En roman, der skulle være blevet i skuffen

Hvor Miranda Julys noveller var et friskt pust, ømme og poetiske, er hendes debutroman tung og nærmest tidsspilde, mener Kristeligt Dagblads anmelder

Det er klart, at July må være blevet opfordret til at videreudvikle sit arbejde med sit speciale: skæve karakterer, som aldrig rigtig helt kan finde ud af at afkode tilværelsen. ”Skriv en roman,” kan man se forlagene råbe. Resultatet er bare ikke blevet specielt vellykket, skriver Mai Misfeldt.
Det er klart, at July må være blevet opfordret til at videreudvikle sit arbejde med sit speciale: skæve karakterer, som aldrig rigtig helt kan finde ud af at afkode tilværelsen. ”Skriv en roman,” kan man se forlagene råbe. Resultatet er bare ikke blevet specielt vellykket, skriver Mai Misfeldt. . Foto: Thomas Peter/Reuters.

Miranda July er født i 1974, debuterede med en novellesamling i 2007 (”Ingen har hjemme her mere end du”), og den fik, hvad man kan kalde øjeblikkelig succes, og er nu oversat til 23 sprog. Det er klart, at July må være blevet opfordret til at videreudvikle sit arbejde med sit speciale: skæve karakterer, som aldrig rigtig helt kan finde ud af at afkode tilværelsen. ”Skriv en roman,” kan man se forlagene råbe.

Det gjorde hun så i 2015: ”Den første onde mand” er oversat af Olga Ravn og Line Miller. Men hvor Julys noveller var et friskt pust, overraskende, skæve, men også meget ømme og poetiske, er romanen tung, klumset og ja, tidsspilde.

Midaldrende Cheryl har mange særheder. Hun bor alene og har udviklet sine helt egne systemer. ”Når det fungerer allerbedst, så giver mit system mig en glattere tilværelse. Mine dage bliver drømmeagtige, der er ingen hårde kanter, ingen af disse sår og skrammer, som livet er så kendt for at byde på.”

Hun arbejder (hvornår?) mest hjemmefra for kontoret Open Palm, der har specialiseret sig i selvhjælpsvideoer. Hun drømmer om konsulenten Philip, men ender med i stedet at blive påtvunget selskab af chefernes besværlige datter, den barmfagre, enfoldige blondine Clee. Stakkels Cheryl kæmper med globulus, fornemmelsen af at have en klump i halsen. Men efter at hun og Clee begynder at slås - simpelthen korporligt at brydes - løsner alting sig op. Her skifter romanen så spor, idet Clee bliver gravid. Cheryl betragter drengebarnet som en inkarnation af et barn, hun engang følte en tæt forbindelse med som stor pige. Lykkeligt nok får hun lov at blive både mor og en tid også kæreste med Clee.

Man har fornemmelsen af, at Miranda July har påbegyndt sin roman ud fra ét koncept, men undervejs simpelthen har skiftet spor og interesse og hverken har orket eller kunnet få de to spor til at samle sig til en meningsgivende helhed. Hvor første halvdel følger den neurotiske Cheryl og al hendes besvær med sig selv, behandlere og mulige relationer, så handler anden halvdel stort set udelukkende om moderskab, og hvad dermed følger af uregerlige (og upassende) tanker og følelser.

Karaktererne, som skulle få de to halvdele til at forbinde sig, kan bare ikke strække sig så langt. Romanen tydeliggør, at der er en meget stor forskel på at have en god idé til en novelle, en hurtigt udkastet karakter, som kan opfylde en bestemt ramme, og så at strække den fortælling til en lang roman, hvorigennem karakteren gerne skal udvikle sig i grad, der dels er troværdig, dels kan fastholde læserens interesse.

Lena Durham, kendt fra tv-serien ”Girls”, der ligesom July sætter herligt og humoristisk ungt fokus på det ikke-perfekte, de ”forbudte” tanker og fornemmelser, og på at sex er en mangfoldig og nogle gange meget besværlig foreteelse, der ikke kun finder sted mellem mænd og kvinder, er citeret på bagsiden. Her udtaler hun: ”Aldrig før har en roman talt så direkte til min seksualitet, spiritualitet, mit hemmelige jeg. Nu ved jeg, at jeg ikke er alene.”

Hmmmm, tænker jeg, som følte mig, om end ikke alene, så i alle fald grundigt udmattet ved læsningen af denne roman, som jeg ærlig talt synes burde være blevet i skuffen.

kultur@k.dk