Den 22. september 1969 var Svein Ellingsen gået til købmanden med sine to døtre, Margrethe på seks år og lillesøster Ingvild på tre.
På vejen blev den ældste datter træt, og hun fik lov til at blive stående i vejkanten, til far og lillesøster kom tilbage.
Da nogle venner kom forbi og spurgte, om hun ville have nogle af de æbler, de havde plukket, huskede den seksårige pige at se sig for. Men det gjorde hun ikke, da hun skulle over vejen igen, og hun blev ramt af en bil, der var uden chance for at undvige den lille pige.
På vej tilbage fra købmanden ser Svein sin datter ligge på vejbanen. En læge, der er kommet forbi, har gjort, hvad han kunne, og ambulancen kommer kort tid efter, men forgæves. Den lille pige var død på stedet.
Det blev en svær tid for familien, og Svein talte ikke gerne om ulykken, selvom han har fortalt, at han oplevede den i sit indre igen og igen.
To år senere fik glæden lov til at besøge det lille hjem, da sønnen Eystein blev født, og det var til hans dåb i 1971, at Svein Ellingsen skrev sin smukke dåbssalme ”Fyldt af glæde over livets under” (nummer 448 i Salmebogen).
I salmens første vers lyder det: ”Fyldt af glæde over livets under, / med et nyfødt barn i vore hænder, / kommer vi til dig, som gav os livet”. Det er en helt grundlæggende erfaring af livet som en gave, og den deraf følgende taknemmelighed, der udtrykkes her. I vers to lyder det: ”Fyldt af bæven foran ukendt fremtid / lægger vi vort barn i dine hænder. / Det, som sker i dåben, gør os trygge.”
Svein Ellingsen erfarede på den hårde måde, at fremtiden altid er ukendt, og enhver forælder, der med ængstelse har pustet på et spædbarns øjenlåg for at sikre sig, at det lever, kender til den bæven, hvormed man kan stå udleveret til ukendt og skrøbelig fremtid. Men allerede i selvsamme vers udtrykkes der ro og tryghed, fordi vi (også) i dåben kan lægge livet og vores kæreste i Guds hænder, der, hvor vi mærker vores egen begrænsning. I troen på, at han vil bære med.
For mange kulminerer salmen i vers fem i det smukke billede: ”dåbens lys er tændt, når livet slukkes”. Dette var en trøst for Svein Ellingsen og hans familie, da de mistede deres lille datter, og jeg ved som præst, at det også er en trøst for mange andre.
Salmen formår at tage afsæt i en menneskelig grundfølelse af taknemmelighed og skrøbelighed, som både småbørnsforældre og vi andre kender til. Fra de erfaringsnære følelser fører salmen os igennem både taknemmelighed, tryghed, forundring, nærhed, genfødsel, tro, tillid og evighed, før den slutter, hvor den begyndte: med glæden.
Jeg tror, at salmen har vundet sin store udbredelse, dels på grund af dens righoldige, trøsterige budskab, men også fordi man fornemmer alvor, dybde og klangbund i salmen. Som i Grundtvigs, Knudsens og de andres store salmedigteres salmer mærker man, at solen skinner igennem mørket og skrøbeligheden.
I en tid med faldende dåbstal er det vigtigere end nogensinde, at vi både har dåbssalmer, der kan tale med traditionens vægt og med et nutidigt og erfaringsnært sprog. Ellingsens dåbssalme er et overbevisende bud på det sidstnævnte og vel efterhånden også på det første.
I klummen Sang&Salmer skriver sognepræst og historiker Morten Skovsted løbende om udviklingen inden for musik og sang i kirken.