De færreste kan slippe af sted med at agere medforfatter til Shakespeare

Elisa Kragerup er kendt for at gå uforfærdet i kødet på klassikerne for at bringe dem i øjenhøjde med et moderne publikum. Med en radikal nyfortolkning af ”En skærsommernatsdrøm” får hun virkningsfuldt Shakespeare til at sige noget om vor tids narcissistiske selfiekultur

Det giver formidabel mening at forbinde Shakespeare med nutidens evigt iscenesættende ungdomskultur. Det er godt set og flere steder veludført og ganske sjovt. –
Det giver formidabel mening at forbinde Shakespeare med nutidens evigt iscenesættende ungdomskultur. Det er godt set og flere steder veludført og ganske sjovt. – . Foto: Emilia Therese.

Må man fortolke en klassiker? Selvfølgelig må man det, så længe det gøres med sans og forståelse for forlægget. En klassiker, der i dén grad har været genstand for lidt af hvert i tidens løb, er Shakespeares formidable tryllefabel ”En skærsommernatsdrøm”. Vi har set den som cirkusshow på Østre Gasværk, som stand up-komedie på Nørrebros Teater, som overkæk Spice Girls-ballet og som klassisk opera. Og nu får vi den så som ”Twin Peaks”-delirium med selfiestænger og bamsemaskotter i Elisa Kragerups hæmningsløse dekonstruktion på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København.

I stedet for den frodigt forheksede athenerskov er vi i en anonym hotelfoyer med røde fløjlsgardiner og afklædte piccoloer, der vimser David Lynch-æggende rundt og synger sexede 1960’er-hits. Alting er forrykt og forførende, som en skærsommernats dunkle drømmespil skal være det. Men er det ikke lidt letkøbt, en kende uoriginalt sådan at kopiere et ikonisk serieunivers så direkte?

Historien er i store træk, som vi kender den. Hertug Egues af Athen skal giftes med amazonernes dronning og ønsker sig et storslået dobbeltbryllup, hvor datteren, Hermia, samtidig skal ægte den unge Demetrius. Hermia er imidlertid forelsket i den skabagtige Lysander, alt imens Hermias veninde, Helena, er håbløst forgabt i Demetrius, der dog kun ser til Hermias side. Forelskelser og forviklinger er der nok af, og simplere bliver det ikke, da Lysander og Hermia flygter ud i en fortryllet skov, hvor alfer og drillesyge satyrer huserer, og hvor de shakespeareske forvekslingsløjer for alvor tager fart. Ingen forlader nemlig den skyggefulde lystskov uforandret.

Handlingen har en kompleks kinesisk æske-komposition, hvor sidehistorier fletter sig ind og ud af hinanden som slyngede arabesker, der bidrager til den totale, drømmeriske forvirring. Og spilles det med den rette dosering af ynde og frivolitet, kan stykket stadig fortælle os meget om menneskets dårskab og om kærlighedens umedgørlige natur.

I Elisa Kragerups version er vægten imidlertid lagt lidt ujævnt til fordel for en karikerende commedia dell’arte-agtig fysikalitet. I sin bestræbelse på at føre stykket frem til i dag har hun allieret sig med husdramatiker Line Knutzon, der har føjet nye scener til det gamle lystspil. Og igen må vi konstatere, at det er de færreste, der kan slippe af sted med at agere medforfatter til Shakespeare.

Knutzons bidrag ses især i scenerne, hvor et håndværkertrekløver øver festindslag til hertugens bryllup. Peter Plaugborg, Mikkel Arndt og Niels Ellegaards diskussioner om, hvordan man skærer 11 roller i Ovids ”Pyramus og Thisbe” ned til kun tre, er et opkørt revyshow fyldt med halvbagte, aldrig for alvor rammende referencer til vor tids #MeToo, krænkelseskultur og repræsentationsdebat. Men selvom scenerne oprindeligt er tænkt som det folkelige indslag, en vittig metafortælling som kontrast til det sværmeriske alfeeventyr, så bliver Knutzons infantile hverdagsrealisme alligevel et for umage møde med den elizabethanske ordkunst. Vi er altså for alvor nede at suge grundvand i humorskalaen, når tre store bamsekostumer skal få voksne mennesker til at grine.

Så fungerer stykkets spil med tidens overfladiske realitykendiskultur trods alt bedre. Som gennemgående tema peges der frydefuldt fingre ad den selvforelskede generation Youtube med selfiesticks og kælne smil til kameraet, hvor alle forelsker sig, men mest i sig selv, og hvor man har mere travlt med at tage sig forelskede ud på storskærmen end at være det i virkeligheden. For som fortæller-faunen Puks belejlige formulering lyder: ”Intet morer mig så godt, som når tåber bliver til spot.”

Det giver formidabel mening at forbinde Shakespeares theatrum mundi-poetik med nutidens evigt iscenesættende ungdomskultur. Det er godt set og flere steder veludført og ganske sjovt. Især i den afsluttende scenes smågeniale trylleomslag fra sjov til alvor, hvor stykkets eneste oprigtige kærlighedsscene kun kan mærkes medieret gennem iPhonens evindelige mellemkomst.

Ensemblet spiller generelt godt, men igen kammer det lidt for ofte over i udvendigt overdrevet vrængeri og hæmningsløs kropsakrobatik. Mikkel Arndt får dog lov at demonstrere, at han mestrer det shakespearske som få, og også nyuddannede Emma Sehested Høeg viser som den indtagende selfiedulle, Hermia, lovende takter og talent. Det er til gengæld sigende, at man har ladet den centrale figur Puk spille af tyske Xenia Noetzelmann, der nok har det djævelske look, men hvis tykke accent gør det svært at forstå de indsigtsfulde vers – for i denne iscenesættelse er det ikke så vigtigt, hvad der bliver sagt, men mere, hvor langt af led vi kan strække Shakespeare i poppet påhitsomhed og aktuelle pointer.