Dette er en anmeldelse af bogen "John Christmas Møller: Politik forud for alt" af forfatter Mette Møller.
John Christmas Møller er et navn, der stadig vinder genklang. Ikke kun blandt den stadigt svindende skare af konservative, men også blandt jævnt historieinteresserede danskere. Mest ikonisk er billedet af ham, hvor han ved BBC’s mikrofon i London sendte radiotaler ind over det besatte Danmark under Anden Verdenskrig. Med ordene”Gør jer pligt, gør jert værk” blev han den første ledende politiker, der undsagde den herskende samarbejdspolitik.
Men basunstødet vakte mislyd. Blandt samarbejdspolitikere fra alle partier – også hans eget Det Konservative Folkeparti – vakte det umådelig irritation. Selv hans engelske værter var noget usikre på, hvad de skulle stille op med denne kolerisk ustyrlige stormfugl. Dette og meget mere bliver udførligt dokumenteret i en ny stor biografi af historikeren Mette Møller, ”John Christmas Møller – Politik forud for alt”.
Christmas Møller blev som helt ung indvalgt i Folketinget i 1920. Han bragte ungkonservatismens idéer om en mere udadfarende politik med sig, hvor båndet til den tunge arv fra det elitære og godsejerdominerede Højre endeligt skulle brydes.
Dengang kaldte man en som ham studenterforeningspolitiker. I dag ville man kalde Christmas Møller karrierepolitiker. Han var vokset op i politik. Blandt andet derfor var han sine politiske modstandere i partiet overlegne. For dem var politik en nebengesjæft, der kunne bedrives på vej hjem fra møde i Grosserersocietetet. For ham var det alt – sandt at sige nok også for meget.
Som politisk leder indledte han en moderniseringsproces, der skulle frigøre partiet fra Venstre og gøre det til et bredt folkeparti. Partiet i midten, som det hed. Fra midten af 1930’erne tog han opgør til højre og venstre i partiet. Da ungdomsbevægelsen blev påvirket af radikalkonservative idéer, var det ham, der måtte sætte foden ned og skabe orden i de lidt for stive geledder.
I slutningen af årtiet gennemtvang han en kontroversiel forfatningspolitik, der sigtede mod at afskaffe Landstinget, i manges øjne en konservativ garanti. Det kostede, og der fulgte en forvirret tid, inden han fik lejlighed til at flygte til London, hvor han troede, at store opgaver ventede ham. I virkeligheden blev det en skuffelse.
Da han efter befrielsen kunne vende tilbage, gik han – ikke uden betænkeligheder – atter ind i sit gamle parti. Det var da rykket noget til venstre. Men han var rykket endnu længere. De sidste år af Christmas Møllers liv blev tragiske. Det endte med et brud og hans tidlige død. Opbrugt.
Mette Møller skildrer denne udvikling skridt for skridt og politisk initiativ for initiativ. Det er ganske godt. Men man savner, at forfatteren løfter blikket og gør sig mere principielle betragtninger. Bogen mangler en eller flere teser, der kunne skabe en dybere sammenhæng. Der skulle jo gerne være mere end limen i ryggen, der holder sådan et værk sammen. I hvert fald, hvis det virkelig skal løfte sig. Af samme grund må man også sige, at bogen i højere grad bringer ”mere” end ”nyt” om Christmas Møller og hans omgivelser.
Det er lidt ærgerligt, for Mette Møller udviser i øvrigt en sikker hånd, når det kommer til håndteringen af det omfangsrige kildemateriale, som bogen baserer sig på. Det er også lykkedes hende at skrive en bog, der måske nok er lidt for voluminøs, men bestemt ikke tung. Havde hun vovet lidt mere, var resultatet blevet uovertruffent. Og bevares, det er stadigvæk godt.
Et overordnet problem med litteraturen om Christmas Møller og Det Konservative Folkeparti er, at den genfortæller den samme historie igen og igen, en moderniseringsfortælling og et (tragisk) helteepos, hvor Christmas Møllers moderne, folkelige konservatisme slår en bagudstræbende gammelkonservatisme af banen, inden helten selv falder om af udmattelse.
Mette Møller synes at overtage denne fortælling, udfordrer den ikke. Men samtidig viser bogen indirekte – og glimtvis – hvorfor fortællingen ikke holder.
Konservatismen var allerede på vej til at blive folkelig, før Christmas Møller greb tøjlerne. For eksempel under hans forgænger Pürschel. Ser man nærmere efter, og løfter man blikket, vil man opdage, at den mere interessante historie om konservatismen i denne periode handler om sammenstødet mellem forskellige moderniseringsbestræbelser: en strid om konservatismens placering på akser som agrar-urban, elite-folk, privatinitiativ-interventionisme og liberalisme-antiliberalisme.
Dette er ikke ukendt stof, og det ville have styrket Mette Møllers bog betragteligt, hvis den var ført mere ajour i stedet for at genfortælle Christmas Møllers liv inden for rammerne af den traditionelle partihistorie.
Alt dette skal imidlertid ikke skygge for, at bogen er anbefalelsesværdig. For den særligt interesserede er den uomgængelig, simpelthen fordi det er den mest minutiøse gennemgang af Christmas Møllers liv. Den almindeligt, historisk interesserede vil finde en velskrevet og mestendels lettilgængelig bog om en skikkelse, der ikke kan undgå at fascinere.
Fascinationen havde i øvrigt sin egen virkningshistorie. Da Christmas Møller døde i 1948, blev han en mytologisk skikkelse. En hel generation af unge konservative spejlede sig i hans idéer og væsen. Blandt dem Poul Schlüter, der dog – som bogen nævner – fjernede Christmas Møllers portræt fra gruppeværelset. Schlüter var den sidste Christmas Møller-tilhænger. Herefter kollapsede det hele. Det siger et og andet om den kraft, der udgik fra John Christmas Møller.