Det levende ord – forstået som den mundtlige fortælling – har en fantastisk magt. Børn som voksne kan sidde som forstenede, når man fortæller uden at skele til bog, oplæg eller manus, men bare lader ordene vandre uhindret fra et menneske til et andet.
Forfatteren Andrés Montero lever af at være professionel historiefortæller i det omrejsende kompagni La Matrioska. I det sene efterår kom den danske oversættelse af hans romandebut ”Tony Ingen”, og her stråler hans evner som mundtlig formidler. Fortællingen bølger i lind strøm med ganske få kapitelafbrydelser, og som læser er man hvirvlet ind i en besnærende beretning, hvor det ene afsnit tager det andet. Dermed ligner ”Tony Ingen” i struktur megen anden smidig sydamerikansk historiefortælling, og et handlingsreferat bliver hurtigt også lidt indviklet:
En arabisk mand og en lille dreng ankommer til det omrejsende Cirkus Garmendia, og på trods af flere afvisninger efterlader manden den lille dreng hos den hårde cirkuschef Malaquías Garmendia. Han overtales af sin otteårige datter Javiera til at acceptere at kigge efter den unavngivne dreng, for sammen med drengen følger også en smuk udgave af ”Tusind og én nat”. Inden den arabiske mand forlader cikusset, advarer han imidlertid om, at enhver, der læser alle historierne i bogen, vil dø. Manden vender aldrig tilbage for at hente drengen, der smelter ind som en lille skygge i cirkusset, og Javiera kalder ham Shahriar efter kongen i ”Tusind og én nat”. De andre i cirkusset giver imidlertid drengen øgenavnet Tony Ingen, for den lille arabiske dreng hører ikke hjemme i den stolte cirkusfamilie. Han er en paria, der dog har en ganske særlig kontakt til Javiera, som han kærligt kalder Shahrazad.
På trods af den arabiske mands advarsel om forbandelsen ved at læse ”Tusind og én nats eventyr” op, begynder Javiera at læse højt fra bogen hver aften som en del af cirkusforestillingen. Den tidligere trapezkunstner bliver en lille stjerne, og cirkussets popularitet eksploderer. Shahriars position som paria ændrer sig imidlertid ikke stort, for drengen kan ikke finde ud af at lege, vil ikke lære numre og kan ikke se folk i øjnene. Cirkusset investerer alle deres hårdttjente penge i en eksotisk løve, men da den lille Shahriar lukker løven ud, må cirkusdirektøren skyde den – selvom han i virkeligheden måske prøver at ramme og dræbe den lille paria. Den gamle direktør Garmendia er en tyran, der ikke vil lade sit familiecirkus gå i arv til en kvinde, og hans forsøg på at beholde både magt og kontrol er brutal læsning.
Romanens tragiske handling flettes organisk sammen med ”Tusind og én nat”, og for læsere, der er hjemme i den klassiske rammefortælling, er der uden tvivl meget at hente i symbolik og i de parallelle forløb.
”Tony Ingen” er et fantastisk vellykket cirkuseventyr, der bærer præg af en mundtlig fortælleglæde ud over det sædvanlige. Her er fortællekunsten den egentlige hovedperson, og tilbage sidder læseren med en fornemmelse af svimlende uendelighed. En sydamerikansk sejr for det levende ord.