En skole i verdensklasse

Tidligere rektor for Herlufsholm giver et kig bag facaden, men afslører ikke alt, skriver anmelder om bogen "På Herlufsholm. En dans med eliten"

Klaus Eusebius Jakobsen forsøger at komme hele vejen rundt om sin tid som rektor på Herlufsholm Kostskole, men man sidder af og til med fornemmelsen af, at det er en års-
 eller ledelseberetning, man læser, skriver anmelder Lotte Kirkeby Hansen
Klaus Eusebius Jakobsen forsøger at komme hele vejen rundt om sin tid som rektor på Herlufsholm Kostskole, men man sidder af og til med fornemmelsen af, at det er en års- eller ledelseberetning, man læser, skriver anmelder Lotte Kirkeby Hansen Foto: Jonas Olufsen/ritzau

Som så mange andre lukkede samfund har Herlufsholm altid pirret folks nysgerrighed. Hvad foregår der egentlig? Hvem er alle disse uniformerede børn og unge? Er det kun de riges selvoptagede børn, som går der? Og hvorfor er de der overhovedet?

Som journalist Anders Aggers tv-programmer om skolen viste, er der mange, der gerne vil have svar på de spørgsmål, og kigget ind bag skolens mure blev da også den mest sete dokumentar i 2013 med næsten en million seere. Anders Agger kom med den udenforståendes spørgende og lettere kritiske blik, mens man i en ny bog får chancen for at komme bag kulissen og få blikket indefra, når rektor gennem 22 år, Klaus Eusebius Jakobsen, gavmildt deler ud af tanker, anekdoter og traditioner i ”På Herlufsholm. En dans med eliten”.

Men forvent ikke at blive inviteret med ind i det allerhelligste. For der skal nemlig, skriver Klaus Eusebius Jakobsen, være noget tilbage, som er hemmeligt, skjult og mystisk. Hvor meget det er, henstår i det uvisse, men selvom han har forladt sin post, er han stadig firmaets mand, og hans syn på skolen er naturligt nok ikke verdens mest nuancerede.

Herlufsholm er en skole, der på en og samme gang lever skjult og under en stor bevågenhed. Og vi vil gerne vide, hvad der er myte, og hvad der er sandhed. Om værdierne er stolte eller anløbne. Om skolen med det, der set udefra kan ligne et til tider næsten fascistoidt fællesskabstyranni, skaber forkrøblede eller forkromede liv.

Den nysgerrighed havde Klaus Eusebius Jakobsen også med sig i kufferten, da han i 1993 sagde farvel til jobbet som rektor på Bagsværd Kostskole til fordel for et på Herlufsholm. Her blev han frem til 2016, og her foretog han det, som han selv betegner som ”en turnaround”, så skolen ikke blot blev en skole for eliten, men en skole, der stræbte efter at uddanne til eliten.

Og det gik ikke altid lige stille for sig. De kritiske røster satte nemlig spørgsmålstegn ved, om han var i gang med at barbere skolens kant af, når han en efter en tog de mange traditioner op til revision, blandt andet det sagnomspundne og potentielt undertrykkende præfektsystem.

Klaus Eusebius Jakobsen skildrer den historiske baggrund, som han tiltrådte på, både den helt nære og den fjerne, som trækker tråde flere hundrede år tilbage, og herefter følger en række kapitler om hans tid som rektor, der alle bærer overskriften ”At være rektor …” – det være sig ”på en skole med skolebeklædning”, ”på en skole med hårde kritikere” eller ”og lede forandringer”.

Herved forsøger han at komme hele vejen rundt, hvilket bliver meget refererende, og selv de sjove anekdoter, som bogen er fuld af, forhindrer ikke, at man af og til sidder med en fornemmelse af at læse en års- eller ledelsesberetning. Og selvom Klaus Eusebius Jakobsen fortæller engageret om de mange høviske sværdslag, der ligger bag de beslutninger, som blev truffet i hans tid ved roret, kommer man til at mangle en klar vinkel og en bagvedliggende overvejelse om, hvem målgruppen til ”På Herlufsholm. En dans med eliten” kunne tænkes at være.