Prøv avisen
Tidens tegn

En religiøs bekendelse til papir og tryksværte

Som tiden gik, og husstandsindkomsten voksede, kom der flere aviser til. Nu har vi tre daglige plus en ugeavis. Jeg føler mig nogle gange som den lille hollandske dreng med fingeren i hullet i stormflodsdiget. Jeg kæmper ene mand for at holde papiravisen i live. Foto: Thomas Borberg/Ritzau Foto

Klummeskriveren må indse, at en stor del af hans liv er gået med at læse gamle aviser, og han ville nok gøre det igen

Min mor var efter mig, da jeg var barn og ung. Hun ville absolut have, at jeg skulle læse aviser. Jeg skulle følge med (i verdens gang). Det var jeg ikke meget for. Som barn ville jeg kun læse tegneserierne. Omkring konfirma- tionsalderen begyndte jeg at sluge sportsstoffet, især kampreferaterne i fodbold, som jeg stadig mistænker for at have været en afgørende inspiration for min egen skrivestil. I gymnasiet fik jeg kulturelle interesser og læste bestemte kronikker og boganmeldelser. Men læse aviser, som sådan, det gjorde jeg ikke.

Alligevel savnede jeg aviserne, da jeg flyttede hjemmefra og boede på kollegium. Måske mest i fysisk forstand, et objekt inden for blikkets horisont, et nødvendigt tilbehør til et voksent liv.

Jeg interesserede mig stadig ikke så meget for avisernes indhold, for nu var jeg blevet politisk vakt og ville derfor helst læse noget, der bekræftede mig. Jeg anede, at aviser var noget andet og mere end en bestemt holdning, i hvert fald hvis man havde flere af dem, og det havde jeg lært hjemmefra. Aviser kom selvfølgelig i flertal. Man kunne ikke nøjes med én.

Jeg har nok følt det som en symbolsk indvielse til voksenlivet, dengang jeg tegnede mit første avisabonnement. Jeg ville jo have den for mig selv, avisen, og det var for pinligt at blive ved med at hugge den ude på kollegiekøkkenet og en time eller to efter liste ud og lægge den tilbage.

Som tiden gik, og husstandsindkomsten voksede, kom der flere aviser til. Nu har vi tre daglige plus en ugeavis. Jeg føler mig nogle gange som den lille hollandske dreng med fingeren i hullet i stormflodsdiget. Jeg kæmper ene mand for at holde papiravisen i live.

Da alle aviser samler mere og mere stof i weekenderne, kan det fredag morgen nogle gange føles, som om huset bliver ramt af en flodbølge af papiravis. Hvordan skal man nogensinde komme igennem det? Min mor på 90 år kæmper også med sine aviser. Nogle gange vil hun hellere sidde og se tennis eller badminton i fjernsynet hele dagen, men så tvinger hun sig, så bunkerne af gamle aviser ikke vokser sig for store. For man skal følge med, holde sig orienteret, man skal spise maden op, når aviserne nu har været så venlige at tilberede og servere den for én.

Af og til kan jeg få kætterske tanker. Hvad kunne jeg ikke have nået i livet, hvis jeg havde læst lidt mindre avis? Jeg kunne have gjort 10 gange så stort en indhug i verdenslitteraturen, være blevet autodidakt ekspert i romersk historie, have løbet 50 maratonløb, været en stor filantrop eller blot mere til stede for mine kære og min næste. Nu er det hele gået op i gamle aviser og bunker af udklip, som jeg måske aldrig får kigget igennem. Og til hvad nytte? Hvorfor læse 10 analyser af den franske præsidentvalgkamp? På søndag er den alligevel afgjort.

Men sådan kan man selvfølgelig ikke tænke. Det svarer til at springe frem til slutningen af en roman for at få facit og spare tid. Det gør man bare ikke. Man vil jo også gerne vide så meget som muligt om den store historie, man er den del af. Man overgiver sig til historiciteten, man bekræfter sig selv som historisk væsen, man kan ikke gøre andet. Avislæsningen er en bekendelse, et ritual. Det er måske den religion, jeg har fået med hjemmefra. Nils, du skal følge med, se, nu giver jeg dig avisen.

Der er selvfølgelig en vis ironi i, at avis-religionen ikke rummer en frelse. Til sidst må man give slip, og man får aldrig at vide, hvordan historien ender. Man forsvandt ind i sin tid og forsvinder med den. Man kan selvfølgelig drømme om det evige avis-liv. Den berømte filminstruktør Luis Buñuel skriver mod slutningen af sine erindringer, at han er uforstyrret ved tanken om døden som afslutningen på hans personlige liv. Men han ville altså gerne genopstå en time eller to hvert femte år efter sin død og så sidde på sin yndlingscafé, bare lige et par timer med en lille kaffe, kigge aviserne igennem og se, hvad der er sket siden sidst.

Sådan vil jeg også gerne have det. Og se, om ikke min mor sidder på den anden side af cafébordet. Hvor er det godt. Så kan vi lige vende en ting eller to om verdens gang, inden vi returnerer til evigheden.

Og man kan ikke sige om os, at vi ikke har fulgt med.