Prøv avisen
Bog

En roman, der burde have været en familiefilm

”Thorvaldsens testamente” hedder Søren Markers debutroman. Og ja, det er dén Albert Thorvaldsen, hvis store museum stadig troner midt i København, selvom det fra februar sidste år sammen med Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv og Nikolaj Kunsthal administrativt blev lagt sammen under hatten Historie & Kunst. Thorvaldsen skrev sit (første) testamente den 8. august 1830, og det er et betydningsfuldt testamente, fordi han deri fastslår, at hans samling skal udgøre et museum i sig selv og hverken må forøges med fremmede samlinger, deles eller formindskes!

Det er nu ikke den del af testamentet, som er på spil i Søren Markers snakkesalige debutroman, skrevet i en altmodisch stil, der bedst af alt kan sammenlignes med den joviale stemning i en gammel dansk film. Ind på scenen træder Albert Børgesen, snart fyrre, uengageret, livstræt redaktør på det vaklende forlag Vindpust, hvor alles efternavne er alfabetiseret: den bedrevidende seniorkollega hedder således Carl Davidsen, chefen Ellen Federspiel. Børgesen går i evig angst for fyring, forståeligt i og med at han ikke laver dagens gode gerning. Her er han i gang med at ”læse” indsendte manuskripter på kontoret: ”Når Børgesen var i sit energiske hjørne plejede han at ryste hår og krummer fra computerens tastatur ud over de tilsendte manuskripter og derefter tvære dem ud på papirerne med en fugtet tommeltot. Det gav indtryk af grundige redaktionelle studier. Andre gange tilføjede han med rød kuglepen et par udråbstegn ved tilfældigt udvalgte passager i manuskripterne og anbragte bølgestreger under åbenlyse slåfejl for at forstærke indtrykket af samvittighedsfuldt lektørarbejde.”

Børgesen får til opgave at fortælle den gamle forfatter Holger Brockdorf, at forlaget ikke mere vil samarbejde med ham, dvs. ikke vil udgive hans nye roman om Thorvaldsen. Missionen mislykkes for vores antihelt, som nu begynder at komme en del på Thorvaldsens museum, ikke mindst i kælderen hvor den unge Sara arbejder som konservator. Således er Børgesen med på første parket, da et hul i muren viser sig at indeholde uanede skatte, som der er flere, der har interesser i.

Sara og Børgesen tager form af et umage opdager-makkerpar, hvor den klumsede Børgesen altid halser lidt bag efter den rappe Sara. Forstærket af, at han ikke kan gå forbi en flaske uden at tømme den! Børgesen er glad for de våde varer, ligesom han er en habil kok og snildt tilbereder en ål. Og så pulser han naturligvis ideligt på en cigaret.

De kommer rundt, Sara og Børgesen. Til vands og til lands, på havetraktor og i jolle. Vi kommer rundt. I København (og Nysø gods) og i litterære referencer og kulturelle fortællinger. Søren Markers er en underholdende skribent, og har lavet en grundig research. Detaljerne er i orden. Men spørgsmålet melder sig, som siderne vendes: Hvad skal vi med al den research? Ingen tvivl om, at det er begavet lavet. Også sjovt. Men det er for langt. Undervejs får jeg tanken, at det har været sjovere at skrive det end at læse det. Sjovere at finde på finurlighederne, alle overdrivelserne og alt ramasjanget end at lade sig optage af dem gennem hele 390 sider. Som om romanen i virkeligheden mest af alt er en fiks idé, mere end et udtryk for noget, som nogen gerne ville fortælle mig.

kultur@k.dk