Prøv avisen

En sommerdag ved stranden

""Ved havet"" har ingen handling i traditionel forstand, men tager man sig tid og går ind på romanens præmisser, vokser Seebergs projekt i ens bevidsthed. Romanen foregår på Rømø, hvorfra billedet stammer, en dag i august. -- Foto: Scanpix.

EN DAG I LIVET Peter Seebergs eksperimenterende roman "Ved havet" er blevet kaldt en valfartsroman. Bogens personer opsøger det hellige i et verdsligt rum, og opfordrer læseren til selv at tænke med

Peter Seeberg kaldte i 1978 sin notatsamling om mennesker ved havet for en "roman ". Hvis man af dette ord venter en voldsomt udfoldet handling, så går man galt i byen med "Ved havet". I det hele taget er bogen vanskelig at læse med forventning, fordi den faktisk går ud på at nedstemme forventninger i håbet om, at glæden over den tilbageblevne rest kan komme til.

Vi er som læsere til stede på en strand en augustsøndag i samtiden. Skulle man stedfæste stranden, hvad Seeberg ikke gør, udover, at det er i Danmark, så må den foregå på Rømø at dømme efter hentydninger til øen med dæmning til fastlandet og biler på stranden. Og vi er til stede mellem små grupper af mennesker og hører til forskellige klokkeslæt fra klokken 6.00 til 24.00 klip af deres bemærkninger til hinanden inden for gruppen. Men det er ikke sådan, at grupperne skal møde hinanden og handlinger opstå. Nej, de er blot på stranden, og det er det.

Bogen vil optegne deres dag på stranden og få det hele med, men slet ikke først og fremmest det betydningsfulde i gængs fortællingsstil. Den vil være en slags anti-roman uden fortælling – og derfor tidsfæster den hele tiden sine rapporter fra grupperne. Der løber et ur i marginen af teksten, og af og til springer vi lidt rundt om det faste tidspunkt for at få tilstanden i de forskellige grupper med. Man kan forestille sig kompositionen som en række tidssnit lagt gennem dagen, der så fortæller, hvor de genkommende personer befinder sig i den minimale handling, de har gang i hver for sig.

Det lyder sikkert enormt kedeligt for en normal læser, og bogen er da også stærkt eksperimenterende ved at ville være så normal og bevidst betydningsløs. Men vænner man sig til at lægge sin forventning om handling bort, vokser projektet pludselig i ens bevidsthed.

Personerne går for det meste ned til vandet eller sidder i klitterne og taler med hinanden med udsigt til havet. I løbet af dagen er der to handlinger, der forener deres interesser. En sky driver over himlen og truer med sin kølighed at slutte badedagen – og den anden begivenhed er en faldskærmsudsprings-opvisning, der er ved at ende med en ulykke, men ikke gør det.

Ser man nu disse faldskærme med mænd under sig op mod himlen, så ligner de jo udråbstegn, der som grammatiske tegn plejer at betyde, at udsagn skal understreges.

Peter Seeberg flirter i sin beskrivelse med en sådan ekstra betydning : "16.05 Ude over havet er der udråbstegn højt oppe i luften. Det daler, og et spørgsmålstegn snor sig ud over det, og det daler og pludselig åbner det sig som en stor, blå paraply./ Og den næste er sprunget./ Det ser helt godt ud."

Senere kalder nogle af tilskuerne udspringerne for "engle", og en anden person ser dem som "fnok [fnug] af astrale mælkebøtter". Ved at lade udspringerne falde ned fra himlen i et kontrolleret fald, kobler Seeberg teksten sammen med religiøse forventninger, men han punkterer disse igen. Det er, hvad moderne mennesker kan få af himmelske tegn.

De vertikale betydninger er minimale – men de berøres lige netop, idet mennesker har dem stadigvæk. Og egentlig vil han som forfatter alle disse forventede religiøse følelser til livs, for at glædens stille, egen religiøsitet kan komme til.

Folk er taget ned til den elementære livsmagt: havet, og selvom de bruger megen tid på at kigge på hinanden, kigge efter damer, overveje om de skal købe is eller pakke samme og i stedet se efter sjældne fugle med mere, så er det mødet med havet og stranden, der formilder dem og forvandler dem for en kort stund:

"Stranden har altid været der. Den er før end alt andet og bliver længere end alt andet. Den er det første og det sidste. Men før den og efter den er havet. Mennesket fylder så lidt i strandens tid. Og ingenting i havets".

Derfor kan en af de reflekterede strandkiggere da også sige, at badningen ligner en religion, at "vandets overtalelse er så stærk", og skønt folk kommer med tusinde formål, så er det den menneskelige måde at nærme sig "de hellige områder, men her kan de være, her er al rastløshed taget fra dem, her skal de ingenting og skal ingenting være". Alle de i dagligdagen ufrie kommer til havet, og skønt der ikke bliver lavet om på deres daglige ufrihed, så oplever de på denne almindelige solskinssøndag en beroligende stump af friheden. For de fleste bliver det trods alt en god dag ved havet – og det er noget. Bare en dag i glæden.

Som man vil have set, lægger Peter Seeberg sig lige netop på den negative side af grænsen til det religiøse. Den religiøse dimension ligger som et tømt hus, men med alle værelserne intakte. Tegnene hænger på himlene, men de må ikke betyde noget, for hvis de gjorde, ville det trække menneskene skæve og hive dem ud af deres daglige liv. Glæden skal findes inden for deres betydningstømte univers blandt biler, forurening og samfund. Og netop denne dag ved stranden bliver "en dag der omfavner alle mangler på sammenhænge".

Mennesket har i sin bevidsthed og i sin tale masser af formler for sammenhænge, som livet ikke tilfredsstiller. For eksempel hvordan en historie skal forløbe for at være en rigtig historie, hvordan kærlighed skal være, for at være en rigtig kærlighed, og så videre. Disse skabeloner henter vi blandt andet fra traditionen og verdenshistorien.

I et interview fra 1989 lægger Peter Seeberg luft til denne historieforståelse, som han ser som blot en videretænkning af udviklingsfilosofien: "Hvis historien ikke eksisterede, ville der blive TID. Tid til at indrette sig, tid til at bruge på hinanden. Og tid til at få øje på den menneskelige rigdom, der er i verden. Vi må se at falde tilbage på det, vi har og deles bedre om det."

Det er en sådan dennesidig tid, personerne for de flestes vedkommende får lov at få, denne ene dag på stranden ved havet.

Marianne Juhl kalder i sin bog om Peter Seebergs forfatterskab fra 1999 "Ved havet" for en valfartsroman. Det er en rigtig betegnelse, for Seeberg lader sine personer opsøge det helligste i et sekulært rum (hvis et sådant paradoks kan tillades), nemlig det elementære, havet. Det, de bliver små i forhold til, og som de kan hengive sig i, når det er roligt.

Gang på gang gengiver Seeberg i et sublimt enkelt sprog saligheden ved at bade – og der er ingen tvivl om, at han med denne roman gerne ville fastslå, at livets mening er at gå i vandet og ikke alle vores store forsøg på at finde mening i himlens tegn.

Men som en af sine personer, Friedrich (mon ikke Nietzsche til efternavn?), anbefaler han denne badning fra et meget reflekteret sted, som han kun af og til slipper ud gennem sidebenene på sin minimale stil: "Hvad er det, som ikke er der? Og dog altid virker med. Friedrich føler et enormt behov for filosofi, for tankefællesskab, for afklaring. Hvad er fravær?".

Svaret kunne være såvel bevidstheden, ånden eller Gud - og det er denne diskussion, Seeberg gerne vil have helt ned til strandkanten en almindelig søndag i menneskers almindelige liv. Men det kræver stor kunst at skrive det almindelige, så det ikke hele tiden slår op i en betydningsfuldhed, det ikke har.

Læst således er "Ved havet" en meget opmuntrende bog, hvor mennesker gør det så godt , som de kan.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Bo Hakon Jørgensen

Dr. phil. og lektor ved Syddansk Universitet. Forfatter til blandt andet "Symbolismen eller jeg'ets orfiske forklaring" fra 1993 og disputatsen "Siden hen – om Karen Blixen" fra 1999, samt en lang række artikler om litteratur. Anmelder ved Kristeligt Dagblad.