På Aalborg Teater huserer lige nu en ægte fusentast. Han tror ikke på Gud, ikke på djævelen, men han tror rigtig meget på sig selv. Han kan manipulere sig ud af alle kniber, og han kan forføre alle kvinder. Denne mand er Don Juan.
Norske Johannes Holmen Dahl har senest instrueret Michelle Houellebecqs ”Underkastelse”, som var en ekstremt aktuel, men langsommelig forestilling. Hans vilde fortolkning af ”Don Juan” er helt modsat: anarkistisk og frit flagrende, men også underligt uaktuel.
Det unge hold sprudler af liv i en berusende første akt. Don Juan og hans entourage af spillemænd i nutidstøj forfører os med fjol og musik – alternative hits fremført af alle spillerne på hvert sit instrument, fra tamburin og harmonika til stortromme og trompet. Væggen mellem os og dem er brudt ned fra begyndelsen, og vi inviteres til at føle os som en del af holdet. Plyssædets komfortzone, som vi normalt nyder at blive i, tvinges vi også ud af. Vi bliver mindet om, at teatret er en social sport, hvor mennesker interagerer med mennesker.
Hele salen bruges som scene. Selv- og altelskende spankulerer Don Juan omkring og laver kysmund til alle med en puls. Hans hjerte står aldrig stille, løber fra én holdeplads til den næste. Der er noget sødt og lidt misundelsesværdigt over hans evne til at lade sig begejstre så let.
Patrick Baurichter glimrede som en excentrisk Hamlet i sidste sæson, og som Don Juan har han samme djævelskhed. Hans store øjne og skæve smil er svære at stå for, men han kan vende humør på en tallerken. Det ene øjeblik kælen og klæg, det næste arrig og ustyrlig. Han spiller Don Juans uoprigtighed med stor autenticitet, og man både foragter ham og forelsker sig.
Med et bizart og sjovt intermezzo markerer forestillingen sin totale uorden. Stilen skifter fra semi-tro mod Per Aage Brandts oversættelse til komik på pseudo-aalborgensisk i scenen mellem bondepigen Charlotte (skønne Karoline Brygmann) og hendes bøvede kæreste Pierrot (lige så skønne Jakob Moth-Poulsen, der i øvrigt er en ferm trompetist). Det er mega morsomt.
Største overraskelse er Niels Anders Manley som den naive og fromme tjener Sganarelle, der kommenterer på Don Juans erobringer med slet skjult fordømmelse. Han er klædt som hypermoderne gentleman-hipster i alt for korte bukser, laksko og pudderlyserød sweater. Hans hår ligger fladt i en grydefrisure, som han febrilsk forsøger at frisere. Når Don Juan er på, emmer han af ængstelighed, hænderne er knugede og posituren stiv. Men han holder sig ikke tilbage fra at levere veltimede, spydigt sarkastiske bemærkninger.
I anden akt forsvinder musikken. Med sine livsførelsesvildfarelser har Don Juan det svært. Hans tid er nemlig ikke vores, men Molières – en tid, hvor ære og dydighed er uendeligt meget mere værd end livet.
Handlingen, der i første akt er underordnet de mere underholdende indslag, er her dybt koncentreret omkring Don Juans syndighed. Alle vil have, at han skal angre og lade sig omvende, så hans sjæl kan opnå frelse. Denne del er noget tung og trækker en lang, søgt tråd frem til en pointe, der skal gøre ”Don Juan” relevant for os i vores virkelighed: Vi skal være mere som ham – turde mere, række mere ud, ikke være så låste af pligter og normer. Tanken er fin, men den når ikke helt ud over scenekanten. Problemet er nok, at vi ikke har lyst til at følge Don Juan ned i helvedes gab – han er ikke sympatisk nok.
I retrospekt synes form- legen ude af trit med resten. Det er, som om to iscenesættelser tørner sammen i én, og resultatet er skizofrent: et afstraffelsesdrama med hypermoderne greb.
Den ene del af ”Don Juan” på Aalborg Teater er seværdig for sin livsbekræftende vildskab, den anden er svær at lære noget af.