Prøv avisen
Bog

En slider og en driblekonge

Bogen er bygget op på en karaktermodsætning, hvor Karl Ove Knausgård er lidenskabeligt forgrublet og nedsunket i hverdagslivet. Foto: Scanpix

Man skal interessere sig ret intenst for fodbold-VM og fodboldens historie for at få fornøjelse af samspille tmellem forfatterne Knausgård og Ekelund om VM i Brasilien 2014

Dengang Jytte Hilden var kulturminister, udtalte hun de bevingede ord: ”Med sport har jeg det som med porno. Det er sjovt at være med til, men det er kedeligt at se på.” Jeg har det lidt på samme måde med en kæmpebog af en intellektuel brevveksling om fodbold mellem to mandlige forfattere. Det ville være sjovere at deltage end at skulle læse og anmelde.

Nej, det er for groft sagt. Alligevel kan man fundere på, hvem de 596 sider (!), skrevet af den svenske forfatter og journalist Fredrik Ekelund og norske Karl Ove Knausgård, egentlig henvender sig til. Jeg kan forestille mig mange dedikerede Knausgård-læsere, som ikke interesserer sig en dyt for fodbold. Faktisk kender jeg indtil flere. Og jeg sender en venlig tanke til oversætteren Karen Fastrup for det tilfælde, at hun ikke er aficionado. Hun har alligevel helt utvungent formidlet både blod- og nervebaner i brevene.

Selvfølgelig skriver de to ikke kun om fodbold, men også om hverdag, barndom, samfundsforhold, svensk kulturdebat og meget andet. Men at præsentere ”Hjemme Ude” som en bog, fodbold-ignoranter sagtens kan læse af så mange andre gode grunde, ville være grov forbrugervildledning.

Udgivelsen er et rigtigt forlagskoncept. Lad os lade to fodboldinteresserede forfattere, og ikke mindst tidens hotteste navn Karl Ove Knausgård, skrive breve til hinanden, mens de ser fodbold-VM i Brasilien i sommeren 2014. Den ene (Knausgård) sidder hjemme i det protestantiske Skandinavien og tumler rundt med hverdagsliv, børn og fyrre cigaretter om dagen, midt i livet; han må se kampene i fjernsynet og falder nogle gange i søvn; den anden (Ekelund) er lidt senior, forbi de 60 år, fri af forpligtelser og lever det gode liv i Rio med fodbold på stranden, mad og drikke, masser af oprømte samtaler med masser af farverige brasilianske venner. Det kan ikke gå galt.

Bogen er bygget op på en karakter-modsætning. Knausgård er lidenskabeligt forgrublet, nedsunket i hverdagslivet, mens Eklund jonglerer, flanerer og danderer den i strandsandet. Selvfølgelig er der også en del gensidig smiger, som skal få det hele til at glide. Som ved andre bøger af samme brevgenre mærker man en vis underliggende anspændthed. Måske bliver de kvalme og forlegne over at skulle udgyde hele denne ordflom for hinanden. Måske ville de som rigtige mænd hellere være tavse sammen, optaget af noget tredje. Hvis de da ikke allerhelst vil slås. Der trædes varsomt. Ingen uoverlagte ord. Høfligheden hænger tungt i gardinerne.

Den enorme fodboldturnering udgør en ideel narrativ struktur for brevene, og man hvirvles ind i alle de følelser, der altid er under et VM: begejstringen, ejerskabet til nye spillere, kæmpernes fald, dværgenes opstigning, de mange kampe i kampene, de historiske paralleller. Begge trækker hele tiden vod dybt ned i fodboldfortiden, ikke mindst til den legendariske brasilianske wing Garrincha. Men man skal nok også være kulturintellektuel fodboldfanatiker for at kunne sværme for en fantasi om, at forfatteren Stefan Zweig på en af sine sidste gåture inden selvmordet i Brasilien måske kan have set Garrincha som dreng løbe rundt på en grusvej på sine kalveknæede ben og trylle med bolden.

Begge er de opvokset i en knaphedens og dermed også magiens fodboldverden, hvor der var meget lidt fodbold i fjernsynet sammenlignet med i dag. De engelske tipskampe om lørdagen var det store. Og så selvfølgelig landsholdet. De europæiske kampe var sjældne fugle, og på denne rationerede baggrund var fodbold-VM hvert fjerde år i enhver forstand en mirakuløs verden af overflod, fodbold på højeste plan, der bare blev ved og ved, mødet med spillere, man kun havde hørt dunkle sagn om. Nutidens børn og unge vokser op i en helt anden fodboldverden, og det er for mig umuligt at vurdere, om VM 2014 vil være lige så stort for dem, som VM 1970 er for mig og Eklund (Karl Ove var for lille og står først rigtigt på i 1978), og om det er rigtigt, at Brasiliens 1-7-nederlag til Tyskland i semifinalen også vil martre oldebørnene til dem, der så det på stadion og ved skærmene.

I øvrigt er det et særligt spændingsmoment, hvordan de to forfattere vil reagere på netop 1-7-nederlaget, som er det mest chokerende kollaps i hele fodboldhistorien og i næsten hele bogen venter forude som et Titanic-isbjerg, de overhovedet ikke kan gøre sig forestillinger om i alle deres lidenskabelige og anfægtede håb for det brasilianske hold, selvom Karl Ove faktisk er mere til Argentina.

Efter den indledende eufori genkender man også den melankoli, der sniger sig ind, når det går op for én, at jo mere turneringen spidser til i spænding, jo færre kampe er der i sagens natur tilbage, og om lidt er det hele forbi. Man er både overmæt og ramt af spleen. Så er det, man varmer sig ved, hvordan også alt dette en dag bliver til myter og legender. Men gad vide, om det gør, eller om magien var bundet til knaphedens verden. Og gad vide, hvor meget de to forfattere ville have tænkt på dette VM bagefter, hvis de ikke lige skulle promovere en bog om det.

kultur@k.dk