin Luther, som et sent arbejde i forfatterskabet, er det tydeligt, at meget har handlet om at bruge angsten som en vej til Guds nærhed forstået som en sanselig nærhed og ikke bare som en formulering. Luther kan i Knudsens udgave ligefrem tale om, at han i disse stunder er ”inde hos Gud”!

Det er i essayet ”Om idealitet”, at Knudsen skriver livsfilosofisk om det, han kalder ”Fuldkommenhedslængslen”: at ville kræve det absolutte (det ideelle) i det almindelige relative liv, hvad han så som en sygdom.

Med flere eksempler angiver han, hvordan fænomenet præger moderne menneskers bevidsthed og grunder angsten i dem.

Først i det øjeblik, hvor de indser, at fuldkommenheden må Gud tage sig af – først da åbner der sig en vej for dem ud af angsten og kvalmen ved at være konfronteret med intet (meningstabet) som truende livsdimension.

Måske er det netop omkring angsten, og det at skulle være absolut vellykket, at en ung generation 2017 kan få noget ud af at læse Jakob Knudsen? Men spørgsmålet er, om de kan oversætte sig igennem opdragelsestankerne og det kristne sprog.

Kan de det, vil de i hvert fald møde en ligesindet i angsten og dens mulige overvindelse.

Det kan være, det lykkes for de unge at få 2017 til at mødes med 1917, for Knudsen er både en stor pædagog og en god romanskrædder!

Mange af Knudsens essays havde baggrund i de foredrag, han i en årrække holdt massevis af rundt omkring i landet.

Et øjenvidne skrev i en nekrolog om et sådant foredrag fra Knudsens sene år, hvor han var blevet stor og uformelig af en stofskiftesygdom:

”Han kunde stundom virke som en Knytnæve – og i næste Øjeblik nænsomt og yndefuldt belyse et eller andet lille, rørende Træk.”

Eller når han med stokke kom ind i salen:

”Han stillede Stokkene bort som en Krøbling, der pludselig faar Kraft til at kaste Krykkerne, rankede sig og tog Tyren ved Hornene, kastede sig ind i Foredraget. Denne storlemmede Gubbe, hvis Stemme lød saa rund og fredelig, beherskede sin Forsamling. Han besejrede den ved de Glimt af Geni, der udstraalede fra ham.”

Det er tydeligvis en begejstret fan af Knudsen, der her beskriver ham. Og rundt omkring i kristenheden i Danmark havde han sine hengivne læsere. Men den brandesianske litterære offentlighed tog afstand fra hans simple stil og fra hans ukorrekte meninger. Gang på gang måtte han høre for sine folkelige foredragsformuleringer.

Biskop Henrik Wigh-Poulsen har beskrevet sammenstødet mellem en ny grundtvigsk realisme kontra den brandesianske ’realisme’ – og det er uden tvivl rigtigt, at man i Knudsens forfatterskab ser denne nye realisme (Det folkelige gennembruds) i en særlig udgave. En realisme, der tager ånden med ind som en virkelig del af det menneskelige. Men også en realisme, der ser det økonomiske som en fundamental motivering i menneskets almindelige liv. Man søger sikkerhed for sit eget og kan ikke være solidarisk med alle, som det oftest kræves i samfunds-ideologierne.

Det gælder også grundtvigianismen, som Knudsen var yderst kritisk over for, skønt han selv må ses som en forlængelse af Grundtvig. Han kan beskrive højskolesammenkomster som et sammenrend af selvspejlende individer som for eksempel i dobbeltromanen ”Gjæring – Afklaring”, hvor dog hovedpersonen Karl i en dertil knyttet menighed oplever den større magt i den fælles salmesang sunget af disse indbyrdes skrækkelige personager.

Den større magt er altså til – som en stadig indvending mod den krasse realisme. Og sådan må også Knudsen ses som en elskende bekræfter af ånden, når den er ægte, og Gud er nær.

Læs i morgen artikel om salmen ”Se, nu stiger Solen” og dens betydning i dansk litteraturhistorie.