René Jean Jensen er et navn, der i adskillige år har været kendt i kredsen omkring Forfatterskolen i København. Skal man sige noget om denne kreds, er det blandt andet orienteringen mod nyere amerikansk poesi, hvor især den såkaldte New York-skole med repræsentanter som John Ashbery og Kenneth Koch har været i fokus. Blandt de danske arvtagere af New York-skolen finder man tidligere rektor for forfatterskolen Niels Frank samt en række yngre digtere med navne som Lars Skinnebach, Pejk Malinowski, Palle Sigsgaard, Theis Ørntoft og René Jean Jensen.
Hvad sidstnævnte digter angår, drejer det sig ganske vist ikke om nogen egentlig yngre digter, idet han er født i 1971, men den netop udkomne digtsamling, "Jeg har planlagt at dagdrømme", er ikke desto mindre hans poetiske debut i bogform.
Det særlige ved René Jean Jensens poesi er ligesom i New York-skolen, at man i ekstrem grad satser på en poetisk flerstemmighed, hvor der hele tiden skiftes udsigelsesposition og stil. De poetiske tekster fremtræder aldrig som konstruktioner, der går op, men derimod som netværk, der hele tiden betydningsmæssigt ændrer og forskyder sig i takt med, at de udvikler sig.
Og denne måde at producere poetiske tekster på er måske, når det kommer til stykket, noget af det tætteste, vi kommer på at mime de processer, som udfolder sig i sjælelivet. For her er det jo netop aldrig, som hundredvis af kunstnere og filosoffer har konstateret siden Freud og Nietzsche, de overordnede principper og rationelle argumenter, der er drivkraften.
Lad mig eksemplificere René Jean Jensens turbulente poesi, i hvilken ordspil, ironier og paradokser bestandigt forhindrer læseren i at nå frem til et roligt punkt i det tekstlige forløb. En passage lyder:
"Der er et par måder at spille domino på/ jeg ikke har lært. På vej/ til Århus/ bestemte jeg mig for at være mig selv/ for en gangs skyld./ Jeg tror ikke det lykkedes./ Den tibetanske hund kunne mærke/ at noget ikke var som det skulle være/ og knurrede under det bord/ hvor digtene lå. Senere samme sommer/ gik jeg ind på universitetet i Bologna/ og stillede mig ved listen af karakterer og lod som om/ jeg havde fået en dårlig."
Man ser let, at René Jean Jensen er en sprogkunstner af de sjældne. Der er i hver eneste af Jensens sætninger en original drejning, der får denne til at lyde som noget, man aldrig har hørt før. Og man oplever, hvordan der går associative forbindelser mellem teksternes mange mærkelige udsagn, således at man fornemmer, at der ligger en søgen efter identitet og følelse af fremmedgørelse til grund for teksten.
Når man priser den stilistiske ekvilibrisme i "Jeg har planlagt at dagdrømme", kan man dog også bemærke, hvilke normer for poetisk kvalitet bogen i mindre grad honorerer, nemlig forventningerne om koncentrationen og prægnans i den poetiske form. Man kan således let miste overblikket under læsningen, og man kan opleve, at de mange elegante tekstfragmenter mister slagkraft ved, at intet i bogen synes at være mere vigtigt end andet. Synes man derimod, at hengivelsen til en lystfyldt labyrint er poesiens højeste eller eneste mål, er bogen uovertruffen.
René Jean Jensen: Jeg har planlagt at dagdrømme. Digte. 104 sider. 199 kroner. Gyldendal.