Er det at sætte ”Faust” på scenen ikke i sig selv djævelsk hovmod? Et dristigt forsøg på at gøre det umulige, som en anden doktor Faust at jagte det overmenneskelige? Goethes geniale romanklassiker ”Faust I” fra 1808 er måske litteraturhistoriens mest komplekse, mest vidtspændende og kropumulige værk. Djævlepagt, dødslængsel, genimyte, lærdoms- og kærlighedstragedie i en vildtvoksende forening på alverdens versemål. Nej, det kan kun gå galt.
Og alligevel slipper man overrumplende godt fra konverteringen af den ordtunge tekst til scenen i Staffan Valdemar Holms begsorte, æstetisk overbevisende ”Faust”-fortolkning. Hvor er det lykkeligt med en iscenesætter, der tror på teksten, på sine spillere og på publikum ikke mindst. Forestillingen er næsten helt renset for unødigt aktualitetsgøgl og moderniseringsiver. Der er bare det enorme sorte scenerum, en evig nat, hvor intetheden suser gennem sjælen. Hvor menneskene synes så små mod det massive mørke. Og så Søren Sætter-Lassen og Olaf Johannesen i mesterligt parløb som Mephistopheles og Faust.
I begyndelsen er der ingenting, indtil ærkeenglene Gabriel og Rafael fabulerer universet frem med en afkortet version af ”prolog i himlen”, og konturerne af en sammenkrøbet grubler kommer til syne i scenens fjerneste krog. Guds væddemål med Satan er skåret fra, så vi ankommer direkte i det ”trange, højhvælvede, gotiske kammer”, hvor Faust som plaget melankoliker ledes ved den blodløse lærdom. Filosofi, medicin, jura, ja sågar teologi har han studeret, men hvad nytter det, når man i sidste ende ”kun ved, at man intet kan vide”? Fortvivlelsen er total. På selvmordets rand bryder kirkeklokkernes kimen påskemorgen dog ind og som ved en guddommelig indgriben redder det ham ud af den lange nat. Omtrent samtidig entrerer Mefisto scenen som en logrende, bjæffende, hylende puddelhund, der vugger Faust i favnen og lokker ham til at indgå en pagt: Han vil tjene ham i alt, og hvis han kan få ham til at se, at livet alligevel er det hele værd, så får Djævelen til gengæld Fausts sjæl i det hinsides. Døren til helvede står på vid gab, og forestillingen kan begynde.
Søren Sætter-Lassen er en letfodet elegantier af en Mefisto. Halvt dyr, halvt menneske. Snart diverterer han med lærd konversation og fidele fagter, snart er han liderlig hanhund med et sardonisk svovlende helvedesgrin. Utilregnelig, udspekuleret, ikke den rene legemliggjorte ondskab, men fristeren, der får mennesket til at længes og stræbe efter det umulige.
Og netop det umulige ankommer på tynde ankelstrømper i skikkelse af den purunge Gretchen. Siw Ulrikke Maibom chokerer næsten med sin miniaturestatur, der får scenerne mellem den hærgede gammelmandsliderbuk til Faust og den lillebitte, barnligt uskyldige Gretchen med den pertentlige page og skolepigekjolen til at virke, ja decideret afskyvækkende. Men der er også noget rørende i billedet af de to. Den uoverstigelige kløft, som aldrig var tydeligere end her, og hun, der jo repræsenterer alt det, han længes så brændende efter, men aldrig kan nå. Denne lidelses- og kærlighedshistorie om den forførte uskyld, der bliver dømt som barne- og modermorderske, Fausts fatale svigt, folder sig blændende troværdigt ud.
I det hele taget er det iscenesættelsens genistreg, at skuespillerne er så satans, får man lyst til at sige, velvalgte. Sætter-Lassen selvsagt som perfekt kapriciøs Mefisto og højtbegavede Olaf Johannesen, der som Dr. Faust jo ikke er en reel dramatisk figur, men snarere digterens talerør, indbegrebet af mennesket selv. Om hovedpersonerne huserer et sammenrend af djævlekrapyl, hekse, giftelystne nabokoner og koblersker samt Gretchens brutale bror alle formidabelt og tørt komisk gestaltet af Joen Højerslev og Anne Sofie Wanstrup. Iscenesættelsen forlader sig i den grad på skuespillernes samspil og evne til at få stroferne til at leve i det bare sorte scenerum. Med stemmernes nærmest messende kraft gengiver de Goethes ord i Jon Høyers dugfriske oversættelse. Og det en fornøjelse at se – og høre især – de to hovedkræfter på scenen sammen. En sand mesterklasse i skuespilkunst.
Men samspillets virtuose dynamik skyldes ikke mindst den norske dramatiker Jon Fosses klare bearbejdning af manuskriptet til en mere mundret, men ikke mindre poetisk, tekst. Og lad så være, at noget unægteligt er gået tabt. Sådan kan det næsten kun være med et gigantværk som Faust. Vigtigst er det, at man har formået at sætte så ordrigt et idédrama op på en måde, så alle kan være med, men uden at give køb på grundfortællingen. Uden at instruktøren har misbrugt stykket til at sætte sig selv overdrevent igennem. Som vi ligeledes så det i sidste års Dante-opsætning, står Staffan Valdemar Holm kompromisløst på tekstens side med en opbyggelig tro – ikke bare på klassikernes eviggyldighed – men på publikums forstand og indlevelse. Og det er djævelsk befriende.