Udenfor i Louisianas grønne park mod Øresund står der en kæmpemæssig træpyramide med trappetrin, som man kan sidde på.
Det er en herlig brugsskulptur, som synes skabt til netop dette sted. Den danske kunstner Poul Gernes (1926-1996), som konciperede den i 1967, havde oprindelig tiltænkt den en plads i storbyen, nærmere bestemt Israels Plads, men skulpturen blev aldrig realiseret. Det er den så blevet nu, og frem til den 16. oktober kan publikum benytte den som kollektivt hvilemøbel og udsigtstårn.
Pyramiden er et godt og signalkraftigt indslag i Louisianas store sommerudstilling, som folder Gernes’ visioner ud, men lad os her starte med en kort præsentation af denne sammensatte og rebelske skikkelse i moderne, dansk kunst. Gernes var oprindelig uddannet som litograf, altså kom han til kunsten via håndværket, hvilket prægede hans kunstneriske praksis hele vejen igennem – hans tilgang til kunsten var alt andet end akademisk.
Han debuterede i 1949 som konkret, non-figurativ maler på Kunstnernes Efterårsudstilling, men snart tog han kritisk afstand til maleriet som feinschmecker-objekt for de velhavende. I en periode kastede han sig i stedet over prototyper til lamper og møbler, men mod slutningen af 1950’erne vendte han tilbage til maleriet og udviklede et mere spontant-ekspressivt formsprog. Det er der en del eksempler på i Humlebæk: Blandt andet springer maleriet ”Uden Titel” fra 1962-63 i øjnene med en friskhed, som var det malet i går. Dette værk er beslægtet med blandt andet Malene Landgreens (f. 1962) malerier med tråde og linjer, som danser hen over farvede felter.
I 1961 dannede Gernes sammen med kunsthistorikeren og Jorn-biografen Troels Andersen Den Eksperimenterende Kunstskole (også kaldet Eks-skolen), hvor kunstnere samledes på en ny og meget aktiv platform i opposition til det konservative Kunstakademi, hvor ingen ung kunstner med gåpåmod og lyst til at eksperimentere kunne hente inspiration. På Eks-skolen tilstræbte man at forene kunsten og livet dengang i de endnu jomfruelige 1960’ere.
De unge kunstnere, som frekventerede skolen, der i parentes bemærket var organiseret under aftenskoleloven, talte foruden de to stiftere også kunstnerne Jørgen Rømer, Richard Winther med flere. Senere sluttede også John Davidsen, Bjørn Nør- gaard, Per Kirkeby, Tom Krøjer, Egon Fischer, Peter-Louis Jensen og Henning Christiansen med flere sig til tropperne i dette ”broderskab”, hvis kunstneriske virke kaster lange skygger ind over eftertidens danske kunsthistorie. Nogle af de nævnte kunstnere blev hængende, mens andre efterhånden gled ud.
Poul Gernes var Eks-skolens toneangivende ”broder”. Skolen blev en slags kollektivt atelier for ham selv og hans gennemsnitligt 10 år yngre medbrødre. Happenings, værker skabt af skrot fra lossepladserne, kollager, fælles værker, film, environments, ready mades, værker til det offentlige rum og meget mere – blev til i dialog med minimalisme, konceptkunst og popkunst i Italien, Tyskland og USA i efterkrigstiden. Man arbejdede på tværs af medier og kategorier.
Ved synet af Gernes’ skydeskive-, bogstav- og mønsterbilleder, tænker man umiddelbart på amerikanske kunstnere som Kenneth Noland, Ad Reinhardt, Barnett Newman, Jasper Johns og flere andre. Men omvendt vækker Gernes’ stofkugle fra cirka 1962 mindelser om den langt senere vestkystkunstner Mike Kelleys (1954-2012) store kugler af tøj og legetøj. Der er tale om gensidige påvirkninger mellem generationer og hen over kontinenter. Eks-skolens brødre havde antennerne ude og holdt sindet åbent. De var datidens avantgarde, kunstens fortrop.
Hele vejen rundt, uanset om det gælder installationer, malerier, gipsafstøbninger af Gernes’ nøgne bagdel med hår og det hele, skulpturelle objekter, kollager og andre eksperimenter, er Gernes ultra moderne. Hans posthume, internationale gennembrud har da også for længst fundet sted, indledende med deltagelsen i verdens største udstilling med samtidskunst, ”Documenta” i 2007. Siden er det gået slag i slag med soloudstillinger på for eksempel Malmø Kunsthal, Lunds Kunsthal og i Deichtorhallen i Hamborg. Og priserne på hans kunst har – stik imod hans idé om at skabe kunst til folket – følgelig taget himmelflugt.
Gernes skabte billedserier med enkle mønstre, som varieredes uendeligt i forskellige farver og med skiftende, stiliserede motiver. På en udstilling sidste år på Møstings Hus med hans nulevende kone, Aase Seidler Gernes, som var uddannet som stoftrykker, så man i øvrigt, i hvor høj grad der var tale om et samarbejde mellem mand og kone. Det er simpelthen vanskeligt at afgøre, hvem der har lavet hvad.
Men Gernes’ spændvidde var større end hustruens. Han skabte også skulpturer af prunkløse materialer, som han fiskede op på lossepladserne. Han opbyggede for eksempel et helt tårn af papkasser, som Statens Museum for Kunst ejer i dag. Til Borgens Forlags bogserie med store typer, ”Magna Print”, skabte han forsider i form af en serie af mangefarvede, stiliserede kæmpeblomster. Han lavede også ”et festfyrværkeri af en lagkagebiograf”, som digteren Peter Laugesen kaldte Palads-biografen i sin inspirerende tale fra pyramiden ved åbningen i onsdags. Og så var der jo Herlev Hospital, som Gernes fik til opgave at udsmykke i 1967. Her indledtes en ny fase i hans oeuvre, hvor han lagde vægten på totaludsmykninger af offentlige bygninger, skabt i samarbejde med et sjak malere. Som professor i Mur- og Rumkunst på Kunstakademiet i 1985-91 fortsatte han denne praksis til det sidste, og hans elever blev indforskrevet som hans sjak.
Totaludsmykningen af Herlev Hospital er hans hovedværk, og Louisiana viser en hel hospitalsstue. Den er noget mere opmuntrende end Elmgreen & Dragsets dystopiske hospitalsstue på Statens Museum for Kunst, hvor unge mænd ligger og venter på døden. Hos Gernes slår farverne anderledes gnister, og selv patienter med kroniske sygdomme må blive påvirket positivt af hans livgivende, polykrome mønstre. Gernes troede på farvens helbredende og opbyggelige virkning.
Generelt lå Eks-skolen på linje med de mange eksperimenter, som foregik internationalt i 1960’erne. Inspirationen fra popkunstnere som Richard Hamilton og Andy Warhol, som approprierede massemediernes billeder og objekter på helt nye og frække måder, blev også videreudviklet af brødrene på et dansk grundlag. Alt var tilladt, når blot samfundet blev inviteret med indenfor. De kvindelige kunstnere – heriblandt blændende kunstnere som Kirsten Justesen, Lene Adler Petersen, Ursula Reuter Christiansen, hvoraf nogle var gift med ”brødrene”, spillede en mere tilbagetrukket rolle, for mændene tog stort set hele spotlyset, så kvinderne måtte finde sammen på andre udstillingsplatforme.
Det er et overflødighedshorn af spændende og visuelt spændstige værker på udstillingen, som er bygget rytmisk op med hensyntagen til farver, mønstre, medier og former, som spiller godt sammen. Clouet møder vi til sidst i udstillingens store sal, hvor ”Drømmeskib” fra 1968 optræder. Den flankeres af de såkaldte skydeskivebilleder og af den festlige ”Majstang”, og i loftet hænger Gernes’ mega-store lakridskonfekt-objekter, der kan få enhver slikmund til at savle.
Der er noget banalt over Gernes’ kunst. Den virker lidt pædagogrigtig, fordi den er så signalkraftig, farvestrålende og fuld af optimisme og fremtidstro. Det er i øvrigt en ironisk pointe, at Gernes nu indtager Louisiana, når man tænker tilbage på den skandaleombruste gruppeudstilling ”Tabernakel” i 1970, hvor kunstnerne udvandrede i protest mod museets manglende respekt for deres kunstneriske ytringsfrihed. Debatten i medierne fokuserede fortrinsvis på Bjørn Nør- gaard, Lene Adler Petersen og Henning Christiansens slagtning af den gamle hest Røde Fane, der havde stået opstaldet på Louisiana som Nørgaards bidrag til udstillingen. Louisianas daværende ledelse ønskede ikke at udstille de parterede dele i syltetøjsglas, og her sagde kunstnerne stop.
Poul Gernes bidrog med en række firmastande for blandt andre Citroën og Bang & Olufsen, samt et bådebyggerværksted, hvor han i udstillingsperioden ville fremstille en katamaran i glasfiber. Det var relationel og interaktiv kunst, længe før den blev gængs – og ikke ligefrem museets kop te. Men museet havde brug for Eks-skolens kunstnere som løftestang for at udstille Joseph Beuys, der også deltog. De involverede kunstnere præsterede en grænse- sprængende, institutionskritisk kunst, som man på museet ikke rigtig vidste, hvordan man skulle forholde sig til. Udstillingen med Gernes viser, at tiden for længst har indhentet den og gjort den til kanon.
kultur@k.dk
