Digter bliver alle nok ikke. Men det er ethvert menneskes kald at sætte ord på verden. Det er en urbibelsk opgave, vi i den forstand alle har arvet fra Adam, der blev sat til at navngive alt det nye med sine egne ord, efter Gud ifølge Bibelen først havde sendt Ordet ind i mørket, så der kunne blive lyd, lys og liv – og behov for mere sprog.
Nu er der så efterhånden kommet ord for alt og ord overalt. Alligevel kan de være svære at finde. For det er jo stadig en Guds gave at kunne finde de rette ord. Så da Kristeligt Dagblads anmelder Nils Gunder Hansen her i avisen anmeldte Søren Ulrik Thomsens bog ”Tro mod ritualet”, der samlede Thomsens tidligere tekster om kristendom, lød overskriften simpelthen ”Det, Søren Ulrik Thomsen siger”.
Større ros kan man næppe få. Det skulle da lige være at modtage Kristeligt Dagblads Pris, som nu også tilfalder storbypoeten med de snorlige seler og præcise sætninger, der såmænd også er ”lige mine ord”, for det er svært at formulere sig skarpere end Søren Ulrik Thomsen.
Selv har han funderet over kunsten at udtrykke sig præcist og poetisk i hele to poetikker ”Mit lys brænder” (1985) og ”En dans på gloser” (1996). Og det er Thomsens grundtanke, at inspiration både er en gave og en opgave. For den første sætning føler han tit, at han får foræret.
”Thorkild Bjørnvig citerede engang den franske digter Paul Valéry (1871-1945, red.) for at sige: ’Den første strofe er en Guds gave, den næste er et fandens arbejde’. Sådan oplever jeg det også. For med en gave følger også en opgave. Til gengæld oplever jeg ofte at få en ny sætning foræret, når jeg først har arbejdet med den anden sætning. Det er et samspil, på samme måde som man kender det inden for musikken med 'call and response'. Der er noget, der kalder, som man skal svare på for at få mere foræret," har Søren Ulrik Thomsen forklaret her i avisen.
Han kunne dog ikke drømme om at påstå, at Gud hvisker ham i øret, når han arbejder med sine egne ord. For han skelner også selv mellem Ordet og ordene, der trods alt kun er menneskers værk.
”Jeg bliver altid glad, hvis det lykkes i et digt at fastholde alt det kaotiske, uforudsigelige og komplekse i tilværelsen, men i en klar form," har han videre forklaret, og det lykkes han ofte med ved – i tradition med store salmedigtere som Ingemann og Grundtvig – at beskrive det største gennem det mindste:
”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket,” skriver han for eksempel. Og kirkeklokken i Jerup Kirke i Nordjylland har han givet indskriften:
”Hvis der ikke var nogen, som kaldte, hvad skulle jeg så svare?”
I den forstand vil han gerne tale om et digterkald. Men selv svarede han – tilbage i 2012 – menighedsrådet i Vallensbæk, at han netop ”skelner mellem ordene og Ordet”, da de som landets første kirke bad ham udsmykke Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk sydvest for København med ord. Han ville derfor ikke skrive sine egne digte til den nybyggede kirke, men udvalgte i stedet en række slidstærke bibelvers – ofte fra den smukke(ste) gamle 1948-oversættelse, der kunne åbne besøget i kirken for dens gæster.
Mejsler ordene ind i papiret
Søren Ulrik Thomsen arbejder ellers hverken med gravsten eller gammeltestamentlige stentavler, men har alligevel fundet sin egen måde at lade ordene blive siddende i sine digte. For sin gamle rejseskrivemaskine har han aldrig fundet grund til at kassere, selvom han – lidt modvilligt – med tiden er gået over til at skrive sine essay på en PC.
”Jeg har altid opfattet det at skrive digte som noget meget stofligt og konkret. Derfor skriver jeg digtene på min lille Olympia rejseskrivemaskine, så jeg kan høre tasternes knaldhårde lyd, når de mejsler ordene ned i A4-arket. Computerens endeløse rum er alt for abstrakt. Til gengæld bruger jeg den her til at skrive essay,” har han med et kærligt klap på sin bærbare computer forklaret i et andet interview i Kristeligt Dagblad, ligesom han har givet sine egne ord et trygt digitalt nedfaldssted på sin egen hjemmeside oktoberboulevard.dk. Men omhyggeligheden med ordene går igen, uanset hvad han skriver på og om. Derfor skriver han også kun læserbreve eller giver interviews, hvis han synes, at han ikke har sagt det bedre før.
Selv har han skrevet, at han ”trods alt er så meget mere forfatter end debattør”, at han ”foretrækker at lade en gennemarbejdet tekst tale min sag fremfor hundrede halvgode om end dagsaktuelle debatindlæg”. Og som forfatter slipper han også først sin tekst, når den hæver sig langt over det halvgode, ligesom han i det hele taget kun skriver, hvis han har noget at skrive. ”Samlede Thomsen” fylder således omtrent det samme som digtervennens ”Samlede Strunge”, selvom Michael Strunge med sit unge livs hastighed skrev alle sine digte, dengang de to brød igennem som 80’er-digtere sammen med blandt andre Bo Green Jensen og Pia Tafdrup.
”Jeg kunne da aldrig finde på at sige til mig selv ’nå, jeg er jo digter, jeg må hellere skrive et digt i dag’. Men for andre digtere er det en vigtig del af deres æstetik at arbejde i en konstant skriftstrøm og udsende mange bøger. Det er et temperamentsspørgsmål, og den ene måde er ikke mere rigtig end den anden. Selv tilhører jeg nok dem, der må finde sig i, at der kan gå år, før der pludselig er lys i lygten,” som Thomsen selv har udtrykt det.
Til gengæld lyser alle hans tekster af sproglig præcision. Hans forfatterskab skal derfor heller ikke måles i mængden af ord, men i styrken af dem, ligesom han altid selv har suget andres slidstærke ord til sig.
Norsk besyngelse
Søren Ulrik Thomsen voksede op på Stevns, hvor han allerede som skoledreng slugte de bibel- og salmevers, som eleverne – heldigvis – blev sat til at lære. Forældrene kom mest i kirke til jul, eller hvis et barn skulle døbes, men som dreng sneg han sig sommetider i kirke på egen hånd. Men skulle han ”sætte passeren ét sted”, der har formet hans liv, skulle det være ”Store Kongensgade 23”, som også er titlen på hans seneste personlige og stærkt anmelderroste essay, der både beskriver hans første favntag med storbyen og moderens sygdom.
For nylig blev værket optaget i det prestigefyldte tyske Bibliothek Suhrkamp over alverdens mest udsøgte bøger. Den seneste dansker på listen var digteren Inger Christensen. Og anerkendelsen af Søren Ulrik Thomsen kommer blandt andre også fra den store norske forfatter Jan Kjærstad, der for nylig fremhævede netop “Store Kongensgade 23” som sidste års største læseoplevelse, fordi Søren Ulrik Thomsens ord har det med at blive siddende i sine læsere længe efter endt læsning, ligesom en anden af Norges litterære sværvægtere, Tomas Espedal, ligefrem har hyldet Thomsen som en tænker og digter, broderfolket kun kan være misundelige over: “Søren Ulrik Thomsen er en av de klokeste, skarpeste dikterne jeg vet om,” har Espedal skrevet på Facebook og tilføjet: “Hvem har vi, på dette nivået, i Norge i dag?”
Norge har sine egne litterære nordlys, men når Thomsen tager ordet, bliver der i hvert fald lyttet, uanset om han besynger bedagede københavnske baggårde eller beroligende bemærker, at ”verden altid har været lige ved at gå under”, når nutidens dommedagsprofeter fylder alle platforme med den frygt, der efterhånden avles i alle politiske grupperinger. Selv har han sommetider savnet tidligere tiders dannelsesformer og ”borger-lighed”. Og han vil hellere have et pænt håndtryk end en omklamrende kammeratlig omfavnelse. I det hele taget må folk gerne holde lidt mere på formerne – og det gælder ikke mindst folk, der overvejer at ændre formen i folkekirkens højmesse, som han har lært sig selv at nyde som sin rituelle formiddagste.
Gentagne gudstjenester bliver bedre
Søren Ulrik Thomsen er et vanemenneske, der har indset, at det på mange måder er ritualerne, der holder os i live. Vejret skal selvsagt trækkes trofast ind og ud. Maven skal fodres, og mennesket skal ikke leve af brød alene, så en gudstjeneste er et godt sted at fodre og forny sin taknemmelighed, mener han.
”Rigtig mange lever i dag et liv, hvor man zapper rundt og hele tiden prikker på mobilen, og dér er gudstjenesten en udfordring, fordi man skal beslutte sig for at gå på opdagelse i noget, som til en begyndelse virker både kedeligt og uforståeligt. Men det særlige ved gudstjenesten, i forhold til en film, som taber intensitet anden eller tredje gang, man ser den, er, at den bliver rigere og rigere, efterhånden som den gentages,” har han sagt i et andet interview her i avisen.
Selv begyndte han for alvor at gå i kirke i 1980’erne, hvor han opdagede, at han begyndte at nyde nadveren og ikke mindst velsignelsen som forløsende faste elementer i gudstjenesten, som ellers kun kunne ødelægges af præstens eventuelle anmassende politiske holdninger. Han slår også ofte selv fast, at han er ”kristen og digter, men ikke en kristen digter” – ligesom han ikke bryder sig om udtrykket ”kristne værdier”, som alle politiske retninger efterhånden forsøger at tage patent på. Selv nøjes han med at udnævne både Freud og Luther som sine ”antiutopiske helte”, fordi de indså, at det fuldkomne ikke kan findes på jorden. Sprogligt set er han ellers selv tæt på.