De seneste 20 års mest markante indflydelse i dansk poesi er, som mange ved, amerikansk og blev første gang mærkbar, da den tidligere Forfatterskole-rektor Niels Frank udgav digtsamlingen Tabernakel i 1996, hvor den massive påvirkning fra ikonerne i New York-skolen, John Ashbery, Frank OHara og Kenneth Koch, viste sig.
I hælene på Franks digtsamling kom en række yngre digternavne som Lars Skinnebach, Mette Moestrup, René Jean Jensen, Palle Sigsgaard, Theis Ørntoft og som det seneste skud på stammen: denne anmeldelses hovedperson, Daniel Dalgaard.
New York-skolens poetik går basalt set ud på at gøre digtet til et vibrerende, vildt og uforudsigeligt forløb, hvor der hele tiden skiftes udsigelsesposition, stil og tone, og hvor teksten aldrig nogensinde falder til ro eller i hak i form af en i forvejen given livsholdning eller entydig stemning. Det er dissonanserne, ambivalenserne og de uudsigelige tilstande, der er i fokus i denne poesi. På samme måde som det er i vores liv, ville New York-skolen tilføje.
Daniel Dalgaard er absolut en digter, der kan sit kram, og som har lært New York-skole-poetikken til fingerspidserne. I bogen, der med inspiration fra et citat af Gunnar Björling hedder Vi er ikke konger, skiftes der stil og stemning hundredvis af gange og ofte med fascinerende resultater. Det kan være fra abstrakte poetologiske refleksioner til dagligdags oplevelser som i det følgende: Stevens skriver at desillusionen kommer klokken ti,/ du sagde at du drømte du havde sex med mig mens jeg blev til din far.
LÆS OGSÅ: Underspillet roman om mænds livslede
Overalt i Dalgaards tekster er det sammenstødene mellem normalt uforenelige betydningsområder og stemninger, der fremstilles, således at det skønne blander sig med det grimme, det enkle med det komplicerede, det verdensvendte med det fordækte, og det befriende med det forpinte. En salve lyder: Har du nogensinde forladt nogen du ikke ville forlade hvis du fik muligheden,/ du fik muligheden og erektionen boret ind i en stram åbenbaring/ Mest af alt elsker jeg anlagte byer,/ i Brasilia kommer menneskets mest monomane vanvid til syne.
Skal man komme med en kritik af Dalgaards bog, er det, at den har et præg af manér, og at man under læsningen kan sidde og ønske sig, at denne digter indimellem tog en dyb indånding eller skiftede gear. Dette skyldes, at der hele tiden satses på at realisere New York-skole-poetikken på en radikal måde, der ligger tæt på den mest excentriske af Forfatterskole-digterne, nemlig Lars Skinnebach. Dalgaards tekster er fyldt med en poetisk retorik, hvor patosladede apostrofiske anråbelser veksler med rasende udbrud i kynisk-vrængende stil. Og dette kan i sandhed virke noget anstrengende, når det forløber over 60 sider.
Hør for eksempel den følgende højspændt-rablende passage: Jeg savner sådan at længes efter én,/ bare et lille selvhad et selvmord fra ét menneske til et andet. Kig!/ mig nu i øjnene når jeg taler til dig, verden/ skal stå stille når jeg taler til den. Stille verden, stille sind!
Men at Daniel Dalgaard er en af de digtere, som man kommer til at høre mere til, hersker der ingen tvivl om efter denne talentfulde debut.