”Historien om Danmark” er nået til enevælden og oplysningstiden i sin march frem mod nutiden. Det sker i et afsnit, hvor langt flere karakterer og elementer bliver sat i spil end tidligere, og hvor vi bliver præsenteret for både oplysningstanker og bondefrigørelse.
Det er godt, at der åbnes for flere elementer, og at der ikke længere er så massivt fokus på enkelte konger. For eksempel møder vi både kulturpersoner og gejstlige som Ludvig Holberg og Erik Pontoppidan. Samlet set er det et meget optimistisk syn, vi præsenteres for, og selvom der både er slaver og mishandlede bønder, får vi indtryk af, at frihedstankerne spirer, og at det nu går mod bedre tider for fædrelandet. Det bliver derfor spændende at følge med de næste par uger og se, om optimismen rent faktisk er berettiget.
Serien er stadig visuelt meget stærk med mange flotte optagelser. Det gælder ikke mindst i den sidste del af afsnittet, hvor vi blandt andet når til hele striden mellem Christian den Syvende, Struensee og Caroline Mathilde.
Den har vi jo set før på skærmen med Lars Mikkelsens bror Mads Mikkelsen i en fremtrædende rolle, og det er faktisk påfaldende, hvor meget seriens Christian den Syvende minder om Mikkel Boe Følsgaards tolkning af den skøre konge i filmen ”En kongelig affære”. Et interessant eksempel på, hvordan det i lige så høj grad kan være spillefilm, der smitter af på dokumentar-genren som omvendt.
I ”Historien om Danmark” er Struensee dog udstyret med en mere historisk korrekt paryk, end det var tilfældet med Mads Mikkelsen.
Desværre har syvende afsnit også en række svagheder. En af de største er, at når der skal siges ”Danmark” i næsten hver anden sætning, bliver det i stadig stigende grad et problem for serien, at den aldrig kommer ind på, hvad det egentlig er, den mener med Danmark.
Det er fint og godt, at vi kommer omkring de danske besiddelser på Guldkysten og De Vestindiske Øer, men man burde ikke kunne lave en hel times fjernsyn om Danmarks historie 1660-1800 uden på noget tidspunkt at komme ind på Norge, som var i personalunion med Danmark i hele perioden. Særligt ikke, når vi gang på gang hører, at nu er den og den blevet konge i Danmark. De bliver jo også samtidig konger af Norge samt hertuger af Slesvig og Holsten (plus det løse).
En forståelse af, hvad Danmark var for en størrelse både identitetsmæssigt og politisk kræver også en forståelse af, hvad det var for en statsdannelse, ”Danmark” var en del af. Jeg tænker, at enhver af de mange eksperter, der er indkaldt, kunne have gjort os klogere på dette, hvis de havde fået lov.
Der er også en mærkelig overgearet stil i dramatiseringerne, hvor man det ene øjeblik skal se ømt sammenflettede fingre på elskende, optaget med sløret linse i en malerisk høstak akkompagneret af violiner og klaver og få minutter senere ser en blodsindsmurt kvinde begrave sit barn levende i en stak hestemøg.
Herudover er der fejl og lidt pudsige dispositioner. Det virker blandt andet, som om klipningen ikke er helt i top, når Lars Mikkelsen forklarer os om 1700-tallets fæstebønder, og det virker, som om han har glemt, at han har sagt stort set det samme 10 minutter tidligere.
De danske besiddelser på Guldkysten lå næppe heller i ”Ghana”, som Lars Mikkelsen fortæller, og som det også skrives på et kort, selvom området i dag er en del af landet Ghana.
Til gengæld optræder Norge så rent faktisk som en del af Danmark på et andet kort (hvor man til gengæld godt kunne savne Grønland) og er altså her en del af Danmark, selvom man intet hører herom.
Endelig skurrer det også lidt i ørerne, at vi til slut lades tilbage med indtrykket af, at det primært var oplysningstanker og medmenneskelighed, der fik finansminister Ernst Schimmelmann til at indføre et forbud mod slavehandelen i 1792.
Her kunne man godt have gjort mere ud af de både realpolitiske og økonomiske overvejelser, der lå bag forbuddet, samt nævne det forhold, at netop fordi det først trådte i kraft 10 år senere, så intensiveredes den danske slavehandel faktisk i årene 1792-1802. Man skulle nemlig nå at få så mange skibet over, at øerne fremover kunne blive selvforsynende med slaver.
Det ville være væsentligt at have med, når vi slutter af med at få fortalt, at blandt andet forbuddet betød, at Danmark i slutningen af 1700-tallet ”omsider er blevet til et oplyst enevælde”.