Vi ser dem foran supermarkeder, hvor de sælger bladet Hus Forbi. Men mange kender ingen af dem, og mange ved ikke rigtigt, hvordan hjemløse lever, ikke kun i Svendborg, men over hele landet. Vil man vide noget om det, skal man læse Mikael Josephsens roman ”De andre”. Men i så fald skal man ikke være sart i sit følelsesregister, for det er en skrap bog, ikke mindst i sproget. Den er i den krasse realistiske tradition, hvor en fortællerstemme beskrivende besøger et fremmed miljø og beretter om elendighederne, nærmest som Henrik Pontoppidan i 1887 i realismens højtid skrev novellesamlingen ”Fra hytterne”. Men her hos Josephsen er det ikke land-almuen, vi besøger, men et udvalg af hjemløse i provinsbyen, kvinder og mænd, der tager stoffer i arme og ben eller i næsen. Og så sælger de aviser ved Brugsen, som de henter på forsorgen, og får således penge til næste fix. Om aftenen kommer problemet med at finde et sted at sove i den efterhånden næsten af skidt stive sovepose eller i en gammel campingvogn, der står som skrot på en afsides markvej.
Vi følger en håndfuld personer et par kapitler ad gangen i bogens fire dele omkring jul, forår, efterår og november. Mest hører vi om deres legemlige tilstand omkring indtagelsen af stof, hvordan de stiger frem mod en salig følelse af sig selv. Men også om alle rystelserne i kroppen, når de ikke har penge til stof, og om kønslivet, som forsøges med større eller mindre held og større eller mindre grader af vold.
Nogle af personerne er psykiatriske tilfælde. Et blidt eksempel er Konen (som hun kaldes) hos psykiateren. Hvor hun vrøvler om et terrorangreb, som en bager vil udføre:
”Konen fortæller det samme til psykiateren, alt det frygtelige, der vil ske, om bageren og angrebet. Så siger hun næsten hviskende: Det er i virkeligheden mig, der er Gud. Men jeg er også slem. Og derfor. Psykiateren nikker, som sagde hun, at hun samlede på kaffestel. Du er altså Gud, han slår en hånd ud og drejer den, fortæl. Men nu kan konen ikke mere, hun kan ikke holde rede i det, og hun sænker hovedet og river sig i håret.”
Sådan føres vi ind i de hjemløses daglige situationer i små korte sætninger, hvor der sker en masse, uden at det dog ligger i forlængelse af de tidligere episoder. Alt er på en særlig måde midlertidigt i disse hjemløses liv. Bogen lever ikke ved dybe portrætter, men ved sin mængde af eksempler, også på saftige formuleringer.
Josephsen har udført en stor research blandt hjemløse og har selv engang levet på gaden. Han må have hentet mange af episoderne fra sine interview med de hjemløse. Man fornemmer levende mennesker bag de mange små fortællinger, som bogen er sat sammen af. Stederne er koncentreret om Svendborg, og det hjælper med til at holde sammen på det store kollektiv, der udgør romanen.
Bogen sitrer af sand fiktion, hvis sådan noget findes? Og for denne sitren af faktisk liv på kanten af samfundet skal den læses, selvom man efter endt læsning stadig ikke kender disse mennesker – hvis der overhovedet er noget tilbage at kende? Det tror jeg, forfatteren mener, der er, for hans stemme er solidarisk med de hjemløse på jagt efter det næste fix inden den snarlige død.