"Hvor jeg længes efter at give Dem
elektriske stød med min sukkertunge
og se Dem skælve i kødet!"
Fra "Sløret"
Forfatteren Suzanne Brøgger synger i sin nye bog "Sløret" en sang for erotikken. Med et eventyrdigt fuld af sanselig nydelse, lystfuld smerte og en morale, der ingen steder hører hjemme i et moderne samfund, hvor manden og kvinden er blevet så lige, at eros har mistet potensen, får hun sat tidsånden på komedie. Og det med inspiration fra den orientalske sufi-digtning, hvor der er tradition for, at det religiøse og det erotiske smelter sammen.
Vi har i vores kultur ikke så meget af den sammensmeltning. Man kan finde den i Højsangen fra Det Gamle Testamente, hvor der i forbindelse med den litterære kanon gik vilde diskussioner om, hvorvidt den kunne komme med eller måtte udgå. Den kom med, da man oven i den profane betydning lagde en sakral. Sufi-digtningen rummer både det religiøse og det erotiske, og det betager mig.
Det handler om hengivelse og selvforglemmelse. I vores verden er vi så optagede af identitet, men det her handler om at miste identitet og blive befriet. Det er et tungt arbejde at skulle være et jeg, og det er det, som modernismen kræver af os. Jeg synes bestemt ikke, at vi skal give afkald på det, det er et af civilisationens fremskridt, men det er hårdt, og der er ikke noget at falde tilbage i. Det kunne erotikken og det religiøse være. Det er dimensioner, hvor man er fri for at være et stort jeg.
Suzanne Brøgger er skøn at skue, som hun hjerteligt inviterer indenfor i sin og mandens, dr. phil. og forfatter Keld Zeruneiths smukt indrettede gamle lejlighed i det indre København. Der er duftende te i kopper og mandelkager på bordet i det mørke køkken. Udenfor er det grå november.
"I sløret" er vi også oppe i det kolde nord, hvor Aziyadé sidder i et asyl for unge kvinder og fortæller glødende erotiske historier. For hun, der er af Levi-stammen, er blevet solgt til den hellige sofa-sheik Jafar, der råder over valmuemarker og et harem i det eksotiske Østen. De to, den unge mø og den modne mand, har indgået en pagt. Han vil lære hende kunsten at læse og skrive mod, at hun begiver sig ud i erotiske eskapader for at kunne underholde ham med sine for-tællinger.
Som Sheherezade fra 1001 nats eventyr og med sværdet hængende over hovedet udfolder Aziyadé al sin fantasi for at behage sin herre. Og hvad hun dog ikke finder på af "hidsende historier fra det flyvende tæppe" i denne vandring i lystens duftende have. Her er lem af alabast, falloskys, våd vildskab, onani og orgier. Men drift og skrift kæmper mod hinanden i dette sexede univers. Nok lærer Aziyadé "begærets alfabet", men hun lærer også at blive sig selv en fortæller, og dermed er pagten brudt. For som det hedder i dette eventyrdigt , kan "ingen råde dér, hvor fortællingen regerer".
Men hvorfor kommer Suzanne Brøgger med et drivende erotisk eventyr netop nu, hvor tidsånden bevæger sig mod det puritanske?
Vi har vel nok en pornoficeret nypuritanisme, som er ny i historien. Vi har en pornoindustri i sameksistens med en puritansk holdning, hvor omkostningen er, at det erotiske er gledet ud. Vi har også en wellness-bølge, hvor sloganet er "forkæl dig selv, fordi du har fortjent det". Det handler altid om dig selv, men det erotiske har noget med hinanden at gøre.
Denne her puritanisme minder om victorianismen. Det handler i dag om at beskytte og dyrke familien, men samtidig foregår der en masse pornografisk lige uden for vindueskarmen. Man må konstatere, at der er en stigende efterspørgsel, der også inkluderer menneskehandel. Det hele foregår udstillet, men vi har ikke tendens til at se hele billedet. Under de samfundsforhold følte jeg som gammel kone lyst til at fortælle eventyr. Jeg tror, at man er nødt til at lave myter for at stå imod den pornografiske, for det reducerer, forenkler og fattiggør de menneskelige muligheder.
I Aziyadés lystfulde fortællinger er der også elementer af tvang og undertrykkelse. Hvordan hænger det sammen med det erotiske?
Det er også det, der er det anfægtende i det ligeretssamfund, som vi med god ret har kæmpet for. For skyggesiden er, at det erotiske har svært ved at passe ind. Det betyder ikke, at det har været omsonst at kæmpe mod økonomiske og sociale forskelle mellem kønnene. Men omkostningen er, at erotikken er gledet ud. Erotik er alt muligt, især vil jeg tro, at det er tidskrævende, og tid er det, vi har mindst af. Der er måske et savn. Måske vil bogen blive læst med vrede, det er ikke politisk korrekt det, der foregår, det er jo smudsigt.
Jeg har ikke lavet nogle undersøgelser eller statistik, men jeg ser for mig et billede af, at danske kvinder søger sydpå efter mænd, der kan se dem, mænd udefra kommer hertil for at få danske kvinder, og danske mænd importerer kvinder fra Thailand. Så ved siden af den idylliske familie foregår en trafik af en anden art. Det erotiske bygger åbenlyst på det assymetriske. Det er det skæve, man søger. Vi taler i samfundet meget om den manglende lyst. Man kunne forestille sig, at det erotiske er driften til udligning, men hvis ikke, der er noget at udligne, får man kammerat-ægteskaber. Det kan være godt og trygt for børnene.
Det erotiske kan drille, også i forskellige retninger. I min historie er der stor aldersforskel mellem Aziyadé og Jafar. Det, vi provokeres af, er, hvis vi konstaterer, at der er seksualitet hos store børn, selvom det synes helt i orden at holde sexlivet i gang hos oldinge. Jeg har ingen dagsorden, men vi har jo en kultur, hvor døden fylder mere end fødslen. Vi er optaget af at holde de frugtbare på måtten, siger Suzanne Brøgger.
Hun har ingen opskrift på, hvordan fortravlede, ligestillede kvinder og mænd kan få det erotiske tilbage i deres liv.
Alt, jeg kan tilbyde, er et eventyr at underholde sig med, hvis man har et ledigt øjeblik.
Der er også omkostninger for Aziyadé, der får til opgave at omsætte det erotiske i ord og skrift. Hun ender med at blive straffet og kommer med forfatterens ord til at leve med, at hun har mistet noget, hun ikke ved, hvad er, og har fået noget, hun heller ikke ved, hvad er.
Prisen er, at hun som fortæller er sat uden for fællesskabet. Det betyder, at hun får svært ved at orientere sig i den virkelige verden og i stedet kommer til at leve i en drømme- og fantasiens verden. Man kan få så specielle erfaringer, at det er svært at indgå i et "vi". Jeg kan genkende noget af det og kæmper selv med at være en del af virkeligheden. Det handler om dømmekraft, at gennemskue menneskelige motiver, sådan noget. Det meningsfulde ligger i forbindelsen mellem digt og læser. Jeg ved selv som læser, hvordan noget litteratur kan rykke, inspirere og more mig. Så der er alligevel et fællesskab med den enkelte ukendte, som endda en gang imellem giver sig til kende.
I debatten herhjemme har muslimske kvinders tildækning med tørklæde og burka fyldt meget. Har du en pointe med at kalde eventyrdigtet for "Sløret"?
Man kan måske sige, at vi i vores vestlige kultur lider under, at alting skal være synligt for at være ordentligt. Intet må være hemmeligt eller tildækket. Jeg går ikke ind for tvang, men når vi kvinder kan ligge nøgne i parken, og mændene ikke springer på os, skyldes det i høj grad selvcensur og civilisationens norm. Jeg rejste som ung kvinde for mange år siden alene rundt i de arabiske lande, hvor man skal være tildækket, og oplevede, hvor seksualiseret den verden er. Vi har gjort det nøgne fuldkommen comme il faut og uden gnist. Når man tager al mystikken og hemmeligheden væk, kan det erotiske forsvinde samtidig med. En nudistlejr er nu en gang ikke så erotisk som de syv slørs dans.
Hvem sidder så der bag sløret og fortæller?
En hovedløs fortæller, som bare gerne vil more og forundre.
Suzanne Brøgger: Sløret. 160 sider. 199 kroner. Gyldendal. Samtidig er udgivet cd'en "Sløret to suiter" med musik og sang af Suzanne Brøgger. 159 kroner. Exlibris.
