På det seneste er der kommet en del romaner om kvinder i krise. Kvinder, der ikke kan finde ud af at leve op til alle deres egne og måske også samfundets forventninger, kvinder, som drikker for meget og ikke hvert sekund er gode mødre.
Peter H. Olesens lille roman ”Et hus er ikke et hjem” handler om en mand, som smart nok har nedjusteret sine forventninger til livet og til sig selv så meget, at han er tilfreds med det helt enkle og ensomme. Og dog, viser det sig, måske er det ikke så enkelt. Titlen er et citat fra en sang, Burt Bacharach-klassikeren ”A House Is Not a Home”. Men ja, Peter H. Olesen har tidligere været gift med Helle Helle, som i 1999 udgav romanen ”Hus og hjem”, som på sin vis handlede om samme følelse af hjemløshed.
Hovedpersonen hedder Anders F. På et tidspunkt røber han, at F'et står for Federico, det eneste minde om den sydlandske mand, der besvangrede hans mor. Ved romanens begyndelse er Anders lige flyttet til Frederiksberg, han er flyttet ind i den enorme lejlighed, han arvede efter sin mor, som igen arvede den efter sin mor. Men et hus er ikke et hjem, og Anders har i og for sig heller intet ønske om at etablere et egentligt hjem. Anders, som selv fortæller romanen i tredje person, hvad der skaber en fin, let ironisk distance, er en mand, der er tilfreds med lidt. Arbejde har ikke hans store interesse, og lige nu betyder hans arv, at han kan undlade at tage de forhåndenværende pædagogjobs, han tidligere har ernæret sig ved. Anders er manden, der med et typisk Peter H. Olesen-ord, dyrker bibliotekernes ”små stilhedsreservater”. Han er manden, der sidder i hjørnet på baren med sin ene eller højst to øl og betragter de andre. Faktisk er Anders en betragter på mange niveauer. I sin egen selvfremstilling en helt uskyldig kiggen, men spørgsmålet er, hvornår man er betragter, og hvornår man faktisk er voyeur; Anders har i alle fald købt en kikkert. Og er nok ikke en helt troværdig fortæller.
Anders har dog en stor passion, som jeg er ret sikker på, at han deler med sin forfatter, og det er måske også her, konstruktionen af den inter-esseløse figur Anders som værende en anden end forfatteren knager lidt: Anders har en samling på mere end 1000 singler og han har 200 bind dansk lyrik! Den slags må være båret af en form for passion, og det er ikke helt troværdigt, at den ikke skinner mere igennem.
Romanens første 64 sider går med stille og roligt, i korte hovedsætninger, der ofte handler om, hvad Anders ikke er, at få Anders på plads. Hans stille liv. Hans eneste rigtige relation, som er til en bibliotekar på det bibliotek i den forstad, hvor han boede før, og hvortil han stadig rejser to gange om ugen. Det er da også denne bibliotekar, der foreslår Anders at leje et værelse i sin enorme lejlighed ud (et værelse er ”lejet ud” til den døde mor, idet alle hendes efterladenskaber er stuvet sammen derinde). Det er ingen andre end ”poesi-elskeren” Bi, en ung pige, der har frekventeret samme bibliotek, der flytter ind. Med hendes ankomst viser det sig, at ingen mand er en ø, og at selvom Anders havde troet, at han var tilfreds før, så var der faktisk noget, han havde savnet: forskellen mellem hus og hjem, såmænd. Men samtidig bliver Anders' tilbagetrukne rolle og selvforståelse som en helt usynlig betragter af verden også udfordret: ”Nu går hun på badeværelset, nu tager hun et bad. Han kan høre bruseren, vandstrålerne som bliver dæmpet når de rammer den nøgne krop.”
”Et hus er ikke et hjem” er en roman, der vokser stille og roligt i læserens hoved. Peter H. Olesen insisterer på at blive i det lavmælte, han er ikke er bange for at kede læseren, og han har heller ikke travlt med at presse sit plot igennem. Det kommer der en helt egen musik ud af. En sang om en mand, der hed Anders og måske ikke kun var den Anders, han selv havde konstrueret, måske fordi han helt havde glemt, at han også var Federico, den italienske elsker.