En rørende og tragisk kærlighedshistorie

Knud W. Jensens første kone, Benedicte, døde af ulykkelig kærlighed til Thorkild Bjørnvig. Niels Barfoed fortæller den knugende historie

Niels Barfoed har opsøgt de mennesker, der kendte hovedpersonen, Benedicte Hergel, født Jensen, og ikke mindst to brevsamlinger har været afgørende. –
Niels Barfoed har opsøgt de mennesker, der kendte hovedpersonen, Benedicte Hergel, født Jensen, og ikke mindst to brevsamlinger har været afgørende. – Foto: Gyldendal.

Vedbæk-parnasset havde sine hemmeligheder. Altså kredsen af forfattere omkring tidsskriftet Heretica (1948-53), finansieret af mæcenen og den senere Louisiana-grundlægger, Knud W. Jensen. Der var dybe hemmeligheder som Ole Wivels og Knud W. Jensens tyske sympatier i Besættelsens første år, som ikke engang Martin A. Hansen og de andre i kredsen kendte til. Og så er der mindre dybe hemmeligheder, som har været kendt af indviede, men aldrig offentligt udtalt, for eksempel at den gifte kvinde, som Thorkild Bjørnvig forelskede sig i til Karen Blixens fortrydelse og jaloux raseri, beskrevet i hans bog Pagten, og som allerede dér angives som en fælles bekendt af både Blixen og Bjørnvig, faktisk var Benedicte Jensen, gift med Knud W. Jensen, direktøren for det hele.

LÆS OGSÅ: Overskuelig og velskrevet

Først i 2005 i Jørgen Stormgaards bog Blixen og Bjørnvig Pagten der blev brudt blev Benedicte nævnt ved navn, mere end et halvt århundrede efter at hun lod sig skille fra sin mand og mere end 30 år efter hendes død. Ved en tidligere lejlighed greb Ole Wivel ind over for Frans Lasson, udgiveren af Blixens breve, for at beskytte hemmeligheden, selvom han egentlig ikke havde adkomst til det. En aura af tavshedsløfter og forskellige indvielsestrin har omgivet Heretica-miljøet, og Ole Wivel virkede som eksekutoren for det hele, som om alle hemmelighederne hang sammen, og hvis først én blev røbet, kunne andre følge efter, og hele korthuset ramle.

Det var de unge, smukke og kunstnerisk talentfulde, der samledes i Vedbæk-parnasset efter krigen. Én af dem var også rig, Knud W. Jensen, og det var ham, der holdt det hele i gang. Han arrangerede de store fester og købte huse til de første redaktører af tidsskriftet, Bjørnvig og Bjørn Poulsen, og deres familier. De plejede også omgang med Karen Blixen på Rungstedlund. Hun blev inviteret på en længere ferie til Grækenland sammen med Knud og Benedicte.

I 2011 kom teaterstykket Om baronessen, skrevet af Thor Bjørn Krebs på basis af Bjørnvigs bog Pagten om hans venskab med Blixen.

Benedicte optræder i stykket som Blixens unge veninde og som kvinden, Bjørnvig forelsker sig i. Kritikeren Niels Barfoed færdedes som purungt lyrisk håb i udkanten af Vedbæk-parnasset, hvor han blandt andre mødte Benedicte, og da han så stykket, fik han trang til at udforske hendes skæbne. Hvad blev der egentlig af parnassets unge dronning?

Opgaven har ikke været let. Men Barfoed har opsøgt de mennesker, der kendte Benedicte, og ikke mindst to brevsamlinger har været afgørende. Benedicte skrev livet igennem til hjerteveninden Agnete Hartz, og hun skrev også et væld af breve til Thorkild Bjørnvig. Det er disse to brevsamlinger, overdraget af henholdsvis Benedictes børn og Bjørnvigs enke, der er rygraden i bogen.

Historien kort: Benedicte Jensen og Thorkild Bjørnvig forelsker sig i hinanden, kort efter at hun har været på ferie i Grækenland. Ifølge overleveringen i Pagten sker det i Bonn, hvor han er på studieophold, og hun besøger ham et par uger som en slags repræsentant for vennekredsen (hun var den, der havde tid!) for at muntre ham lidt op. Barfoeds gæt er dog, at forelskelsen allerede var til stede, og at de to blot erkendte og vedkendte sig den i Bonn, dog angiveligt uden direkte seksuelt samvær. Da begge er vendt hjem, må de erkende, at forholdet er umuligt. Bjørnvigs kone, Grete, forsøger selvmord (det er veninden Benedicte, der finder hende!). Han resignerer og vælger at blive hos kone og barn. Hun lader sig derimod skille fra Knud W. Jensen og lader alt bag sig, forlader Danmark for at begynde et nyt liv i England.

Der er ganske meget, der er uoplyst i dette centrale begivenhedsforløb. Hvem vidste hvad om forholdet hvornår? Hvem besluttede hvornår, at forholdet ikke skulle være? Er det for eksempel ikke et lidt mystisk arrangement, at hun skal til Bonn for at muntre den humørsyge digter op?

Ganske vist skulle Grete passe arbejde og barn, Blixen passe de højere materier, og Knud W. alt det andet, men alligevel. Er Knud W. blot blind og troskyldig? Er Blixen aktiv med at spinde en intrige, hun viser sig slet ikke at kunne leve med? Bøjer Grete Bjørnvig sig sagtmodigt for det hele? Og er de ved hjemkomsten lige gode om at vælge afkaldet? Nogle af svarene kan måske findes i Thorkilds og Grete Bjørnvigs dagbøger fra de år, men dem har Barfoed tilsyneladende ikke søgt adgang til.

Det lykkes imidlertid ikke for Benedicte at lægge alt bag sig. Efter et år i England giver hun op, hun tager en sygeplejeuddannelse i Jylland, møder her en ungdomsflamme, der er læge, de gifter sig og får to børn. Så vidt så godt.

Hun synes at have skabt sig et nyt borgerligt liv langt fra Vedbæk. Ikke desto mindre bliver Bjørnvig ved med at spøge. Det er lidt uklart, hvornår de genoptager forbindelsen måske afbryder de den aldrig helt men Benedictes ægteskab går i stykker, og hun bliver enlig mor og Bjørnvigs elskerinde, hvis ikke tjenerinde er et bedre ord, for hun synes indstillet på at føje sig for hans behov helt og holdent.

Forholdet udvikler sig tragisk. Benedicte får i stigende grad psykiske problemer, bliver indlagt adskillige gange og får elektrochok, går forvildet rundt i gaderne. Fra 1963 trækker Bjørnvig sig fra forholdet. Hun bliver dog ved med at leve i mindet om deres kærlighed. Selv da Bjørnvig trækker sig mere definitivt ved at lade sig skille fra Grete i 1969 ægteskabet genfandt aldrig melodien efter resignationen, og Grete glider ud i misbrug og depressioner, hvilket er en anden historie omend lidt den samme og gifter sig igen og stifter en ny familie, giver Benedicte ikke op.

Hun skriver og skriver, også til den nye kone, Birgit, hun opsøger dem i deres hjem og insisterer på at tale med Thorkild. Hun bliver en stalker, og til sidst må de meddele, at hendes breve fra nu af vil blive returneret uåbnede, og at hun ikke vil blive lukket ind. I en sidste desperat handling kontakter hun K.E. Løgstrup i en forunderlig parallelkonstruktion til dengang, Grete søgte råd og støtte hos en anden åndelig kæmpe, Martin A. Hansen, i tiden lige efter Bonn.

Løgstrup kan selvfølgelig ikke råde hende til andet end at opgive Thorkild og i stedet tjene det thorkildske, det vil sige få sig et liv, hvor hun forfølger de åndelige og kulturelle værdier, hun nu énsidigt har bundet til Thorkild og deres kærlighed. Det indser Benedicte, at hun ikke magter, og en kold martsdag i 1973 går hun i havet ved Asserbo efter at have lagt afskedsbreve og truffet diverse praktiske foranstaltninger.

Barfoeds beretning om Benedicte er både rørende og knugende. Man fornemmer, at han er i tvivl om, hvorvidt dette skal læses romantisk-tragisk som en stor kærlighedshistorie (Liebestod kun for én) eller psykologisk-moderne som en sygehistorie om en kvinde, der var for udsat og for sårbar i sin psykiske konstitution og som selvdestruktiv drama queen søgte en skæbnetung undergang.

Måske er kærligheden i Bonn historien om en forudsigelig forelskelse. Benedicte og Thorkild er to følsomme lediggængere. Hun er smuk og begavet, en prinsesse på parnasset, men måske krævede jobbet som mæcenens kone mere vilje og robusthed, end hun kunne mestre.

Han er det store håb, dyrket af Blixen og alle andre i et omfang, der kan være svært at forstå i dag. Forventningerne til, hvad Bjørnvig skal udrette poetisk og intellektuelt (han er jo magisteren), er voldsomme. Han geråder i en krise, flygter fra kone og barn til Blixen på Rungstedlund, så til Bonn, hvor han mistrives, så miljøet må sende sin frelsende engel. Det er måske ikke så sært, at de falder i armene på hinanden, nu løsgjort af alle hjemlige bånd, på en svævende ø af kærlighed.

Hjemme vælger de afkaldet, næsten som de elskende i Tage Skou-Hansens debutroman, De nøgne træer. Eller hvad? En mere nøgtern udlægning er, at forholdet var praktisk umuligt. De ville stå ene, nyskilte, uden penge, uden arbejde, udstødte af miljøet. Bjørnvig kunne ikke bære denne konsekvens. Han valgte venskabet, pengene, positionen. Hun valgte at tage skraldet og vende det hele ryggen.

Og tragedien er så, at hun alligevel ikke magtede det. Hun kommer til at leve resten af livet i en slags mental mindestue for den gamle kærlighed. I sine sene breve bebrejder hun sig selv, at hun svigtede Bonn. Hun tænker virkelig sit liv og sin kærlighed på de høje hereticanske nagler i et helt særligt miks af Blixen, folkeviser, romantisk lyrik og tysk filosofi. Hun forbliver i den forstand en sand røst fra denne kreds.

Hendes tragedie er blot, at hun tror, at man kan leve det. Det kunne ikke engang Blixen, der absolut ville have Bjørnvig til at forelske sig fatalt, men reagerede med vild jalousi og konventionel forargelse, da han faktisk gjorde det.

Og Bjørnvig? Han udøvede en voldsom tiltrækning på følsomme og intelligente kvinder som Grete og Benedicte, men spørgsmålet er, om han ikke for sit eget vedkommende kørte et (typisk mandligt?) dobbelt bogholderi, hvor man nok kan elske en muse og slås med store syner ved skrivebordet, men så er det alligevel også godt med kolde øller i køleskabet, en praktisk og livsduelig kone og ro og fred til at arbejde.

Eller som Blixen sagde om de to køn: Manden er, hvad han gør; kvinden er, hvad hun er. Benedicte ville kun være i den kærlighed, der ikke længere var.