Man kan blive dobbeltagent af mange grunde. Det kan være på grund af penge, kvinder eller afpresning. Den Moskva-fødte KGB-officer Oleg Gordijevskij indledte sit samarbejde med britiske MI6, fordi han blev moralsk forarget over et totalitært styres grusomhed og menneskeforagt. Nazismen var djævelskab. Men det var kommunismen også. Den ene var nedkæmpet. Gordijevskij tog på sig at bringe den anden til fald.
I ”Spionen og forræderen” fortæller den britiske historiker og forfatter Ben MacIntyre historien om Gordijevskij (født 1938), der under den kolde krig, i 1966, blev sendt til Danmark af den sovjetiske sikkerhedstjeneste. Her skulle han rekruttere danskere til spionage. Men det skulle vise sig at være en næsten umulig opgave. MacIntyre skriver, at selv kommunister trak stregen ved landsforræderi: ”Men der var dog undtagelser. En af dem var Gert Petersen, lederen af Socialistisk Folkeparti og senere medlem af Europaparlamentet.”
Under kolossale mængder af øl og snaps leverede diktaturets redebonne redskab fortrolige militære oplysninger fra Det Udenrigspolitiske Nævn. I 1663 blev der rejst en skamstøtte over Corfitz Ulfeldt, fordi han havde konspireret mod Danmark. Hvornår tager SF et tilbundsgående opgør med Gert Petersen (1927-2009)?
Gordijevskij indleder i København i efteråret 1974 et samarbejde med det britiske efterretningsvæsen. Ben MacIntyre lader læseren forstå, at det ikke mindst er under indtryk af sin bedstemors kristne tro, at Gordijevskij bliver dobbeltagent i ”en stenhård, urokkelig overbevisning om, at det, han gjorde, var helt utvetydigt rigtigt”.
Derfor kunne Gordijevskij i mere end 10 år virke som spion for MI6, der aldrig nogensinde tidligere havde haft en agent placeret så langt inde i Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste, KGB. Gordijevskij blev den engelske efterretningstjenestes største hemmelighed. Han satte sit liv på spil ved at kopiere hemmelige mikrofilm og formidle fortrolig information til den vestlige efterretningstjeneste. Historien er fortalt før, men den kommer alligevel til at se meget anderledes ud, når Ben MacIntyre fortæller den. Der er flugt og farve over denne fortælling fra den kolde krig. Gordijevskij afslører en højtplaceret muldvarp i det norske udenrigsministerium. I Sovjet undrer man sig over, hvordan muldvarpen blev afsløret. Den britiske afhopper Kim Philby (1912-1988) forklarer KGB, at lækket måtte komme fra organisationen selv, og Gordijevskij får næsten et ildebefindende, da en ledende KGB-officer konstaterer, at ”forræderen kunne befinde sig i dette lokale i dette øjeblik”.
Gordijevskij fortsætter alligevel sin farlige virksomhed, og som historikeren MacIntyre skriver, kom hans samarbejde med MI6 til at ændre verdens gang: ”Han satte sit liv på spil for at forråde sit fædreland og gjorde verden lidt mere sikker.”
Gordijevskij indlagde sig nemlig uvisnelig hæder i den kolde krigs historie ved at fortolke Sovjets holdninger eller hensigter, således at man også undgik en atomar konfrontation ved en misforståelse. Langsomt strammes nettet dog om ham. KGB medicinerer Gordijevskij for få ham ned ad tilståelsernes glatte rampe. Men én ting havde han lært af den britiske spion og kommunist Kim Philby, der manuducerede ham i spionage på KGB-skolen: ”Benægt, benægt, benægt”.
I 1985 går det dog galt. De sovjetiske myndigheder er via et tip kommet på sporet af Gordijevskij, der bliver kaldt til Moskva. Den engelske efterretningstjeneste går i alarmberedskab. Man står i taknemmelighedsgæld til Gordijevskij, og den engelske premierminister Margaret Thatcher insisterer på, at alle sejl skal sættes til for at få ham levende ud af Sovjet. Og under en dristig og dramatisk operation, hvor PET medvirker, lykkes det at få smuglet Gordijevskij til London. Siden har Gordijevskij levet på en hemmelig adresse i England og under politibeskyttelse.
MacIntyre understreger Gordijevskijs historiske betydning og føjer til: ”Han er undertiden svær at have med at gøre, men det er umuligt ikke at beundre ham (…) Han er et af de modigste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og et af de mest ensomme.”
MacIntyre skildrer i ”Spionen og forræderen” Gordijevskij med sympati og solidaritet – omend også med sans for hans svagheder. Her lever historien. Her lever læseren derfor med i den. Her fortæller MacIntyre om en personlighed, der tiltaler ham, og om et levnedsforløb, der synes ham betydningsfuldt. Og efter endt læsning kan læseren ikke andet end tilslutte sig den vurdering. ”Spionen og forræderen” er beretningen om et menneske, der turde gøre, hvad hans hjerte og hoved fortalte ham.