En samtalebog på hjul

På en lang række bilture i det jyske har journalisten Kirsten Jacobsen interviewet kunstneren Ingvar Cronhammar. Resultatet er blevet en læseværdig bog, der kortlægger værket og portrætterer manden bag det

Bogen er ”prydet” med nogle manierede fotografier af Per Morten Abrahamsen, der pimper kunstneren op til at blive en karikatur af sig selv. Vi ser ham i hjemmet eller også poserende som en frygtindgydende, titanisk skikkelse foran sine store og monumentale Wagnerske værker – med ”Elia”, der ses her, som det største. – Foto: Per Morten Abrahamsen.
Bogen er ”prydet” med nogle manierede fotografier af Per Morten Abrahamsen, der pimper kunstneren op til at blive en karikatur af sig selv. Vi ser ham i hjemmet eller også poserende som en frygtindgydende, titanisk skikkelse foran sine store og monumentale Wagnerske værker – med ”Elia”, der ses her, som det største. – Foto: Per Morten Abrahamsen.

Kirsten Jacobsen har lavet en redeligt fortalt og velresearchet bog, som giver et interessant indblik i værkernes sælsomme ”fødsel”, suppleret med et grundigt portræt af ophavsmanden, Ingvar Cronhammar (født 1947), der er et yderst sammensat menneske. Inspirationen til værkerne opstår som lyn fra en klar himmel, uden at han selv helt ved, hvor de kommer fra, og hvad de handler om, og det er derfor en særdeles vanskelig øvelse at sætte sprog på dem. De ankommer som en meddelelse hinsides det forklarlige, kendte og timelige – som en vision, der manifesterer sig som en gestalt.

Kirsten Jacobsen er journalist og ikke kunsthistoriker. Hun vil gerne ind bag facaderne hos Ingvar Cronhammar, og hun synes at have et øje på hver finger og holder ørerne vidt åbne. Hun noterer sig landskabet, bygningerne og byerne med en detektivisk akkuratesse. Det er inspirerende. Og hun skriver godt. Bogen kommunikerer bredt, og de fleste vil kunne følge med, som om de sidder som fluer i Cronhammars store Audi Q5 SUV, som han selv tilbagelægger 30.000 kilometer i om året på de vestjyske landeveje.

Cronhammar taler ofte med meget store bogstaver om vindmøllerne, der skal ud på havet:

”Ikke kun fordi de støjer, når de drejer, men fordi de skalerer uharmonisk i forhold til gravhøje, skovbryn, herregårde og kirkernes tårne, der bør være landskabernes naturlige fikspunkter.”

Hvis ikke han skoser planlæggerne:

”Der er altid en eller anden kommuneabe, der ikke kan holde sig fra de ydmyge steder,” siger han i forbindelse med event- og turistindustriens invasion af de kulturhistoriske vigtige steder. Det er velgørende kulturkritik. Og vigtig.

Han er ifølge Kirsten Jacobsen ”blid og charmerende, men fælder også hurtige domme”. Men på bogens eneste kritiske spørgsmål, om ikke hans udfald er lovlig kække, når de kommer fra en kunstner, som selv har præget mange offentlige steder med skulpturer, der har affødt heftig debat, ”brummer” Ingvar Cronhammar:

”Hvad der er godt, og hvad der er skidt, er altid svært at nå til enighed om.”

Værkernes tilblivelse er som sagt forunderlig: Hør her Cronhammars beskrivelse:

”Jeg kører tit rundt og sætter musikken på i bilen. Og pludselig ved jeg, at nu skal jeg slukke (…) lydene bliver meditative. Vindstøjen, hjulstøje og naturens egen hastighed, der brager igennem, nærmest filmisk. Hvis noget er på vej, plejer det at dukke op dér. Det kommer sivende, omme bagfra, lidt gælleagtigt. Det er, som om jeg har disse bagudrettede gæller, der opfanger noget. Sådan oplever jeg det, men jeg forstår det ikke.”

Senere bearbejder, konkretiserer og raffinerer Cronhammar sin vision med den yderste perfektion, som han fordrer både af sig selv og af sine dygtige samarbejdspartnere.

Cronhammar taler om, at der er ”lagt skinner ud – en skabersti, der er forudbestemt. Target locked”. Igen helt uforklarligt, men er der en hjælpende kraft fra oven?

I et af bogens kapitler berøres hans forhold til kristendommen: Han har kæmpet med troen hele livet. Som voksen lod han sig gendøbe, længe efter at han havde meldt sig ud af folkekirken.

”Det var ikke Vorherre, der var problemet, men institutionen – måden pakken blev forvaltet på (…). Jeg går med Gud i den ene hånd og tvivlen i den anden,” siger han. Men gennem hele bogen løber en understrøm af overvejelser over de helt store eksistentielle spørgsmål og livets mening eller mangel på samme.

Vi møder også nogle af de dæmoner, som stadig hjemsøger Cronhammar fra barndommen og de formative år i Skåne. Egentlig var forældrene kærlige nok, men de to generationer stod meget langt fra hinanden, og han følte, at han var ved at drukne i tryghed, der kan virke kvælende, når den hviler på social kontrol:

”Tidens autoritetstro sad præget så fast i mine forældre. Jeg oplevede en generel ængstelse for at være til stede som sig selv.”

Ingvar Cronhammar bliver bortvist fra skolen som 15årig og har forskellige småjobs, er sømand en kort periode og rocker. Vi er i 1960’ernes Kristianstad. Til sidst sluses Cronhammar sydpå til Danmark og får et ophold på Holbæk Kunsthøjskole, som leder hans rådvildhed i en mere konstruktiv retning. Videre til Aarhus Kunstakademi, hvor han bliver en del af ”Aarhusavantgarden”, og derfra bliver han langsomt, meget langsomt, med mange års armod og afsavn, den Cronhammar, som vi kender i dag – og velsagtens Hernings kendteste borger.

Manden og værket glider sammen i ét billede, og i den forstand går vejen ind i kunsten via kunstneren, hvis biografi derfor får ekstra betydning. Men hvis man i forvejen er fortrolig med Cronhammars værker eller har stiftet bekendtskab med hans markante personlighed i de mange avisinterviews og katalogartikler, som har fulgt i kølvandet på hans udstillinger – han har medietække – eller hvis man har læst Torben Weirups dybdegående portrætbog ”Tystnaden” fra 2008, er der næppe de store overraskelser at hente i Kirsten Jacobsens nye portrætbog. Omvendt er det på tide at få ajourført vores viden om kunstnerens meritter siden 2008, for han har haft fuld damp på kedlen i de efterfølgende år – også med mange deciderede arkitekturopgaver.

Bogen slutter med en ”Cronhammar-rute”. Her er et kort over, hvor i landet man kan opleve 16 af hans værker, sekunderet af små, introducerende tekster.

Men en anke: Bogen er ”prydet” med nogle manierede fotografier af Per Morten Abrahamsen, der pimper kunstneren op til at blive en karikatur af sig selv. Vi ser ham i hjemmet eller også poserende som en frygtindgydende, titanisk skikkelse foran sine store og monumentale Wagnerske værker – med ”Elia” som det største. De fleste af disse fotografier er præget af en surreel lyssætning og af skæve og ”sjove” vinkler. Man savner en mere nøgtern og mindre tivoliseret fotoside, for virkeligheden er da alt nok, og kunsten bærer med lethed fortællingen i sig selv. Især da Cronhammars magtfulde, maskinprægede og maskuline værker ikke behøver nogen løftestang for at nå ud over rampen til betragteren.

For tiden er der i offentligheden ekstra opmærksomhed på hvide, mandlige kunstnere, som har fyldt hele kunsthistorien, og også på den genidyrkelse, som de traditionelt har været gjort til genstand for. Disse fotografier bekræfter på uheldigste vis denne tendens til at give den mandlige kunstner overmenneskelige egenskaber.