Prøv avisen

En rejse mod integration

Den 56-årige Benedikte Herold Jensen fik for nylig udgivet sin debutroman, "Dansk ved et tilfælde", der tager afsæt i forfatterens egen slægtshistorie. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

Benedikte Herold Jensens roman, "Dansk ved et tilfælde", der tager afsæt i forfatterindens egen slægtshistorie, skildrer et areligiøst Danmark. Alligevel er religion og integration ikke hinandens modsætninger herhjemme, mener hun

"Antonas foragtede den rå og ugudelige kultur, der omgav ham."

Sådan skriver forfatter Benedikte Herold Jensen i begyndelsen af slægtshistorien "Dansk ved et tilfælde". Kulturen er den danske. Året er 1914. Og den ludfattige og ortodokse katolik Antonas Adamovizc er draget med sin hustru og deres to børn fra Sankt Petersborg til Danmark for at søge lykken i mulighedernes land.

Romanen, der netop er udkommet på forlaget Mellemgaard, skildrer ægteparret og de kommende to generationers liv som religiøs minoritet i Danmark og integration i det danske samfund. Og samtidig fortæller den historien om forfatteren Benedikte Herold Jensens slægt og hendes egen katolske opvækst i Vejle.

Bogen var egentlig aldrig tænkt som et indlæg i indvandrerdebatten, men hen ad vejen kom forfatterinden til at tænke over, hvorfor det er lykkedes hendes familie og grupper af eksempelvis polakker, ungarer, vietnamesere og tamilere at blive godt integreret i Danmark, mens andre grupper i højere grad danner enklaver, hvori de lever mere eller mindre parallelt med det øvrige samfund.

"For anser man integrationsproblemerne for kun at være et spørgsmål om fundamentalistisk religiøsitet, som ofte er fokus i indvandrerdebatten, bør man bemærke, at mine bedsteforældre var særdeles religiøse. De sendte deres syvårige børn hen til nonnerne for at blive opdraget. Det er da fundamentalisme, så det batter," siger Benedikte Herold Jensen og læner sig tilbage i lænestolen, der står midt i en lys og minimalistisk indrettet stue prydet med dansk design af Poul Henningsen og Arne Jacobsen i hjemmet i Silkeborg.

Bedsteforældrene satte otte børn i verden, der i årenes løb blev mere og mere integreret i det øvrige samfund. De fik syv års skolegang, blev dansk gift og fik forskellige lavt rangerende arbejde. Og da familien når tredje generation, tager integrationen for alvor fart. Assimilationen bliver endeligt fuldbragt både kulturelt og socialt, fortæller Benedikte Herold Jensen.

"Det er utroligt, at der kan ske så meget på tre generationer. Det er surrealistisk at tænke på, at min morfar har været ludfattig daglejer, og at familien er gået fra at bestå af dybt ortodokse katolikker til, at der ikke er én eneste katolik tilbage i familien. Og når jeg går tilbage i slægtshistorien, kan jeg se, at de mest velintegrerede familiemedlemmer er dem, der trods religiøse forskelle alligevel valgte at blive gift med danskere," siger hun.

Men selvom romanen udsprang af Benedikte Herold Jensens egen forundring over slægtens rivende udvikling, er bogen også endt som et indlæg i den integrationsdebat, der fylder så meget i dag – fordi der trods mange velintegrerede familier også er problemer. For Benedikte Herold Jensen at se skal årsagen til problemerne bare ikke findes i de religiøse forskelle.

"Selvfølgelig har mine forfædres religiøse praksis skabt en vis distance til det øvrige samfund. Men hvad skulle de ellers gøre? Jeg tror, at netop troen fik dem til at overleve de horrible, fattige vilkår, de levede under. Det, som derimod for alvor adskilte dem fra det resterende samfund, var klasseforskellene, og det tror jeg også kan være tilfældet i dag. I mit arbejde på Handelsskolen i Silkeborg, hvor jeg underviser mange unge voksne med meget svag social baggrund, oplever jeg samme problematik. For det gør det unægtelig dobbelt så svært at blive integreret, hvis du både har en svag, social baggrund og samtidig kommer fra en anden kultur," siger hun.

Som Kristeligt Dagblad skrev for nylig, viser en omfattende værdiundersøgelse fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet imidlertid, at danskerne bliver stadig mere tolerante over for indvandrere. Og det er et billede, som Benedikte Herold Jensen kan nikke genkendende til.

"Mine bedsteforældre oplevede at være ringeagtet og blive set ned på i en helt anden grad, end man gør i dag, på grund af deres lave sociale stand. Den var der en større intolerance over for end over for det, at de var fremmede," siger hun.

Men i bogen beskriver Antonas og Izabellas datter Lilli tilbage i 1946 også, at danskerne sætter spørgsmålstegn ved hendes danskhed, når hun fortæller, at hun er katolik. Hvorfor denne modsætning?

"Det, tror jeg, har noget at gøre med, at Danmark på mange måder er et areligiøst samfund, hvor det faktisk er lidt mistænkeligt at være religiøs. På det tidspunkt var det mere eksotisk at have en anden nationalitet, hvilket jeg også tror, det er i dag. Viser man derimod sin religiøsitet udadtil – uanset hvilket religion – virker det mistænkeligt og gør danskerne mistroiske."

Benedikte Herold Jensens bedsteforældre bliver i troen til deres død. Deres børn fortsætter med at komme i kirken og efterlever de religiøse ritualer gennem hele livet, selvom nogle af dem gifter sig ikke-katolsk. Børnebørnene – inklusiv Benedikte Herold Jensen – bryder imidlertid helt med katolicismen. Men er det virkelig nødvendigt for at blive fuldt integreret i et land som Danmark?

"Nej, de to ting kan sagtens gå hånd i hånd. Men hvis religionen er bundet op på nogle regler og traditioner, der er i konflikt med nogle af værdierne i det danske samfund, tror jeg det bliver svært. Hvis man eksempelvis holder fast i, at kvinden er underordnet manden, tror jeg, man spænder ben for integrationen. Men religion i sig selv ser jeg ikke som en forhindring. Religion betyder meget for mange mennesker, og det er absolut en god ting. Jeg mener, at muslimer skal have lov til at bygge moskéer, ligesom jøderne har synagoger, og katolikkerne har kirker. Der er jo religionsfrihed i Danmark. Men det er problematisk, når religiøse synspunkter kommer i strid med de danske værdier. Så om det er blevet nemmere eller sværere at være en religiøs minoritet i Danmark, tror jeg handler om, hvordan man er religiøs. Men danskerne er i hvert fald ikke blevet mindre tolerante med årene," siger hun.

Til gengæld er der udviklet en intolerance over for intolerancen, mener Benedikte Herold Jensen. En udvikling, som hun i romanen beskriver gennem den unge kvindelige læge Anne, der er repræsentant for den veluddannede, velformulerede gruppe, der i sin iver efter at favne samfundets svage – i dette tilfælde indvandrerne – ikke ser, at hun opfører sig intolerant over for en anden af samfundets svage grupper, der er repræsenteret ved "den lille etniske dansker" Poul, som stemmer Dansk Folkeparti og lidt for ofte får sig en tår over tørsten.

"Anne kan sagtens være super-tolerant over for eksempelvis muslimske indvandrere. Hun har ikke noget i klemme, hvorimod den lille, etniske dansker, der måske er tvunget til at bo ude i ghettoen, lider et identitetstab ved at været omgivet af 80 procent indvandrere, der har andre skikke, en anden tro og som ser ned på, at han drikker en øl eller to for mange," siger hun og lader blikket køre gennem stuen og hen på vinduet, der giver udsigt til Silkeborg-kvarterets øvrige parcelhuse.

"Det er nemt for mig at sidde her, hvor der ingen integrationsproblemer er, med en masse tolerante indstillinger. Heldigvis sker integrationen helt automatisk for en masse familier som min egen, men der er også problemer. Og det, tror jeg, skyldes, at vi går rundt om den varme grød i stedet for at tage en diskussion om grundlæggende værdiforskelle og kulturelle skel."

holtze@k.dk