Guldalderromantik og moderne æstetik forenes i vidunderligt københavner-epos

Hylden blomstrer, svalerne dykker, og Skjold og Isabel kan ikke lade være med at elske hinanden

"Skjold & Isabel” er en urban kærlighedshistorie med eviggyldige længsler. En henrivende film. –
"Skjold & Isabel” er en urban kærlighedshistorie med eviggyldige længsler. En henrivende film. – . Foto: Angel Films.

”Skjold Isabel” er et henrivende dokumentarisk københavner-epos og historien om et kærlighedsforhold i opbrud. 16-årige Skjold og 17-årige Isabel bliver i Emil Næsby Hansens nænsomme dokumentardebut til enestående hverdagspoesi, hvor guldalderromantik og moderne æstetik forenes i et formfuldendt formsprog.

Næsby Hansen og hans kamera følger de to unge gennem en evig sommer fra Amager til Østerbro i kølvandet på deres brud. Som Romeo og Julie kan de ikke få hinanden. Det er dog ikke omverdenens krav, der spænder ben, men deres egne forventninger.

”Skjold Isabel” har ungdommens mod til skønhed og følelser uden ironisk distance. Nutiden tilhører alle, men de to unge knejser med teenagerens ubærlige storsind og sårbarhed. De skelsættende års barnlige blødhed tilsat den syrlige spirende erkendelse af endelighed.

Som kærlighedsfortælling er dokumentaren ikke nyskabende i sig selv. Men det er i mødet mellem eros og københavnerportræt, Emil Næsby Hansen finder sin unikke stemme. Som en 1800-tals-flanør følger han i Skjold og Isabels lette fodspor og iagttager metropolen og mennesket i et og samme billede. Hver en indstilling er tung af svulstig symbolik, af modne frugter, smukke kroppe, solfyldte søer. Der er en friskhed over billederne tilsat svundne tiders menneskesyn. En sansning af naturen uden fotofiltre.

Fra techno under Bispeengbuen til solnedgange over havnekanalen passer de mættede stemningsbilleder til de unges sindstilstand. Og sindet er flygtigt, Skjold og Isabel svinger fra kærlighed til afmagt, fra fremtidsoptimisme til sorgrig dvælen ved dage, der selv i så ungt et liv allerede har været og aldrig kommer tilbage. For alle, der har oplevet den første stormende forelskelse, vil ”Skjold Isabel” ramme ned i frygten og glæden. Vi følger dem fra fest til fest, fra seng til seng, væk fra hinanden, til de uvægerligt må ses igen. For de vil slå op, men kan ikke miste hinanden. Måske især ikke tabe dem, de er, når de er sammen, af syne.

”Skjold Isabel” spørger os, om vi elsker for vores egen skyld eller for den andens. På den måde bliver en dokumentar om ungdomsforelskelse til en eksistentiel undersøgelse af kærlighedens væsen – også for den mere modne kærlighed, der kan fortabe sig i hverdagslivets forpligtelser og fristelser.

”Det kan godt være, jeg ikke er din, men du er stadigvæk min,” siger Isabel. Det er jo nok banalt, men er samtidig kærlighedspoesiens ældste udfordring. Som en moderne Højsang, med sms’er og skaterbaner, beskrives kærligheden i ”Skjold Isabel” af den elskede og den elskende, mens Næsby Hansen knytter scenerne og stemningerne sammen til et værk om selve kærlighedens væsen. Det er sanseligt, men aldrig erotisk. Snarere er dokumentaren næsten sømmelig i dens sobre afstand til de smukke unge menneskers kantede kroppe. Den sensible klipning understreger den stedsspecifikke og samtidig eviggyldige romantiske kærligheds poetiske sider. ”Skjold Isabel” er en ode til to individer, en generation og en urban livsstil. Den er vidunderlig.