Prøv avisen

En retsmediciner fortæller

ANMELDELSE: Jørgen Lange Thomsen, professor i retsmedicin ved Syddansk Universitet i Odense, giver et realistisk indtryk af en retsmediciners arbejde i sin nye bog, »En retsmediciner fortæller«. Et arbejde der langt fra er så glamourøst, som vi

Jørgen Lange Thomsen er retsmediciner med mange interessante og dramatiske historier fra det virkelige liv, og det er dem, et større pu-blikum nu får adgang til i bogen »En retsmediciner fortæller«.

Som medlem af Amnesty Internationals lægegruppe har Jørgen Lange Thomsen rejst i store dele af verden for at deltage i arbejdet med at undersøge og dokumentere tortur og andre overtrædelser af menneskerettighederne, og en stor del af bogen beskriver netop dette arbejde. Han fortæller udførligt og detaljeret om missioner i blandt andet Cambodia, Nepal, Kenya, Togo og Kosovo, hvor Amnesty Internationals udsendte stilles over for krævende opgaver, når de enten skal fastslå dødsårsager eller som eksempelvis i Kosovo registrere utallige tilfælde af tortur mod Kosovo-albanere begået af serbere.

Sport kan være farligt

Jørgen Lange Thomsen, der er professor i retsmedicin ved Syddansk Universitet i Odense, har ofte været i Grønland, når politiet har ønsket retsmedicinsk bistand. Et afsnit i bogen handler om dette arbejde, og i det hele taget er bogen overskueligt delt op i afsnit, der hver især beskæftiger sig med et hovedtema.

Fra den hjemlige front f.eks. et afsnit om spædbørnsdødsfald, hvor mistanken om børnemishandling kan være årsagen til, at retsmedicineren tilkaldes. Et andet afsnit beskæftiger sig med dødsfald som følge af alkoholmisbrug, hvor det kan være retsmedicinerens opgave at undersøge, om dødsfaldet skyldes det egentlige misbrug, eller om der kan være tale om drab.

At sportsudøvelse ikke kun er af det gode kommer han ind på i afsnittet om sportsdødsfald. Nogle sportsgrene er selvfølgelig mere farlige end andre, f.eks. dykning, faldskærmsudspring og boksning, men også joggere kan komme galt af sted i trafikken, når de løber efter mørkets frembrud uden reflekser på tøjet. Jørgen Lange Thomsen er dog overbevist om, at motion er sundt - med den tilføjelse: for dem, der kan tåle det. Livet er for kort til tvangsmotion, mener han. En daglig spadseretur med eller uden hund kan gøre lige så god fyldest.

Prestige og karriere

Mens Jørgen Lange Thomsen på behørig vis har sløret sine gennemgange af de enkelte sager, han beskriver i bogen, så går han anderledes mere direkte til værks, når han fortæller om hverdagen og ikke mindst om kollegerne på de retsmedicinske institutter i Danmark i København, Århus og Odense og indimellem også om udenlandske kolleger. Læseren får her et indtryk af et akademisk miljø, hvor prestige og karriere tæller højt, og hvor alt sættes ind for at opnå det. Nu skal man nok være mere end almindelig gennemsnitslæser for at kunne identificere de forskellige kolleger og andre ansatte, der kun nævnes ved enten fornavn eller efternavn, men for mange tættere på må det være let at identificere f.eks. Karin, »der befandt sig på venstrefløjen og havde et traditionelt fjendtligt forhold til politiet...« og »Peter og Preben, som opfattede politiet ukritisk og havde stærke fordomme over for det socialt belastede klientel, vi beskæftiger os med«.

Jørgen Lange Thomsens overvejelser i bogens sidste afnsit om »Den gode retsmediciner« er bestemt relevant og også interessant, men kunne være skrevet uden eksempler ved navns nævnelse på det modsatte, nemlig en politisk retsmediciner, som forfatteren finder uacceptabel.

Men bortset fra denne - i helheden - mindre detalje, lykkes det Jørgen Lange Thomsen på glimrende vis at videregive et realistisk indtryk af en retsmediciners arbejde. Et arbejde, der langtfra er så glamourøst, som vi kender det fra skildringer i diverse krimier, og et arbejde, der i sagens natur bærer en del etiske og moralske overvejelser med sig.

Jørgen Lange Thomsen: En retsmediciner fortæller. Forum. 225 sider. 269 kroner.

mie@kristeligt-dagblad.dk