En kortroman af Lev Tolstoj (1828-1910), der handler om en dommer, som ligger og dør langsomt under svære pinsler - hvem gider læse sådan noget, og så helt fra 1886?
Men så bliver man fanget ind af fortællingens fremragende nøgne sprog. Hvordan den igen og igen fæstner sig ved ”det samme” i livet, for så at sige at vride lidt anderledes viden ud af det, der tilsyneladende er det samme.
Alt omkring dommerens liv er som et umarkant gennemsnitsliv i en russisk højere statsansats eksistens. Rimelig stilling, som han udfylder med pligt og ordentlighed. Gode venner, som han spiller kort med, en hustru, som han i begyndelsen holder af og senere skændes med, og dertil et avancement, der giver ham råd til en stor, pragtfuld lejlighed.
Det ”behagelige og sømmelige” ved livet er altså muligt, tror han. Men under indretningen af lejligheden falder han fra en stige og får en smerte i siden, der vokser i dagene og ugerne derefter og bliver til en varig sygdom, som diverse læger ikke har noget middel imod andet end opium til at dulme smerterne.
”Historien om Ivan Iljitjs liv var den mest enkle og almindelige og den mest rædselsfulde” - sådan starter andet kapitel, og så går det vedholdende nedad med at udfolde det rædselsfulde. Der er to veje i dommerens bevidsthed, dels at sygdommen er til døden, og dels at der måske er et lille bittehåb om helbredelse. Kampen mellem disse to optager ham mere og mere, og han vender sig indad mod sin indre diskussion. Vender sig bort fra hustru og venner, ind mod sygdommen og dens stemmer i hans indre.
Alle omkring ham bliver løgnere, der ikke vil indse den død, han ligger og kæmper med. De kommer der med deres håb for ham, som er løgn, de kommer med diagnoser og medicin, som intet udvirker over for hans indre stemmer. Hvorfor skal denne sygdom overgå ham? - ellers er det jo altid de andre, der dør, ”men jeg, Ivan Iljitj, med alle mine følelser og tanker - med mig er det noget andet,” som det formuleres.
Alligevel rykker døden stadig nærmere, og han overmandes i gråd og ensomhed over Guds grusomhed, at døden netop skal overgå ham, og at Gud er fraværende i hans stadige fald.
Lige før han dør, synes han imidlertid at se et lys ved at hengive sig til døden, og i det samme er smerten borte.
”Han søgte sin tidligere vante angst for døden og fandt den ikke. Hvor var den? Hvilken død? Der var ingen angst, for der var heller ingen død: I stedet for døden var lyset.”
Og så dør han. Man kan spørge sig selv, hvorfor denne klassiker finder vej til genudgivelse i dag.For 60+-segmentet er det en relevant udgivelse, og de vil nikke genkendende til det sømmelige og almindelige liv, hvori døden viser sig som den store modstander, de snart skal møde. Det er dog også en stilistisk meget vellykket bog, der med sin nøgne ikke-stil viser, med hvor få ord der kan kredses om det samme og det samme og fremvises ganske små nye nuancer.
En stille bog, men en troværdig fremstilling af vejen ind i mørket og døden for måske at se et lys derinde?
Bogen er oversat af Marie Tetzlaff, og hun følger flot dens nøgne, barskrabede stil. Vladimir Nabokov har kaldt bogen for en raffineret bedrift. Det er den, fordi den formår at aflokke det almindelige og uforandrede de bittesmå forskelle, som udgør et menneskes liv, når det vender sig indad mod ophøret.