En skovtur bliver ikke helt det samme igen efter denne roman

Der er ikke meget Troldepus over den trold, som huserer i finske Johanna Sinisalos fabelagtige roman ”Ikke før solnedgang”, som nu foreligger på dansk

En skovtur bliver ikke helt det samme igen efter denne roman

Tænk hvis du en dag gik ind i din gård og fandt et lille mørkt væsen med en lang manke, en dirrende hale og med et uudgrundeligt blik, men også med tænder som knive og flænseklør. Et væsen, der var så intenst dragende, farligt og smukt, at du bare måtte tage det med dig hjem.

Det sker for den dårende smukke Mikael, også kendt som Michelangelo eller Engel i finske Johanna Sinisalos roman, der på dansk har fået titlen ”Ikke før solnedgang”. Romanen var hendes debut, den udkom i år 2000, er i dag oversat til mere end 20 sprog, og indbragte hende Finlandia Litteraturprisen. Nu findes den, takket være oversætteren Siri Nordborg Møllers fine sprog og forlaget Jensen & Dalgaard, også på dansk.

Det er en intens og dybt fascinerende roman, der på plotplanet handler om en mand, der tager en trold med hjem, og om hvordan det så spænder af, hvad spiser sådan et væsen mon, hvad sker der, når der kommer uventede gæster, og hvad er det for en sær tiltrækning dens mørke, på en gang blide og aggressive, væsen i stigende grad udøver på ham?

Romanen er fortalt gennem et lille kor af stemmer. Hovedstemmen tilhører den lyslokkede reklamefotograf Mikael. Han er homoseksuel og manges begær er rettet mod ham. Selv vil han have en heteroseksuel mand, han ikke kan få. Mikaels indebrændte og afbrændte ekskæreste, kaldet Doktor Edderkop, er dyrlæge, og da troldeungen viser sig at være syg, får dyrlægen pludselig noget at ”handle med” over for Mikael. Nedenunder Mikael bor Palomita, hun er fra Filippinerne, og hvis der er nogen reel ondskab i bogen, så er den inkarneret i den lyserøde mand, der har købt hende på nettet og nu holder hende indespærret. Også hun tiltrækkes af den vakre fotograf, og derudover viser det sig, at hun har en instinktiv fornemmelse for troldepleje.

Den storbysmarte ungekarlelejlighed fyldes ved troldens mellemkomst af en ram og dragende lugt af feromoner, moskus og gran. Naturen er brudt ind, og den breder sig, trolde har brug for at fange levende dyr. ”De sjældne gange den bevæger sig, er den smidigt kviksølv. Det virker, som om den ophæver tyngdekraften, dens muskelkapacitet er enorm i forhold til dens størrelse. Bevægelserne er som olie, som silke. I øjnene bor en natlig løbeild.” I starten kan fotografen holde distancen, men så...

Parallelt med fortællingen løber et dels ”videnskabeligt”, dels litterært spor, der handler om trolde og skiftinge. I Sinisalos fiktion er der ingen tvivl om, at de findes, at de er en egen art af rovdyr, som hører til i skoven, og at der i Finland er cirka 400 af dem. De litterære citater og vidnesbyrd kommer lige fra ”Kalevala” og til Bruce Chatwin og er let modererede af forfatteren. Det virkeligt enestående ved romanen er ikke mindst, at fiktionen om troldenes eksistens er så overbevisende, at man som læser ikke et sekund har problemer med at godtage den.

Det er klart, at trolden også er et billede, en metafor. På det fremmede, på seksualitetens vilde strøm, på naturen, der ikke lader sig tæmme. På alt det, vi prøver at holde væk og ude samtidig med, at vi er vildt fascinerede og dragede af det.

På et tidspunkt får reklamefotografen et tilbud, som får ham til at kompromittere dyrets tillid. Hvad der sker, når man på den vis tænker naturens kræfter som et reklamestunt, ja, det skal man selv læse om. Det kan kun anbefales at besøge Johanna Sinalos magiske fiktion, det er på én gang elementært spændende, lærerig og erotiske æggende. Og en skovtur bliver ikke helt det samme bagefter.