Prøv avisen
Bog

En rejse uden egentlig retning

4 stjerner

Louis Jensens moderne eventyr om en drengs søgen efter sin far er veludført, men bliver mere en drømmeskitse frem for en egentlig vedkommende fortælling

”På bakken højt oppe et hvidt hus” tager sin begyndelse et sorgfuldt og nøgternt sted. Omkring juletid dør den 15-16-årige fortællers mor, men i stedet for at påtage sig sorgens kappe cykler jeget over hals og hoved fra Horsens mod Aarhus. Han vil finde sin far – på trods af, at moderen på sit dødsleje lod ham vide, at han i en brandert er faldet over bord på sit skib og er druknet.

Det er imidlertid ikke realismens klare lys, der skinner over vores blåøjede og fantasirige helt, tværtimod er hans tanker gennemsyrede af vrangforestillinger om faderens heltemodige og kærlige sind. Ad omveje får jeget forvildet sig ind i et antikvariat og begraves snart bag en stabel af bøger, der gør, at han ingen vegne kan komme og derfor bor nogle uger under et skrivebord. Her læser han alverdens klassikere og lever af dåsemad fra et kinesisk spisesteds lager (der ligger klos op ad skrivebordets ene ende). Lyder det mærkværdigt? Det er det også.

Louis Jensen har skrevet et moderne fantastisk eventyr i den hoffmanske ånd, hvor fantasi og virkelighed umærkeligt blandes sammen, men modsat de tyske foregangsmænd er det påfaldende lidt tvivl eller angst, der gennemstrømmer romanens jeg. Snarere er han som fanget i barndommens forestillingslege, hvor alt kan ske. Og stort set alt sker da også i ”På bakken højt oppe et hvidt hus”. Her befinder vi os for eksempel (vistnok) i et drømmelignende scenarie, hvor en grisetransport er forulykket:

”Rundt om lastbilen, spredt ud til alle sider, lå der døde grise. Der gik folk rundt i hvide kitler og kiggede på de døde grise og skubbede til dem med skosnuden. Nå, min ven? En lidt skinger stemme tiltalte mig. Jeg vendte mig rundt, kiggede til højre og venstre, men jeg kunne ingen se. Jeg er her! En gris stak hovedet ud af buskadset til venstre for vejen. Jeg genkendte den med det samme.”

Den indre, næsten monologiske, fortællestemme fungerer i mine øjne bedst, når den får følgeskab af bogens farverige karakterer. Forældresubstitutterne Holm og Clarissa, den alkoholiserede dyreven og begravelsesmester Bahnsen og eremitpolitikeren Skovensomhedsbeboeren er eksempelvis fine følgesvende, mens jegets fabulerende soloridt og romanens knopskydende forløb visse steder gør denne læser lidt træt. Sagt på en anden måde: Nok flyder handlingen frit, men en søgen efter lidt hold på tingene kan godt efterlade læseren med en snert af kedsomhed.

Mens jeget bor i førnævnte Clarissas antikvariat, begynder han helt tilfældigt at agere spoken word-forsanger i et punkband, og her forklarer han sine improviserede tekster (bestående af blandt andet kinesiske ord, skrig og dyrelyde) til de måbende bandkammerater således: ”Sproget er handlingen. Hvis du lytter efter, så ligger det hele inden i hvert eneste ord.”

Fortællerens lyriske tekster er fragmenter, der cirkulerer om blandt andet længsel og dens forløsning, og karakteristikken passer også på ”På bakken højt oppe et hvidt hus”. Manglen på struktur og et fortællemæssigt skelet er interessant – og umiddelbart vellykket – og på trods af et ømt tema om søgen efter sin far, så mangler der enten stilbrud, uhygge eller tvivl for i mine øjne at lykkes helt.