Velkommen til virkeligheden! Til kvinder, der selv kan gå i hi og i hundene, drikke for meget og elske for lidt. Velkommen til alle de upæne følelser, der i ethvert parforhold bokser sig indefra og ud. Hvis man da tør se dem i øjnene.
Og dermed velkommen til Katrine Grünfelds forfatterskab - fire romaner i alt siden debuten i 2008 - et forfatterskab, der bliver bedre og bedre for hver en boble, der brister, for hver en ny blank overflade, hun tør sætte neglene i. Og i ”Stormskader”, Grünfelds seneste roman, punkteres endnu en illusion: moderfølelsen. Heller ikke den kommer nemlig løbende helt af sig selv som en golden retriever. Indimellem kommer den slet ikke. Eller den bider!
Det er det, der sker for vores kvindelige hovedperson, gift forfatter og mor til to mindre børn. En dag får hun bare lyst til at smadre det hele. En dag skriger hun efter frihed og ensomhed. En dag forlader hun familien i en storm af oprørstrang og splintret psyke.
En anden dag er alt godt, og hun elsker sine børn. Men lige nu, hvor vi møder hende, ønsker hun børnene ned i et sort hul.
Hun hader fødselsdage, madpakker, ketchupflasker, skolekammerater og overnattende venner på gulvet. Hun er kort sagt verdens dårligste mor.
Og så tager hun op i sommerhuset i Hornbæk. Officielt for at skrive. Uofficielt fordi hun er kvælningsdøden nær. ”Jeg vil bare have mig selv for mig selv,” gisper hun. Og herefter præsenteres vi for noget så sjældent som en vaskeægte kvindelig nedtur - helt uden terapibrikse og lykkepiller, selvom der antydes noget med en stedfar.
Der ødsles i det hele taget (og heldigvis) ikke med forklarende ord. I stedet drikkes der direkte fra flasken, det snavsede tøj får lov til at ligge på gulvet og tallerknerne stivner i madrester ved køkkenvasken.
Det lyder egoistisk og langt ude. Men denne navnløse kvinde har en så befriende utilpassethed, at man aldrig ønsker, at hun, som Allan Olsen synger, ”skal rettes ud og lægges i rør”.
Og dog. Lidt mentalt rørarbejde må nok være nødvendigt, hvis hverdagen igen skal fungere.
Fra Hornbæks indre boksering kigger vi tilbage. Vi møder den i grunden så kærlige ægtemand, der tager ture med ungerne og på alle måder søger at danse brudevalsen videre uden klapfælder og rygende pistoler. Vi hører om veninden M, der synes at være det store indre forbillede, M for mor, M for mig i en anden udgave - og om ungerne, der ikke forstår deres mor. Er alle mødre sådan, spørger de? De er meget værre, svarer hun prompte.
Katrine Grünfeld er kendt for sine korte, eksplosive samlivsromaner. Men med ”Stormskader” er hun mere lyrisk og flyvende i formen end tidligere, mere følelsesmæssigt frigjort, mere intens i sine punktvise nedslag, hvilket gør tiltalen ualmindelig almen. Mange (kvindelige) læsere vil genkende skjulte sofahjørner af sig selv på disse kun godt 100 siders småt brændbart fra familielivets store container anno her og nu.