Kunstmuseet Arkens nye udstilling ”Kroppens Arena” byder på kunst i naturparken, hvor marehalmen svajer i strandterrænet, og skulpturerne skyder op mellem de bakkede klitter. Udstillingen er den femte i rækken under temaet ”Kunst i Sollys”, og denne sommer udvider museet skulpturparken med tre nyerhvervelser af kunstnerne Lea Guldditte Hestelund og Thilo Frank, mens et Jeppe Hein-værk fra samlingen har fået plads på en anlagt platform på vandet.
På en mild forsommerdag med blå himmel, let brise og god tid er Arkens version af skulpturparken som udstillingsgenre en pittoresk scene om museet i Ishøj, som ligger lige ud til vandet ved Køge Bugt. Her kan publikum opleve kunst af nogle af Danmarks mest fremtrædende kunstnere, lade op og tage en dukkert i det blå vand. Skulpturparker er en demokratisk tendens, som øger museernes tilgængelighed for en bredere offentlighed, og de seneste år har flere danske museer etableret udstillinger på deres omgivende arealer udendørs, som kan besøges uden at indløse billet til museet.
”Kroppens Arena” tematiserer menneskets forhold til naturen og menneskekroppen i relation til sine omgivelser med skulpturer, der opfordrer til interaktion og erkendelse gennem kropslig bevægelse og erfaring. Skulpturparken er uden for museet, og derfor gælder museets uskrevne koder og regelsæt om fysisk distance fra værkerne ikke her, hvilket er en skøn fordel i oplevelsen af netop skulpturer, som i kraft af deres tredimensionalitet skriger på berøring og at blive erfaret kropsligt.
Når værkerne er udenfor, skifter de udtryk og karakter alt efter naturens variationer af vejr og årstid. Og netop samspillet mellem naturparken og kunstværkerne skaber en næsten beroligende, terapeutisk sansehave: Duften og lydene fra havet, kroppens bevægelse over det bakkede terræn og kunstværkerne, som man kan fordybe sig i. ”Kroppens Arena” er særligt oplagt til børnefamilier, som indenfor et overskueligt areal kan se på kunst i deres eget tempo, tage et hvil, plaske i vandet, fortsætte, lade børnene løbe og lege gemmeleg med at finde skulpturerne. Uforstyrret fra kustoders øjne.
I skulpturparken, som altså er den permanente udstilling plus nyerhvervelser til værksamlingen, kan man opleve de nye værker ”The Compensators I og II” af den danske kunstner Lea Guldditte Hestelund (født 1983), som gennem sine skulpturer tematiserer kroppen, relationen mellem skulptur og be- skuerkrop og kropsdyrkelse.
Det ene værk minder om fusioneringer af et cykelstativ og den slags træningsmaskiner, man ser i grønne byrum, som i stedet for restitueringspladser bliver effektiviseringsrum, hvor man kan optimere kroppen til offentligt skue. Det andet værk minder mere om en trappe til nedstigning i vandet i en svømmehal. Man får lyst til at følge trappens bevægelse, men opdager hurtigt, at dens funktion er brudt: Trappen starter på strandbredden over vandet, men har ingen trappetrin, går under vandet ned i sandet, går op over vandet, hvor trappetrinnene dukker op fra vandoverfladen.
Et stykke fra museet, på vej ad cykelstien mod Ishøj Sta-tion, finder man den tyske kunstner Thilo Franks (født 1978) værk ”You and I, wandering on the snake’s trail”; en skulptur baseret på en avanceret trækonstruktion af 45 trælameller i forskellige variationer omkring en hul cirkelformet kerne. Værket er en blanding af noget stramt formelbaseret matematisk, som gør det svært at danne sig et klart overblik over udefra, og noget arkitektonisk, løst og udefinerbart, der giver fornemmelsen af, at skulpturen nærmest vokser og udvikler sig, mens man bevæger sig i den.
”Kroppens Arena” viser også ”Cage and Mirror” af den danskfødte, berlinboende kunstner Jeppe Hein (født 1974), som blev givet museet i gave fra The Merla Art Foundation i 2016. Værket har nu fundet sin endelige placering på et specialbygget plateau for enden af en gangbro ude midt på vandet, tæt ved indgangen til museet.
Værket ligner en slags overdimensioneret fuglebur med en roterende spejlflade i midten. Man kan træde ind i buret og lade sig spejle i fladen, som dog hurtigt drejer videre fra ens eget spejlbillede, for at spejle andre besøgende og omgivelserne. Måske viser det os vores flygtighed – er vi det truede, jagede vildt, som naturen i trods har taget til fange?
Hein er internationalt anerkendt for sine skulpturer, som i form af spejllabyrinter, bænke med utraditionelle funktioner og skalaforhold eller vandinstallationer, opfordrer publikum til leg, aktivitet og nærvær. Værkernes ofte monumentale skala og publikumsinddragende karakter gør dem derfor også til oplagte valg i skulpturparker med samtidskunst og andre offentlige udsmykninger, hvor de da efterhånden også er faste (næsten fantasiløst forudsigelige) indslag: Ordrupgaard Kunstmuseum i Nordsjælland, Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg, Skulpturpark Billund og Dokk1 i Aarhus har for eksempel alle udendørs skulpturparker eller udsmykninger med værker af Hein. Men man forstår: Jeppe Heins værker fungerer i de offentlige rum, fordi han med simple greb forstår at vise os samhørigheden mellem individ/samfund, natur/kultur, krop/omgivelser.
Og på udstillingen ”Kroppens Arena” kunne et værk, som deler dit synsfelt i ligelige bidder af delvist din egen krop, delvist hav, marehalm, vand, måske ikke være mere velvagt. Ligesom Heins ”Modified Social Bench U”, museets erhvervelse fra 2015, tvinger dig til at vælge plads på en bænk inddelt i højder eller symbolsk; sociale hierarkier. Ikke desto mindre virker nyerhvervelsen og visningen af værker af en ung, kvindelig kunstner som Lea Guldditte Hestelund som et vigtigt, nødvendigt og forfriskende pust.
Ud over de nye værker i parken er der flere seværdige højdepunkter: Astrid Myntekærs overdimensionerede konkylier med menneskeansigter, ”The Hermit”, er et eventyrligt indslag, som tematiserer naturens skrøbelighed og forstyrrelser i havets økosystemer.
Eller Amalie Smiths dystopiske fremtidsfortælling ”51.e.DSO”, (År 51. efter Den Sidste Olie), som med inspiration i beretningen om Noas ark og aktuelle klimaspørgsmål, kan høres, mens man bevæger sig gennem landskabet.
Også Tue Greenforts ”Limulus Polyphemus – A Living Fossil”, et værk, der forestiller den ældgamle fiskeart dolkhaler, som Greenfort har genskabt med efterladenskaberne fra afbrænding af affald på Avedøreværket, er forunderlige værker i skulpturparken.