En skæv og forunderlig rejse med træfsikker humor

Lille roman med stort indhold fra Thøger Jensen, der blandt andet handler om at blive gammel nok til at vende hjem

For Thøger Jensen selv handler bogen om som ung at rejse ud for at opdage verden og kærligheden – og om måske en dag at blive gammel nok til at vende hjem. Sådan som det vel sker for hovedpersonen, modnet af de erfaringer, som han har gjort, først og fremmest om livets forgængelighed og den flygtige tid.
For Thøger Jensen selv handler bogen om som ung at rejse ud for at opdage verden og kærligheden – og om måske en dag at blive gammel nok til at vende hjem. Sådan som det vel sker for hovedpersonen, modnet af de erfaringer, som han har gjort, først og fremmest om livets forgængelighed og den flygtige tid. . Foto: Kennet Havgaard.

Thøger Jensen behøver ikke meget plads, til gengæld udnytter han den optimalt. Med lyrikerens sans for koncentration. Hans små finurlige romaner rummer mere end mange store.

Dette gælder også hans nye. I det ydre sker der ikke det store, overfladisk sagt er det en beretning om en turistrejse til Kina. Men bagved og samtidig foretager hovedpersonen, Jens, en indre rejse gennem sit liv, udløst af gensynet med Kina, som han besøgte engang mange år tidligere.

For Thøger Jensen selv handler bogen om som ung at rejse ud for at opdage verden og kærligheden – og om måske en dag at blive gammel nok til at vende hjem. Sådan som det vel sker for hovedpersonen, modnet af de erfaringer, som han har gjort, først og fremmest om livets forgængelighed og den flygtige tid.

Titlen er et signal om temaet: Det kinesiske ord ”Zhong” kan både betyde ur og slutning. Som Jens bemærker, skal man derfor være varsom med at forære et ur til nogen, man holder af. Gavmildheden kunne føre til relationens afslutningen. Men gardere sig kan man jo ikke.

Da Jens i 1983 kørte med Den Transsibiriske Jernbane sammen med sin daværende kæreste, Connie, og rejsen midlertidigt blev afbrudt på grund af kollision med en kamel, benyttede hun lejligheden til at smutte bort sammen med en canadisk biolog.

Det groteske i livets tildragelser er Thøger Jensen opmærksom på.

Et afgørende element i den indre del af Jens’ rejse er faderens pludselig død, der indtraf, mens sønnen første gang var i Kina. Dødsårsagen var en blodprop i hjertet. Straks i romanens begyndelse får vi et glimt af manden – det er på Skørping Station:

”Han står på perronen og sender mig af sted. Eller han står der for at tage imod mig, det kommer ud på ét, for når man som han kun lever i erindringen, er ankomst og afsked indeholdt i den samme tanke, det samme åndedrag.”

Han er med på Kina-rejsen i den forstand, at han ofte dukker op i sønnens drømme. Den døde far og den dybe erkendelse af det tyngende tab af ham er med til at gøre Jens gammel nok til at vende hjem.

Uret og slutningen spiller med på flere niveauer. For eksempel er motivet baggrunden for, at Jens af sin storebror, Morten, inviteres med til Kina. De har ikke hidtil haft meget at gøre med hinanden, men med afviklingen af moderens hjem i forbindelse med hendes flytning til plejehjem har de set mere til hinanden.

For første gang har de haft en fælles opgave at skulle løse. Og den førte til invitationen. Morten, der er gift, har – viser det sig – selskab af en rejseledsager, Paula, som ikke er hans kone. Unge Jens gik til dans sammen med hende. Men hun foretrak at danse med en anden. Ved gensynet siger han: ”Faktisk er du bare blevet endnu mere Paula.” Hun spørger: ”Er det godt eller skidt?”. Det kryptiske svar: ”Mest godt.”

Om nogen ved Thøger Jensen, at meget kan udtrykkes med antydninger. Også det vigtigste.

Uret og slutningen – og et færdselsuheld. Jens ser den krøllede kølerhjem, der som et skjold har lagt sig hen over forruden og forhindrer ham i ”at se ind i fremtiden”. Så galt går det nu ikke. Nærmest tværtimod. Uheldet er en af de hændelser, der bidrager til at skærpe realismen i hans tanker om fremtiden. Eller snarere en mulig fremtid. Tiden går – men hvor længe og mod hvad? Kort er livet, ”men hvem vil ikke gerne nå at blive ældre end sin far?”. Jens er tooghalvtreds. Hans far blev et år ældre.

Bogen handler også om den ydre rejse til et land, hvis fremmedartede kultur vi får skarpt sansede glimt af. Og så heller ikke mere. Ganske vist siger Paula til Jens, at han ender med at komme til forstå den kinesiske måde at tænke på. ”Nej,” siger han.

Når jeg refererer ”Zhong”, har jeg til stadighed en følelse af, at jeg bevæger mig lidt ved siden af det, der er romanens særkende – og som netop ikke er til at referere. Manden er stilen, det samme er romanen. Den bør læses langsomt, så man får tid til at nyde – og genlæse – de mange træfsikre formuleringer, der diskret folder sig ud undervejs.

Thøger Jensen, der den 18. marts modtager Albertineprisen 2016, er en livsklog forfatter, men gør ikke meget væsen af sig selv som sådan. Med sin underspillede og (næsten) allestedsnærværende humor giver han det hele en skæv drejning, så man husker det. Trods kun lidt ydre handling, sker der meget.