En smuk lille bog om kærlighed

Norske Kjersti Annesdatter Skomsvolds ”Barnet” er en nøgen og rørende bog

En smuk lille bog om kærlighed

I disse år skrives der en del skønlitteratur om at blive forældre. Ikke bare i Danmark, men også i vores nabolande. Det er både de unge fædre og mødre, der skriver om den livsomvæltende begivenhed, og hos mødrene kommer kroppen i sagens natur endnu tættere på. At undergå hele den kropslige transformation, at fordoble sig og føde et barn og efterfølgende nære det, findes der noget mere på en gang konkret og samtidig vildt underligt, surrealistisk næsten? Men da den norske forfatter Kjersti Annesdatter Skomsvold sidste år udgav sin lille roman ”Barnet”, vakte den alligevel litterær debat, fordi en anmelder mente, at nu var grænsen nået, litteraturen var blevet ikke navle-, men navlestrengsbeskuende, og at man decideret kunne tale om en ”tsunami af brystmælk” i skønlitteraturen. Gid det var så vel, tænker jeg, en tsunami af brystmælk, der kunne skylle nogle af de værste bøger om kvindemord som underholdning til aftenkaffen væk, det er faktisk et ret vidunderligt syn. Kjersti Annesdatter Skomsvolds roman handler nu ikke om brystmælk og i den forstand meget lidt om den fysiske side af det at blive mor. Derimod er vægten på det eksistentielle, at være blevet den, der skal bære, frem for at være den, der bliver båret (i Skomsvolds tilfælde også ekstra udfordret af, at hun som 25-årig blev sine forældres barn igen under en langvarig sygdomsperiode), den handler om at turde være sig selv og samtidig helt tæt på i en relation til et andet menneske.

”Jeg forestillede mig at jeg ville få adgang til et helt nyt sprog, jeg ville dykke ned i en del af mig selv som jeg ikke har haft kontakt med tidligere, og om natten når jeg lå vågen sammen med barnet, skulle jeg bruge dette helt nye sprog til at skrive ord og sætninger som verden endnu ikke havde set.” Det er Skomsvolds alter ego i ”Barnet”, der tænkte sådan, før hun fik sit første barn. I virkeligheden manifesterede der sig ikke noget nyt sprog, da drengen kom, tværtimod forsvandt ordene, og alt, hun orkede at skrive, var, at hun græd. ”’Jeg græder, og græder og græder’, skrev jeg.” Der går ikke engang halvandet år, så kommer barn nummer to, og det er til denne nye datter, at romanen ”Barnet” er henvendt. Romanen er også et langsomt og mere prøvende forsøg på at hente sproget tilbage. Fødslernes betydning af krise eller overgang til en ny tilstand gav hende altså ikke det helt nye sprog i form af en voldsom omkalfatrende indsigt, men langsomt pibler sproget alligevel frem. Det er et sprog båret af en sårbarhed og skrøbelighed, fordi den skrivende har fået disse to små væsener ind i sit liv og dermed også både den helt uforbeholdne kærlighed og den evige angst for at miste dem.

”Barnet” er en lille, fragmenteret roman, på nogle måder minder den måske mere om et essay, også fordi Skomsvold trækker på anden litteratur, når hun skriver om kærlighed og forældreskab. Hendes skrift ligger, så vidt jeg kan se, meget tæt op ad hendes eget liv, men hun er ikke optaget af at skildre sit eget liv 1:1 med alle mulige realistiske detaljer. Derimod er romanen et forsøg på at holde noget fast, som ellers forsvinder så hurtigt. De første år med små børn er netop præget af, at barnet forandrer sig fra dag til dag, og at man selv nærmest bare ruller med. Når man ser tilbage, kan man allerede kort tid efter ikke huske, hvad der skete, hvordan det egentlig var indeni. ”Barnet” er Skomsvolds forsøg på at skrive med og indfange den særlige porøsitet, man har i tiden med de små børn. Og fordi hun skriver bogen, mens hun bærer rundt på den nyfødte pige, er den også i høj grad skrevet på gule post it-sedler og indtalt på diktafon på tur med barnevognen.

Det er de indre aspekter af det at blive mor, Skomsvold sætter fokus på, som når hun skriver om, hvordan man kan blive bange for, at ens negative tanker vil påvirke det ufødte barn. Eller når man ser andre voksne behandle børn ufølsomt, og man tænker på alt det, som ens helt rene og fine små mennesker skal udsættes for: ”Jeg tænker på alle de ubrugelige voksne man som barn er nødt til at forholde sig til og som man ikke ved er ubrugelige, først som voksen forstod jeg at den håndboldtræner jeg havde da jeg var seks år, var en heks.”

Romanen er en form for vidnesbyrd til datteren, en fortælling om, hvordan hun og hendes bror blev til, og hvordan den kærlighed, som er deres betingelse, blev til. ”Barnet” handler om at blive mor, men den handler også om at lukke kærligheden ind i sit liv, både at kunne rumme en anden og hele det sociale liv, en familie er, og samtidig kunne være den introverte person, forfatteren også er. Hele den delikate balance.