Det starter og slutter med faderen (Adil Hussain). Norske Iram Haqs ”Hvad vil folk sige” blænder op med et billede af far i solskin, lukker i med far stående bag snevåde ruder. Nishas (blændende Maria Mozhdah) historie starter og slutter med faderen. For selvom den 16-årige pakistansk-norske pige vælter sig i øl, kys og sociale medier, bunder hendes historie i faderen. Fordi faderen i den traditionelt patriarkalske pakistanske kultur regerer familien. Og fordi faderen, Mirza, bliver bærer af tilgivelse og kærlighed, bøddel og beskytter.
For hvad gør en pakistansk far, når han tager sin datter i at smugle en blond, norsk kæreste med op på pigeværelset til alt andet end kyske kys? Han fjerner hende fra den kultur, der er en trussel. Fra det land, han er flygtet til for at forsøge at kalde det hjem. Mirza har forladt sit fødeland, men ikke sin kultur. Derfor rejser han med Nisha tilbage til Pakistan. Han rejser hjem til Pakistan. Hun bliver sendt til genopdragelse i det fremmede Pakistan.
Den velmenende, inkompetente sagsbehandler siger til Nisha: ”Du har ikke gjort noget forkert.” Men i familiens øjne har hun forbrudt sig mod faderens bud. Og sagsbehandleren kan ikke hjælpe, for hun er forhippet på, at ord alene kan ændre indlejrede forestillinger. Derfor er Nisha fuldstændig alene, hverken hjemme i den ene eller den anden sfære. Ingen forstår hendes fortabelse midt imellem to kulturer.
Det starter og slutter med, at Nisha løber. Løber mod hjemmet i starten. Løber væk fra hjemmet i slutningen. For en pige med et dobbeltliv er altid i løb. I løb fra noget eller i løb til noget.
”Hvad vil folk sige” er fortalt med en høj intensitet, med urolige billeder. Dramaet hviler på noget villet. Derfor bliver Nishas historie også konstrueret og noget fortænkt. Det kommer til udtryk i den helt overflødige thriller-lydside, der masserer følelserne for voldsomt ind. Nishas historie er barsk nok i sig selv. Det høje tempo lægger sig tungt som et fiktivt lag over historien, som trækker troværdigheden væk og mudrer identifikationen.
”Hvad vil folk sige” fungerer, når den er lavmælt. Når ordene, mimikken, bevægelserne taler. Men målt på den æstetiske vægt bliver den for tungt overgjort.
Og selvom man ikke skal belønne gode intentioner, ankommer ”Hvad vil folk sige” dog med en sådan betimelighed, en sådan nødvendighedsfølelse, at dens ungdommelige forhippelse på intensitet, på drama, må tilgives. Det er tydeligt, at Iram Haq har måttet fortælle denne historie, der da også delvist er inspireret af instruktørens eget liv.
”Hvad vil folk sige” er en mellemmenneskelig film om genopdragelse, familiekærlighed og kulturforskelle. Og så kan den gøre os klogere på vores forestillinger om, hvordan andres liv leves. Den letter på de tunge gardiner ind til naboens krydrede køkken. Og de følelser, man ser, ligner forbløffende meget dem, der gemmer sig bag de lette persienner.