En præst og forfatter finder sammen. Og så sker dette

Karsten Møller Hansen og Tomas Lagermand Lundme er midt i livet og skriver til hinanden om magtes- og meningsløshed, om tro, håb og kærlighed. Man får lyst til at spørge, om de måske kunne overveje at blive ens egne pennevenner?

En præst og forfatter finder sammen. Og så sker dette

To mænd sætter sig ned, skriver breve til hinanden og udgiver senere deres korrespondance. Det er et velkendt koncept, afprøvet af virkeligheden gennem århundreder, først med fjer, blæk og postvogn, nu flygtigt og digitalt, og i bedste fald fungerer det. Som her, hvor præst i Tårnby Karsten Møller Hansen og forfatter, dramatiker og billedkunstner Tomas Lagermand Lundme i 2021 udveksler tanker om stort og småt.

Når man selv har tilbragt en barn- og ungdom i brevskrivningens tegn, først med pennevenner høstet i ’Lillebror-bladet’ og ’Min hest’, senere med familie og kærester som au-pair og udvekslingsstudent i en analog verden, så ved man, at formen bærer begrænsningen i sig. En korrespondance er i sagtens natur abrupt, muligheden for længere meningsudvekslinger begrænset, og risikoen for, at der går spørgsmål-svar i den, overhængende.

Således også i ”Du må ikke blive væk”, hvor de to skrivende desuden deler mere, end de diskuterer. De er overordnet set enige og bekræfter mere, end de udfordrer, men de er begge genuint begavet og godt selskab, når de blandt meget andet skriver om tro, håb og kærlighed, om poesi og musik, afmægtighed, tvivl og meningsløshed, og man får lyst til at spørge, om de mon vil sætte en på som cc på deres fremtidige mailkorrespondance og måske i ny og næ også få lov til selv at give sit besyv med.  

De lægger hårdt ud. I første brev skriver Tomas således til Karsten: ”Jeg kan ikke slippe tanken om, at tvivlen også er et håb. Det er nok ikke kun mig, for er det ikke en klassiker at stå her midt i livet og begynde at tro på en tvivl? At erkende, at der må være noget mere på en eller anden måde, en mening, så det ikke virker så meningsløst det hele?”

De bevæger sig i såvel teologiske som filosofiske luftlag, men de skriver også om deres helt konkrete hverdag med ægtefæller, søskende og arbejde, om deres barndom i alternative familieformer på Amager (Tomas) og i hvide velhaverghettoer i Klampenborg (Karsten), de tegner et smukt tids- og sindbillede af deres ungdom, de skriver om kirke og tro, og de deler tanker om at være alene, både som en praktisk foranstaltning for at få lavet sine ting, men også som et eksistentielt for at kunne være i verden.

Og smukkest skriver de om næsten og om kærligheden. Her Tomas Lagermand Lundme: ”Det handler om at møde dem, der går andre veje. Og så gå med dem. I hvert fald bare en lille smule. Det er vel også det, som tro og litteratur handler om. At vælge noget at forfølge kortvarigt, for senere at gøre det til en vej, man så kan gå, for at andre kan følge efter. Hvad enten det så er de troende eller de læsende.”

Og Karsten Møller Hansen: ”I Bibelen betyder det at elske at sætte en anden før sig selv (…) Nogle siger, at man først skal elske sig selv, før man kan elske andre. Det tror jeg ikke på. Hvis man først skal elske sig selv, før man kan elske en anden, så kommer man jo aldrig i gang med at elske nogen. Det er omvendt, man skal elske andre først, så kommer der sikkert lidt kærlighed tilbage. Min yndlingssætning er fra W.H. Auden. Han skriver et sted: ”Må den, der elsker mest, være mig.””

Karsten Møller Hansen og Tomas Lagermand Lundme. Du må ikke blive væk. En korrespondance. 160 sider. 199,95 kroner. Muusmann Forlag.