Prøv avisen
Bog

En rensende opstramning omkring det væsentlige i kirken

4 stjerner
Bogens anliggende er at forholde nyere tids kirkekunst med Reformationen, så reformatoriske træk i de seneste godt og vel 50 års kirkekunst efterspores. Her ses udsmykningen af Hover Kirke ved Mogens Jørgensen, 1955. – Foto fra bogen.

Reformationens spor i dansk kirkekunst afdækkes i bogen ”En åben dør, som ingen kan lukke”, hvis fine essays vækker til både eftertanke og modsigelse

De danske kirker er gennem de sidste fem årtier blevet beriget med mange nye, både kunstnerisk og teologisk stærkeudsmykninger. Lad mig nævne i flæng navne som Erik Heide, Arne Haugen Sørensen, Maja Lisa Engelhardt, Peter Brandes, Hein Heinsen, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Christian Lemmerz og Erik Frandsen. Mange flere kunstnere kunne også nævnes.

Reformationsfejringen har givet anledning til talrige udgivelser, og til denne række hører også ”En åben dør, som ingen kan lukke. Reformationen i nyere dansk kirkekunst”. Bogens anliggende er at forholde nyere tids kirkekunst med Reformationen. Reformatoriske træk i de sidste 50 års kirkekunst efterspores, og flere af bogens forfattere betragter samtidig de sidste årtiers kunst til kirken som udtryk for en reformation i sig selv, ”en rensende opstramning omkring det væsentlige i kirken”.

”En åben dør, som ingen kan lukke” er redigeret af folkekirkens teologiske rådgiver vedrørende reformationsjubilæet, biskop emeritus Karsten Nissen og forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen. Udover redaktørerne selv bidrager kunstkritiker her ved avisen Lisbeth Bonde, kunsthistoriker Hans Jørgen Frederiksen, kunsthistoriker Miriam Watts og redaktør Martin Wangsgaard Jürgensen samt sognepræst Anne-Mette Gravgaard.

Stærkest står efter min opfattelse de artikler, som ser de reformatoriske tematikker og nøglebegreber fortolket i ny kirkekunst. For eksempel Lisbeth Smedegaard Andersen viser det lutherske tema lov og evangelium formidlet i kirkeudsmykninger af blandt andre Per Kirkeby, Søren Ulrik Thomsen og Svend Wiig Hansen. Det er et godt greb.

Og Hans Jørgen Frederiksen gør noget tilsvarende i sin artikel om troens retfærdiggørelse og korsets teologi. Hans artikel åbner for et nyt blik for de reformatoriske træk i eksempelvis Mogens Jørgensens kendte udsmykning af Hover Kirke. Det er berigende i højere grad at få øje på de lutherske grundtemaer i billedkunsten, fordi det trækker et dybere spor end samtidens æstetik og teologi.

Hvad angår det synspunkt, at nyere tids kirkekunst bærer en reformation i sig selv, er jeg efter endt læsning ikke blevet helt overbevist om. Interessen hos menighederne for at få ny kunst i deres kirker er stor, men kan man, som redaktørerne mener, ligefrem tale om, at der er sket en opvågning, hvor man modsat tidligere nu tager det alvorligt, når man skal finde ny kirkekunst til sin kirke?

Den dialektiske teologi og kunstens frisættelse gik hånd i hånd i det 20. århundrede, og den medførte ofte en nedvurdering af en mere litterært præget kunst. Det betød i kirken en kritik af den bibelske illustration. Kunst for kunstens egen skyld og Guds ord alene, afmytologisering og modernismens kunstsyn i samme rum.

Højdepunktet og samtidig et vendepunkt for denne epoke blev Carl-Henning Pedersens udsmykning i Ribe Domkirke. Siden er der ganske rigtig sket en fornyelse af kirkekunsten, hvor der nu ofte er plads til såvel figurative som abstrakte elementer. Menighedsrådene kommer i højere grad med ønsker om at lade det, som øjet betragter i kirken, understøtte ordets forkyndelse. Det er et reformatorisk træk, men næppe en ny reformation.

Besindelsen beror måske snarere på en skærpet fornemmelse for det setes betydning. En luthersk kirke er en høre-kirke, men det betyder ikke en nedgøring af det sete. Tværtimod. Jeg tror, Lisbeth Bonde har ret, når hun i sit kapitel understreger, at menigheden ønsker at være med til at tage stilling til kunsten i kirken, fordi man typisk ser mere på billedet i kirken end på det, som hænger på museum.

Udsmykningen hører til i gudstjenestens rum.

Gæsteanmelder Elof Westergaard er biskop over Ribe Stift.