Det var den islandske forfatter Gunnar Gunnarsson, der i 1920’erne foreslog, at de islandske sagaer skulle gendigtes på dansk i anledning af Altingets 1000-årsjubilæum. Johannes V. Jensen tog udfordringen op og skrev tilbage, at Gunnar Gunnarsson bare skulle sætte ham og andre gode kolleger i arbejde. Som sagt, så gjort. Og i 1930, hvor Altinget jubilerede, begyndte pragtværket ”De islandske sagaer I-III” at udkomme på Gyldendal, takket være en generøs donation fra Ny Carlsberg Fondet.
Værket er illustreret med landskabstegninger af Johannes Larsen. Det var vennen Johannes V. Jensens idé, at kunstneren fra Kerteminde skulle stå for billedsiden. Ligesom det var Jensens idé, at illustrationerne ikke skulle være figurative dramatiseringer, men blot og bart landskaber af de lokaliteter, hvor sagerne udspiller sig. Læseren kunne så selv mobilisere sin forestillingsevne og fylde Njal, Gunnar, Egil og konsorter ind og transformere landskaberne til levende billeder.
Johannes Larsen tog udfordringen op og rejste i sommeren 1927 til Island for at følge i sagaernes fodspor. I sommeren 1930 rejste kunstneren til Island igen og fuldførte opgaven i, hvad der blev til over 300 tegninger, skabt med kunstnerens suveræne sortladne skraveringer, der maner den islandske natur frem med mørk skønhed. En del af tegningerne lader sig syne i sagaværket, og hele tilblivelseshistorien fortælles i Vibeke Nørgaard Nielsens både medlevende og grundige forskningsarbejde ”Sagafærden. Island oplevet af Johannes Larsen 1927-1930”. Bogen er i år ydermere ledsaget af en dokumentarfilm af Erik Skibsted, hvor sagafærdens lokaliteter genbesøges, og landskaberne filmes, så man kan se, at – næsten – alt ser ud, som da Johannes Larsen red rundt her på hesteryg, sad og tegnede ude i al slags vejr og forbandede den vilde hund, der havde spist korkproppen til hans tuschflaske.
Men Johannes Larsen ikke alene tegnede, han skrev også. Fra hans rejse eksisterer otte små dagbøger, som han sendte hjem til sin hustru, Alhed, i Danmark, så hun kunne følge med i hans færd. Johannes Larsen, der var en fåmælt mand, skriver på samme måde. Lapidarisk, registrerende og underspillet. Hans tekster bliver en saga om en saga. Men på deres egen måde også tekster om et savn. Han er ikke vandt til at være væk fra Alhed så længe. Så hans beskrivelser af landskaberne, vejrliget, blomsterne og naturligvis fuglene får nærmest sindbilledlig karakter: ”Kl. henad 4. Det er jævnt skyet. Graavejr. En Ravn skriger.” Kun gourmeten Larsen slår sig løs, når han dag for dag detaljeret beskriver alt det gode, ekspeditionen får at spise undervejs.
I midten af juli 1927 blusser Johannes Larsens dagbøger op, og han bliver næsten episk udfoldet i sin fremstillingsform. Efter halvanden måned i Island har Larsen vænnet sig til at være af sted, han morer sig og fortæller mere frit om færden gennem skiftende landskaber og venskaber:
”Der løber en fin Rypehøne lige foran os, næsten sort med hvide Vinger. Saa kommer vi op paa en grøn Plads, rider endnu lidt op ad en Skraaning og sidder af Hestene i en grøn Gryde med Udsigt.” Men hen mod slutningen af august bliver dagbøgerne knappe igen, ja, til sidst bliver optegnelserne ganske korte og usammenhængende. Johannes Larsen synes ikke længere at have nogen at skrive til, og hans meddelelsestrang hører op.
Et telegram hjemmefra er årsagen. Alhed er alvorligt syg, og Johannes Larsen må haste tilbage til Danmark med første skib. Ud for Færøerne møder ”MS Dronning Alexandrine” fra Reykjavik ”SS Island” fra København. En båd sættes i søen, og Johannes Larsens søn roet over til faderens skib. Det han har at sige, skal meddeles ansigt til ansigt; hustruen Alhed er død hjemme i Danmark. I dagbøgerne noterer Larsen blot: ”Lysse (hans yngste søn, red.) kommer om bord fra ’SS Island’.” Og ved ankomsten til København: ”Puf (hans ældste søn, red.) er ved Landgangen og kører os hjem.”
Der var ikke mere at skrive om, for der var ikke længere nogen at skrive til for Johannes Larsen. Tragedien ligger, helt som i sagaerne, i mellemrummene. Da Larsen igen i 1930 tog til Island for at gøre sin del af sagaprojektet færdigt – han var en pligtopfyldende mand – skrev han igen dagbog. Nu mest for sig selv og eftertiden – i videste forstand. Det blev en usædvanlig regnfuld islandsk sommer og endskønt nogle af rejsefællerne var de samme, var det meste anderledes. Landskaberne blev ikke til på samme måde for ham, vejret var i enhver henseende for dårligt:
”Jeg sætter mig et Stykke op i Fjeldet og tegner (…) Sidste del af Tegningen gøres i Støvregn med Bogen mod Regnen.”
I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.