Prøv avisen

En for simpel udgave af RAF

Debatten om Rote Armee Fraktion kører i Tyskland for tiden, hvor storfilmen om terrorgruppen, ”Baader-Meinhof Komplex”, om Andreas Baader og Ulrike Meinhof, der snart vises i Danmark, vækker fortidens begivenheder til live igen. – Foto: Nordisk Film.

Der er en nær sammenhæng mellem studenteroprøret og den radikale udgave af 1968, men det vil Peter Wivel ikke være ved i sin behændige hvidvaskning af venstrefløjen

Peter Wivel, der er tidligere chefredaktør og nuværende Tysklands-korrespondent for Politiken, er en stor kender af tysk historie, politik og kultur. Det er derfor ikke overraskende, at hans bog om venstrefløjens terrorisme, Rote Armee Fraktion, er blevet modtaget med ros og begejstring blandt danske anmeldere. Der er, som Lars Hørby skriver i Ekstra Bladet, tale om en "fremragende bog", og også i Berlingske Tidende, Information og Weekendavisen kan læses masser af rosende ord.

Nu udkommer så paperback-udgaven af bogen, og ved første blik er der grund til al denne begejstring. Wivels bog er velskreven og fint formidlende. Læser man nøjere efter, opdager man dog, at bogens projekt ikke helt holder. Dette skyldes ikke kun, at læseren hurtigt trættes af de mange syrlige kommentarer, der afbryder Wivels gennemgang af historien. Det virkelig problematiske ligger i forfatterens tilgang og i hans tolkninger af Ulrike Meinhofs påståede antisemitisme.

Allerede i indledningen søger Wivel at adskille terroristerne og deres ideologi fra resten af venstrefløjen i 1970'erne. Mens de unge under studenteropgøret ifølge hans tolkning havde et positivt politisk projekt, kan RAF på ingen måde ses som "et væbnet udtryk for en bare nogenlunde gennemtænkt politisk ideologi". Deres historie har tilsyneladende intet med resten af venstrefløjen at gøre. RAF skal snarere ses som "et helt selvstændigt projekt", der er bundet i "dybt personlige erfaringer".

Det er ud fra dette perspektiv, at bogen sigter efter at nærme sig fænomenet RAF primært via de handlende personers biografiske udvikling. Når forfatteren går så tæt som muligt på enkelte terrorister, er dette nemlig ikke kun udtryk for, at han efter eget udsagn savner "forudsætninger for at præsentere" en mere traditionel historisk fremstilling. Det er også som led i et overordnet projekt om at personificere historien: Mens resten af venstrefløjen havde et politisk positivt projekt, var RAF tilsyneladende et produkt af enkelte, forstyrrede personer.

Denne underliggende tese funderes i bogen især ved Wivels hovedpointe: terroristernes og især Ulrike Meinhofs latente antisemitisme. En pointe, der som sådan ikke er forkert. Man har ikke mindst i Tyskland gennem mange år diskuteret den radikale venstrefløjs latente antisemitisme, og datidens uhyrlige sammenligning af Israels politik mod palæstinenserne med nazisternes udryddelsespolitik har været genstand for mange seriøse diskussioner. Wivel fremviser disse helt uuholdbare koblinger og understreger med rette det forkastelige ved disse.

Men han bliver ikke stående dér: Efter en længere diskussion af Ulrike Meinhofs position i efteråret 1972 mere end antydes, at hun i grund og bund vistnok anså kampen mod jøderne for berettiget. Det var godt nok ærgerligt, at man efter 1945 ikke længere kunne udtrykke det åbent, synes pointen at være, men ellers bakkede Meinhof egentlig op omkring sagen: "Man kan også udtrykke det sådan," som Wivel sammenfatter hendes position, "at Hitler har givet antisemitismen et dårligt navn."

Og det er selvfølgelig noget vrøvl. Eller snarere: Det er en utilladelig forsimpling af en kompleks argumentationsstruktur. Problemet er, at forfatteren her ikke inddrager den historiefilosofiske kontekst, Meinhofs citater refererer til. Havde han gjort det, ville man hurtigt have opdaget, at Meinhof i de respektive citater blot gengiver den marxistiske historietolkning uden derfor at gøre sig selv til fortaler for den antisemitiske anskuelse.

Ifølge denne historietolkning har nazisterne i sin tid afledt arbejdernes ("folkets") modstand mod kapitalismen ved at overføre deres "had til kapitalismen" til jøderne. Jøderne udgav man for at være "pengejøder" for på denne måde at sikre sig, at hadet mod kapitalismen ikke rettedes mod nazisterne selv, som ifølge den marxistiske historietolkning jo netop var kapitalismens håndlangere.

Sagen er her ikke, om denne historietolkning passer. Men at denne baggrund er afgørende for at kunne forstå de centrale elementer i venstrefløjens argumentationsstruktur i 1960'erne og 1970'erne: Det er på baggrund af denne historieforståelse at store dele af venstrefløjen så en kontinuitet mellem nationalsocialismen og Forbundsrepublikken. Herskerformen ændrede ansigt fra diktatur til demokrati, men den underliggende herredømmestruktur forblev den samme. Og når den radikale venstrefløj dengang sammenlignede USA, Forbundsrepublikken og Israel med Nazityskland, skete det ud fra netop denne tanke: at historien ikke var andet end en fortsættelse af "folkets" kamp mod kapitalisterne.

Ulrike Meinhofs citater, som ifølge Wivel skulle dokumentere hendes grundlæggende antisemitisme, er udtryk for præcis denne historietolkning, hvor "folkets" iboende had til kapitalismen er blevet afledt af nazisterne for at forhindre en proletarisk revolution.

Når Meinhof citeres for at sige, at "antisemitisme er egentlig had til kapitalismen", betyder det altså ikke, at hun selv bakker op omkring koblingen mellem "jøderne" og "kapitalen", som Wivel mere end antyder. Faktisk siger hun selv udtrykkeligt, at antisemitismen er blevet "manipuleret" ind i folket. Og når Meinhofs udsagn om, at man med "tilintetgørelsen" af seks millioner jøder samtidig havde myrdet tyskernes længsel efter "frihed for penge og udbytning", bruges til at illustrere hendes angivelige antisemitisme, fejllæses citatet simpelthen. Det er en beskrivelse af nazisternes instrumentalisering af antisemitismen, ikke udtryk for Meinhofs egen antisemitisme.

Det er svært at vide, om denne fejltolkning blot skyldes Wivels manglende "forudsætninger" for at fortælle en mere nuanceret historie. Men det er påfaldende, at den på fortræffelig vis hjælper med at understrege, at RAF egentlig var et rent personligt projekt, der intet havde med resten af venstrefløjen at gøre. Hvis Meinhof i bund og grund var antisemit, behøver man ikke stille flere spørgsmål. Blev derimod et nuanceret blik på den underliggende argumentationsstruktur inddraget, ville man se, at hendes historietolkning uanset, hvor absurd den i dag forekommer os inden for dens egen logik var gennemført konsistent. Men ønsker Wivel at opretholde idéen om, at RAF på ingen måde var et udtryk for en "bare nogenlunde gennemtænkt politisk ideologi", er han nærmest nødt til at rense deres ideologi fra alle de steder, hvor den viser overensstemmelser med resten af venstrefløjen.

Havde Wivel inddraget den historiefilosofiske baggrund, skulle han derimod indrømme, at afgrænsningen mellem studenteropgøret og den mere radikale udgave af "68" ikke var lige så simpel, som han med sin personfikserede fremstilling vil lade os tro. Godt nok var der heldigvis mange nøgterne personer på den ikke-dogmatiske venstrefløj i den tid, der klart tog afstand fra terroristerne; det ideologiske fundament derimod var langt hen ad vejen identisk, hvad der tilsyneladende ikke passer bogens redningsprojekt for resten af venstrefløjen, hvor fejltolkningen af Meinhofs antisemitisme er mere end belejlig, idet den kan opretholde en forsimplet adskillelse mellem det "rigtige" studenteroprør på den ene side og enkelte forvirrede individer på den anden. En adskillelse, som næppe bidrager til at forstå kompleksiteten i den tyske historie.

Peter Wivel: Baader Meinhof. 270 sider. 99 kroner. Gyldendal

kultur@kristeligt-dagblad.dk