I forordet til sine 13 prædikener giver Jacob Krøgholt en brugsvejledning: »Læs højst en prædiken om dagen - eller om ugen.« Det råd fulgte anmelderen - til en begyndelse, for da jeg først begyndte at læse, havde jeg svært ved at slippe bogen. Jacob Krøgholt er en klog prædikant, ikke villet klog, men han taler med solid teologisk baggrund og ud fra en mærkbar livsklogskab. Erindringer, litteratureksempler, kirkehistorisk materiale - det hele føjer sig ubesværet ind i prædikenernes stille og rolige stemmeføring, der både har plads for klar samtidskritik og en mærkbar humor, når det er på sin plads.
Vi føres tværs igennem kirkeåret, hvor menneskets udsathed og det glædelige budskab med stor variation fastholdes hele vejen. Det er påfaldende, hvor ubesværet og enkelt det lykkes Jacob Krøgholt at få den konkrete evangelietekst til at tale ind i læserens nutidsverden. F.eks. overvejer han til 5. søndag efter påske vores brug af ordet »tro«, der alle vegne bruges om at tro på sig selv, som det hedder med både brod og humor: »Man kan tale og føre sig føre sig frem på en måde, der er gennemlyst af troen på mig selv. Det er den slags folk, der især er efterspurgt i lederstillinger i erhvervsliv og administration«, men, pointerer han: »Når mennesket kommer i nød, da vil det bede. Men prøv at forestille jer, hvordan man bærer sig ad med at bede til sig selv eller mig selv! Det er ikke alene et umuligt projekt - det er sådan, at man ikke kan lade være med at grine ad det, og det er uheldigt for bønnen.«
I anledning af Peters fiskedræt til 5. søndag efter trinitatis overvejer han, hvad et under vel kan være. Det er undtagelsen fra regelen - plejer vi at sige, hvortil han kommenterer: »Men det vil så sige, at troen i virkeligheden må håbe og ønske, at der sker så få undere som muligt. For hvis de sker for tit, så er de jo ikke undtagelser fra regelen mere, men er blevet en del af regelen, og så ophører de samtidig med at være undere« - og så kommer den evangeliske pointe: »Underet er dér, hvor et menneske bringes til at indse, at ikke det selv, men Gud er Herre - og hvor mennesket finder sin salighed i, at det netop er sådan.«
Et kristenmenneskes første pligt er at glæde sig, fastholder han til 26. trinitatatissøndag og trækker Luther selv i vidneskranken. Han citeres for ordren: »Tristhed er forbudt!« -med tilføjelsen: »Hvis Djævelen griber dig i tristhed, så drik lidt mere, end du plejer, og synd lidt for at drille ham!«, og prædikanten føjer til: »Det kunne Luther finde på at sige, fordi hans tro var, at glædens grund og årsag findes uden for menneskers rækkevidde..«
Samlingen hedder »Til dagen og vejen« - men på bagsiden føjes der til: »og til en stille stund i lænestolen«. Anmelderen føjer til, at det blev til adskillige herlige stunder. Man læser sig både klog og glad i disse i ordets bedste forstand opbyggelige prædikener. Af ydre er det en lille og beskeden bog, men der er meget stof til både smil og eftertanke på dens 93 sider.
$SUBT_ON$Kirkegangens nødvendighed
Knud Nyboe Rasmussens prædikensamling »Kirkegang - Lyst og nødvendighed« er en anderledes flot bog med gode gengivelser af billeder af Arne Haugen Sørensen, Sven Havsteen-Mikkelsen, Jens Søndergaard, Joakim Skovgaard og Christen Dalsgaard. Den rummer otte prædikener samt en række salmer af Aastrup og Grundtvig.
Bogens anliggende er at understrege kirkegangens nødvendighed. Kirkens gudstjeneste er da også det gennemgående tema for prædikenerne. Det hedder således næsten programmatisk i den indledende juleprædiken: »Vi indlemmes i den virkelighed, i den frelse og det levende håb, som hedder Jesus Kristus, og som nu møder os i hans kirke på jorden. Dér, det vil sige hér, i kirken, skal vi finde og møde ham, som julenat blev født ind i menneskenes verden og historie.«
Og dette grundsynspunkt varieres omhyggeligt i de øvrige prædikener, hvor f.eks. Morten Pontoppidan til 15. søndag efter trinitatis bringes på banen for at understrege nødvendigheden af deltagelse i sognets gudstjeneste. Nåja, teksten? Det er den om Martha og Maria, hvor den sidste jo havde sat sig ved Jesu fødder. Der skal vi også sidde - men nu er det altså »på bænken«. På samme måde udnyttes Lukasevangeliets fortælling om de to disciples vandring til Emmaus (2. påskedag) : »Hvor eller igennem hvad er det, at mennesker møder den korsfæstede som opstanden og levende og hører hans ord og i nadveren modtager hans liv? Ja, det er netop i gudstjenesten«.
Og - havde jeg nær skrevet - sådan bliver det ved. Det må man have al mulig sympati for. Det er vigtigt at understrege kirkegangens nødvendighed. Men anmelderen må indrømme, at selv otte prædikener med omtrent samme tema ikke undgår at trætte læseren. Dertil kommer, at selv om Nyboe Rasmussen citerer både Jakob Knudsen, Møllehave og altså Morten Pontoppidan, så fungerer de blot som afsæt til at nå frem til mantraet: kirkegang! Det er lidt ligesom at læse i en kogebog - men aldrig nå frem til at lave maden, endsige da spise den! For hvad er det så, vi skal have at vide, når vi kommer i kirken? At det er vigtigt, at vi er kommet? Selve evangelieteksten graves der ikke synderlig dybt i. Den bruges i grunden blot til at bekræfte pointen: kirkegang. Men det spændende og udfordrende ved kirkens gudstjeneste er jo, at den ikke kredser omkring sig selv, men i forkyndelsen af evangeliet åbner sig mod Gud og hans verden.
Jacob Krøgholt: Til dagen og vejen. 13 prædikener. 93 sider. PP Forlag.
Knud Nyboe Rasmussen: Kirkegang - Lyst og nødvendighed. 105 sider. 148 kr. Hovedland.