Prøv avisen
Bog

"Vi mødte Jesus" er et dramatisk angreb på folkekirken

4 stjerner
Det er på ingen måde Charlotte Rørths ærinde at falde kirken i ryggen, men konflikten er uundgåelig, da der eksisterer et vist modsætningsforhold mellem religiøse oplevelser og protestantisk tradition, skriver Sørine Gotfredsen i sin anmeldelse af Charlotte Rørths bog. Foto: Leif Tuxen

I sin nye bog fremlægger Charlotte Rørth andres religiøse erfaringer. Det kolliderer på sin vis med folkekirken, og vigtige spørgsmål melder sig

Da Charlotte Rørth for to år siden udgav bogen ”Jeg mødte Jesus”, forekom det, at alene titlen ville føre til litterært selvmord. Det skete ikke, og titlen på Rørths nye bog vil næppe heller spolere noget.

”Vi mødte Jesus” er nu udkommet som opfølgning på succesen med den første bog, hvori Charlotte Rørth beskriver, hvordan hun to gange har mødt Jesus. Bogen har solgt i tusindvis og er oversat til flere sprog, mens Rørth har holdt foredrag for fulde huse og er blevet massivt kontaktet af mennesker, der fortæller, at også de har mødt Jesus. Det har derfor næsten karakter af folkebevægelse, når Rørth nu påtager sig at agere stemme for alle dem, der både åbent og anonymt melder sig i koret af mennesker med religiøse oplevelser.

”Min mission er ytringsfrihedens,” skriver hun, og skønt det vel er en fordrejelse af begrebet, da ingen jo ligefrem nægter disse mennesker taletid, forstår man pointen. De føler, at deres erfaringer er så ilde set, at de tier, og Charlotte Rørth gør sig til en slags bannerfører for det, som teolog Viggo Mortensen i en af bogens samtaler kalder ”det personliges tidsalder”. Denne udgør et både interessant og problematisk begreb, og mens bogen ud over de mange beretninger og samtaler er præget af Rørths grundige metode, udgør den også et indirekte, men ikke desto mindre ret dramatisk angreb på folkekirken.

Det er på ingen måde Charlotte Rørths ærinde at falde kirken i ryggen, men konflikten er uundgåelig, da der eksisterer et vist modsætningsforhold mellem religiøse oplevelser og protestantisk tradition. Det er – som provst Thomas Reinholdt forklarer i bogen – en klar luthersk tanke, at den subjektive åbenbaring forstyrrer ligheden, idet der opstår et nyt hierarki, når nogen hævder at have særlig adgang til Gud. Og når Rørth opfordrer til større kirkelig åbenhed over for folks oplevelser, må man samtidig huske, at folkekirken også vil fastholde, at alle møder Gud på lige vilkår. Der er fornuft forbundet med forbehold over for religiøse oplevelser, men det er også sandt, at der i folkekirken findes så stor fokus på Ordet, at der kan opstå distance.

Det er en evig opgave at opnå balance mellem redelighed og inderlighed, og Rørth illustrerer selv risikoen for at træde skævt, da hun sidst i bogen angående de præster, der undrer sig over, hvordan hun kan udholde at fortælle sin historie igen og igen, siger: ”Faktisk har jeg lidt ondt af dem. Tænk, at skulle stå på prædikestolen søndag efter søndag uden at mærke glæden i hele kroppen.”

Her aner vi den problematiske opdeling mellem de indviede og ikke-indviede, og man må bare sige, at hvis ikke en del præster – også på dage, hvor glæden ikke fylder hele kroppen – påtager sig at prædike, har vi ingen stabil og samvittighedsfuld folkekirke.

”Vi mødte Jesus” er en interessant bog. Ikke blot på grund af de mange personlige vidnesbyrd, men mere på grund af de spørgsmål, der rejses angående ”det personliges tidsalder”, der jo støder sammen med både den lutherske nøgternhed og tidens generelle nedsmeltning i videnskabelighed og afvisning af det transcendente.

Rørths samtale med religionshistoriker Mikael Rothstein viser, hvordan denne afvisning tilsat åbenlys fordomsfuldhed over for det kristne bidrager til netop den kultur, hvor folk af skræk for at blive erklæret sindssyge undlader at fortælle, hvad de oplever. Det personlige vidnesbyrd vil dog sikkert få en ny plads i en periode, hvor vi indser, at rationalitet ikke er alt og dagligt diskuterer begrebet religion i det moderne vestlige samfund.

Men det personlige vidnesbyrd skal også mødes af sund skepsis over for selvforførelse, og Charlotte Rørth befinder sig på en svær mission. Hver dag tvinges hun til at være opmærksom på, hvor langt hun vil gå i et rum, hvor folk kan finde på at bede hende om velsignelse og berøring, og det er et minefelt, hun er trådt ind i.

Heldigvis er hun en forstandig kvinde, der ikke ser sig selv som noget særligt, men blot som endnu en, der er blevet opsøgt af den Kristus, der er helt tæt på mennesket, og det er al ære værd, at hun tager opgaven på sig. Bogen er velskrevet og velresearchet, men også en smule for lang, og uden at lyde blasert kan man hævde, at har man hørt et par religiøse vidnesbyrd, har man hørt dem alle.

Alt imens man naturligvis overvejer forholdet mellem sandfærdig gengivelse og kreativ efterrationalisering. Bogens største kilde til sprængstof er dog, at Charlotte Rørth som sagt balancerer på grænsen til at skabe opposition til folkekirken, hvilket er et tema, der bliver hængende lidt uforløst i luften, idet hun vist ikke selv helt ved, hvad hun skal mene. Det kan måske udfoldes i en bog nummer tre. Tilbage står lige nu, at ”Vi mødte Jesus” er en vigtig bog, der indbyder alle til ikke blot at overveje den personlige tilgang til kristendom, men også hvad det betyder at leve i en tid, hvor respekten for den religiøse erfaring er så lille, at de, der modtager den, nærmest må leve i det skjulte. Charlotte Rørth taler på vegne af mange mennesker, og man skal være særdeles skråsikkert anlagt i sin egen lille verden for ikke at lytte.