Prøv avisen

En særlig dansk krigsskæbne

Som tusinder af andre unge sønderjyder under det tyske herredømme fra 1864 til afstemningen i 1920 måtte denne fader, Peter Thomsen, modvilligt trække i tysk uniform. 5000 dansksindede sønderjyder faldt i Første Verdenskrig. Foto: Ukendt Denmark

Interessen for Anden Verdenskrig er meget stor. Mange skæbner bliver skildret i bøger og på film, men ikke mange er som Jens Peter Thomsens fra Sønderborg, hvis liv afspejler det særlige forhold mellem Sønderjylland og Tyskland

Danmarkshistorien vekselvirker altid med omverdenens historie, men vel intetsteds mere travlt end i Sønderjylland, hvis historie er tæt sammenvævet med den tyske.

For Jens Peter Thomsen, tandlæge i Sønderborg fra 1948 til 1986, berørte vekselvirkningen både ham selv og hans far. Under hver sin verdenskrig. Og faderens historie under den første kom på forunderlig vis til at påvirke sønnens egen skæbne under den anden. Jens Peter Thomsen sad i 1944 i Vestre Fængsel i København, og under Gestapos forhør vendte faderens fortælling tilbage på befriende måde.

LÆS OGSÅ: Gribende billeder af Første Verdenskrig

Som tusinder af andre unge sønderjyder under det tyske herredømme fra 1864 til afstemningen i 1920 måtte denne fader, Peter Thomsen, modvilligt trække i tysk uniform. 5000 dansksindede sønderjyder faldt i Første Verdenskrig.

Han boede i Vester Sottrup, nogle få kilometer nordvest for Sønderborg. For ham blev tjenesten betydeligt længere end de flestes.

Han kom til at tjene syv år i tysk uniform. For en sag, der ikke var hans, fortæller Jens Peter Thomsen, der i dag er 89 år.

Peter Thomsen blev indkaldt i 1912, og da han efter de obligatoriske to års værnepligt stod for at skulle hjemsendes, brød Første Verdenskrig ud. Fra 1912 til 1918 bar han derfor den forhadte uniform, og han måtte deltage i verdenskrigen fra dag ét. De første to år på Østfronten, de næste to på Vestfronten.

Han var gladest for de sidste to. Ganske vist var der mere bly i luften på Vestfronten, men der var ikke så koldt, og forplejningen var bedre. Og han pådrog sig malaria på Østfronten. Det var nok det, der plagede ham mest efter krigen. Han blev såret tre gange, men det generede ham mindre.

På Østfronten fandt den begivenhed sted, som siden skulle indhente den søn, der på dette tidspunkt endnu ikke var født. Regimentets kaptajn ligger såret i ingenmandsland, noget, der betød døden for titusinder, for det var forbundet med yderste livsfare at hente den sårede. Vedkommende fik derfor i reglen lov at ligge.

Ikke desto mindre besluttede Peter Thomsen sig for at bringe officeren ind, også selvom han ingenlunde opfattede denne hær som sin egen. Han kravlede op og halede manden med tilbage. For den bedrift modtog han Jernkorset af 1. grad.

Jens Peter Thomsen fortæller en morsom anekdote fra hjembyen, hvortil rygtet om dekorationen for tapperhed nåede frem.

Det med stikkere er ikke kun noget, der hører besættelsestiden til. Hjemme i Sottrup sad der kort tid efter nogle mænd og snakkede på kroen, og en af dem bemærker: Ahr, Thomsen har nok i virkeligheden bare båret den officer hjem fra et værtshus.

Der kom skam gennem hæren besked ned til min far ved fronten, om han ønskede den mand straffet. Den spøgefulde bemærkning var blevet overhørt og angivet til egnens tyske myndigheder.

Efter udskrivelse fra felthospitalet var den tyske officer blevet bevilget rekreation, og han ønskede, at hans redningsmand fulgte ham.

Min far blev hans oppasser og drog med ham til et kloster nede i Erzgebirge, hvor kaptajnen kom til hægterne. Min far kom på god fod med nonnerne, og ved afrejsen udstyrede de ham med et såkaldt schutzbrief, et dokument, han kunne bære på sig til beskyttelse mod krigens farer.

Måske har det virket. Han overlevede i al fald krigen. Såret blev han tredje og sidste gang i april 1918 i Flandern.

Han blev kørt helt til Stettin på lazaret. Som gammel frontsoldat kendte han alle trickene til at forlænge en indlæggelse, så da de først havde fået ham ind, fik de ham ikke ud igen. Han var der til våbenstilstanden syv måneder senere.

Hjemsendt til Sottrup blev han erklæret 25 procent invalid. Han var mejerist før indkaldelsen og blev siden mejeribestyrer.

Veteranerne havde naturligvis mareridt og den slags. Dengang lød det: Det går over, I skal bare ud og bestille noget. Det er måske ikke helt forkert. Jeg tror, det er farligt for Afghanistan-veteranerne i dag, når psykologerne får dem sat i en skånesituation, hvor de har tid at tænke på sig selv hele tiden.

Jens Peter Thomsen drog i 1942 til København for at begynde på Tandlægehøjskolen.

Jeg kom jeg med i noget våbenhistorie, og siden uddelte jeg illegale blade. Det gik galt, da en af de redigerende på bladet Hjemmefronten blev taget. Han havde lavet, hvad man aldrig måtte, en liste med navne, deriblandt mit. Ved halvsyvtiden en morgen i maj 1944 bankede det på min dør, og jeg blev taget med på Shellhuset.

Siden kom Jens Peter Thomsen til Vestre Fængsel.

Jeg delte celle med en tobakshandler, der egentlig var arkitekt. Men han ville ikke arbejde for tyskerne, så han havde i 1940 købt en cigarhandel på Åboulevarden.

Hvem der også sad under samme tag som Thomsen i Vestre Fængsel, var hele Hvidsten-gruppen, der var blevet taget i marts. De skulle alle blive henrettet en måned senere, i juni.

Dem så jeg aldrig, men jeg mødte to ganske kendte skikkelser fra modstandskampen, lektor Rosenkjær fra Tønder og politimester Simoni fra Varde. De omkom begge i en kz-lejr i Husum.

Da Gestapos forhør senere begyndte, lysnede det helt paradoksalt for Jens Peter Thomsen, selvom hans navn stod klart og tydeligt på den famøse liste.

Jeg havde et par fordele fra starten. Dels var jeg rimelig god til tysk, så vi behøvede ikke at lade alt gå gennem en tolk. Dels var de ret euforiske, for den første V1-raket var netop blevet affyret mod London. Det gengældelsesvåben forventede de sig meget af.

Men det blev en helt tredje fordel, der nok kom til at klare ærterne for den unge fange.

De blev ved at spørge til bladene, og jeg blev ved at nægte. Men Deres navn står jo på listen!, sagde de hele tiden. De var to, der forhørte mig. På et tidpunkt hører jeg så den ene fortælle den anden om min fars historie fra Første Verdenskrig.

Med tysk grundighed havde Gestapo gravet alt op om den unge arrestants baggrund.

Otte dage efter forhøret blev Jens Peter Thomsen løsladt uden kommentarer.

Sådan blev de to verdenskrige kædet sammen for to danskere, far og søn, på en måde, der kun kunne finde sted for et par sønderjyder.