Prøv avisen
Bog

En roman, der aldrig står stille

4 stjerner

Anne B. Ragde afslutter veloplagt sin Berlinerpopler-serie

Den internationale succes, som den norske forfatter Anne B. Ragde har opnået med sin Berlinerpoplerne-serie, er til at forstå: Hun forbinder bred appel med litterær kvalitet.

Serien om familien Neshov afsluttes veloplagt – men også en anelse uforpligtende – med romanen ”Datteren”, humoristisk og barok på overfladen, men med et dybere lag af eksistentiel alvor. Dette kan give sig udslag i diskrete grådanfald hos hovedpersonen, Torunn, der ellers umiddelbart virker, som om hun kan klare alting. Med en effektivitet tilsyneladende uden vaklen – men dækkende over en følelse af forladthed – tager hun slægtsgården uden for Trondheim i besiddelse og bruger en arv på en gennemgribende renovering. At gården oprustes til fremtiden, markeres symbolsk med en ny flagstang samt af to tilkomne smågrise, en overrumplende, men næsten øjeblikkeligt velmodtaget gave fra hendes tidligere kæreste. Meget nærværende er desuden hunden Anna.

Torunn har ikke alene overtaget slægtsgården, men også en bedemandsforretning. Og læseren oplever den tragiske komik ved en begravelse, hvor den involverede familie ”er stopfuld af konflikter, det koger af både undertrykt og udtrykt ballade og arvestrid, og det sidste, de har brug for, er en organist, der spiller ’Beds Are Burning’. Enkefruen har faktisk været i seng med en af sine egne svigersønner, ja, sandsynligvis to, for nu at sige det ligeud”.

Det er en roman, der aldrig står stille. Hele tiden er der gang i et eller andet. Blandt andet foranlediget af Torunns danske familie, der holder en livlig efterårsferie på gården. Antallet af gæster er svært at gøre op, aktivitetsniveauet virker flimrende.

Et andet tema repræsenteres af Torunns mor, der er såret og vred – på en meget ordrig måde – over, at datteren har ændret sit navn. Moderen, der dels meddeler sig telefonisk fra Oslo, dels i noget så fortidigt som et brev, opfatter ændringen som et udtryk for, at datteren vender ryggen til alt det, som hun, moderen, har gjort for hende. Desuden træffer vi Torunns farfar, der er på plejehjem, men hvis kraftige personlighed er intakt. Han nægter et fjernsyn adgang til sin stue, foretrækker at læse om krig og polarhelte.

Et overordnet tema er Torunns spirende forelskelse i ”en cyklende, basketballspillerhøj præstemand”. Hun siger, at hun elsker kirker – og er i øvrigt åben med, at hun ikke er troende i kristen forstand. ”Men jeg tror på hverdagen og på at gøre tingene så godt, man kan, være sød og venlig mod alle, ligesom bare være et godt menneske, og det er rigeligt for mig”.

Forholdet til præsten udvikler sig, men trues af den krise, der opstår, da Anna – hunden – stikker af hjemmefra. Politiet kontaktes, for Anna er farlig for får. Situationen er grotesk. Og en sådan er lige noget for Anne B. Ragde, der maksimalt udnytter muligheden for at slippe sine finurligheder løs som fortæller.

Men hun er mere slagfærdig end dyb.