Denne sommer byder Tivolis Koncertsal på gæsteoptrædener af en række internationalt kendte pianister. En af dem er den 39-årige russisk-amerikanske klavervirtuos Kirill Gerstein, der lørdag aften havde valgt et yderst varieret program med flere fællesnævnere.
Det begyndte med Franz Liszts ”Transcendental Etude nr. 7 i C-dur, Eroica” fra 1851 og fortsatte – uden nogen overgang – med Beethovens såkaldte Eroica-variationer i Es-dur, opus 35.
Der er i alt 15 variationer i det næsten 25 minutter lange klaverværk, som Beethoven skrev i 1802, og som blev en slags springbræt til hans tredje symfoni med tilnavnet ”Eroica”, også den i Es-dur.
Netop det fænomen, at der er tale om et sæt variationer, ikke en sonate, gør det nærliggende at forestille sig, hvordan Beethoven i begyndelsen af sin karriere sad og improviserede i de adelige saloner i Wien, ofte så længe, at det trak for store veksler på tilhørernes tålmodighed.
Kirill Gerstein spillede disse variationer med en sand ækvilibrisme og – kan man sagtens indbilde sig – med et vaskeægte beethovensk temperament.
Tjekkiske Leoš Janáeks klaversonate med titlen ”I.X.1905” er en klingende hyldest til en arbejder, der brutalt blev dræbt af politiets bajonetter under en demonstration den 1. oktober 1905 i Brno. Stykket blev en intens og effektfuld afslutning på den første del af koncerten.
Det var også med Liszt, at Kirill havde valgt at indlede efter pausen. Hans ”Funerailles” (begravelseshøjtidelighed) fra 1848-1849 er et heftigt stykke musik, skrevet til minde om habsburgernes skånselsløse nedkæmpelse af den ungarske opstand i 1848, selvom værket ifølge visse kilder også er skrevet til minde om Chopin, der i oktober 1849 var afgået ved døden i Paris.
Det umådeligt varierede program fortsatte med ”Berceuse” af Thomas Adès fra operaen ”The Exterminating Angel”, to små stykker af Claude Debussy, nogle folkedanse af den mystiske græske præst og komponist Komitas, inden Gerstein sluttede med Maurice Ravels ”Le Tombeau de Couperin” (Couperins grav), komponeret under Første Verdenskrig til minde om nogle af Ravels nære venner, som havde mistet livet ved fronten.
Det kan undre, at Ravel havde dedikeret et så relativt lyst værk til de faldne venner, men han havde selv givet denne forklaring: ”De døde er sørgelige nok i deres evige stilhed.”
Man vil forstå, at det var en soloaften, hvor man blev imponeret på grænsen til benovelse over en sand mester ved klaveret. Populært sagt havde hjernen fået meget at tygge på – og hvad hjertet angår, ja, så er det jo ingen regel, at enhver koncert skal resultere i tårer i øjenkrogene. Måske var det sket, hvis pianisten havde givet sig selv og os andre bare en anelse mere tid i sine tempovalg.